Kommentar af Ulla Strømberg.
Blox – eller Bloksbjerg. Ny gøgeunge i København.
Ak og ve. Det er vel det nærmeste, der er at sige om det nye BLOX. I adskillige år har ”gøgeungen” eller ”den grimme ælling” spøgt i københavnernes bevidsthed. Sagen er blot, at det ikke er et eventyr af H.C. Andersen. Så nu, hvor det hele er afsluttet, ligger der en enorm samling glasklodser og ikke en smuk svane.
Vi missede ”the point of no return”. Pengemagten i forening med det politiske system, og til dels det kulturelle system, har talt og vundet. For Realdania, som jo egentlig var en fælles pengetank, fik under den tidligere ledelse den idé, at fonden skulle have et nyt hovedsæde og bo sammen med ligesindede ved vandet.
HISTORIK
I 1994 fik Ørestadsselskabet overdraget området for enden af Frederiksholms Kanal. En arkitektkonkurrence om et musikhus blev vundet af Henning Larsens Tegnestue. Men Henning Larsen sagde offentligt, at han ikke ønskede at bygge på den grund med naboskab til nogle af Københavns gamle og traditionsrige bygninger og i nærheden af Christiansborg Slot og Christians IVs Bryghus. Grunden var for lille, og stedet for historisk. Det ville aldrig ende godt. Det var simpelthen en dårlig idé.
I 2005 køber Realdania By og Byg grunden og gik i gang med et projekt om en stor bygning ud til havnekajen. Det nye byggeprojekt skabte hurtigt vrede, debat og forundring blandt ikke mindst historisk bevidste københavnere. Omkring 2008 var jeg ordstyrer ved en debat for Realdania. Der sad 100 vrede københavnere i en lille sal på Den Sorte Diamant. Kun embedsmænd fra Københavns Kommune og Realdanias egne folk gik ind for projektet.
NABOEN – Den sorte Diamant
I de seneste 15 år har Den Sorte Diamant vokset sig fast. Til gengæld er pladsen imellem biblioteket og den nye byggeplads fortsat et grimt, dødt stenlandskab, hvor end ikke en forkølet vandringsmand ville tage ophold. Jeg checkede stedet i går, hvor hele verden (københavnere og turister) var ude at slikke solskin – bare ikke på Søren Kierkegaards Plads.
Med håndteringen af denne grimme og frastødende plads demonstrerede kommunen, Kulturministeriet og andre statslige instanser allerede inden BLOX tog endelig form, at de gladeligt og smagløst ødelægger et potentielt fantastisk område i det indre København – ved havnebredden.
OMA og Koolhaas
Kort tid efter indkøbet af grunden i 2005 valgtes den hollandske tegnestue OMA med Rem Koohaas ( født 1944). I 2013 gik man i gang med at bygge.
Rem Kolhaas’ navn har betydet, at hele den danske arkitektstand har holdt sig ude af debatten, og i øvrigt vil ingen dansk arkitekt, som stadig er aktiv, ytre et kritisk ord om Realdanias gøren og laden. Dertil er Realdanias magt alt, alt for stor.
Med en hovedstadskommune, som har haft ukontrollerede ønsker om at gøre byen til en stor, aldrig ophørende festplads, har der tilsyneladende ingen stopklodser været for byggeprojektet.
Borgerne har været imod hele vejen igennem, men pengenes magt har tromlet igennem under applaus fra et i æstetiske og historiske spørgsmål ganske inkompetent rådhus og en passiv bevaringsafdeling under Kulturministeriet og et selvkontrollerende akademiråd etc.
BLOX – besøg
Jeg ankom en ganske almindelig onsdag kl.16 til BLOX til fods fra Den sorte Diamant.
Der var ca. 80 skridt ned ad trapper, til jeg nåede kælderetagen. Her var til højre et lille mørkt rum med modeller af BLOX, et par plancher og en flink person. Der skulle tilsyneladende være infomøde for folk med tilknytning til Realdanias netværk. Jeg fik en lille bog gratis. Desværre var der masser af snik snak og meget få nyttige facts, men ”Fun facts”: bl.a. at BLOX er på størrelse med hele Amalienborg (26, 500 kvadratmeter) – og nærmest på størrelse med Den sorte Diamant. Hvad prisen har været, står der intet om, men rundt omkring kan jeg finde prisen nævnt til 2 milliarder kr . Rigmænd kan leje lejligheder på toppen af bygningen, der er plads til 22 af slagsen.
DAC
Et stort, tomt gråt gangareal skal forceres, inden man kommer ind i det inderste, og glem ikke, at vi nu er flere etager under gadeniveau. Røde slangelignende sofaer er stillet op og i midten en infodisk for DAC, Dansk Arkitektur Center, som tilsyneladende er hovedattraktionen i huset. Der sker ikke andet! Til højre en flot boghandel med få bøger og mange designting placeret på forskudte niveauer.
Der skal gode ben til for at besøge BLOX og, vil det vise sig, DAC. Nok er der elevatorer ude i hjørnerne og et par rulletrapper op, men vist ikke ned.
Der er skarpe restriktioner for et besøg i DAC. Det koster 110 kroner – og den udstilling, jeg så, er faktisk ikke pengene værd, men jeg kunne ikke gennemskue, hvordan jeg ellers ville kunne komme rundt i bygningen. Personalet var flinkt, men ”ikke klædt fagligt på”. Så gik bjergvandringen op igen – uden info-materiale om udstillingen.
Da jeg tæller skridt hver dag for at være sikker på at få motion, var jeg egentlig glad. Det var jo win win: arkitektonisk indhold og fitness. Men hurtigt for jeg lidt vild og havde svært ved at forstå logistikken i udstillingen hos DAC. 50 % af DAC syntes at være trappeforløb, midt for, i siden og et par steder som auditorium, dvs. trappen var også siddeplads. Gelænderne var forskellige og ligeså gulvbeklædningen. Det er alt andet end homogent. Detaljerne var genkendelige fra andre byggerier – jeg så intet, der gav en aha oplevelse.
OLUFUR ELIASSON
Lidt af et scoop, men altså kun mod entré, er en installation af Olafur Eliasson: ”Multiple shadow house” – fra 2010. Eliassons værker fungerer jo altid. I et hvidt rum går den besøgende ind. På den ene side er nogle lamper, i forskellige farver, placeret på gulvet. På den anden side en hvid væg. De besøgendes skygge bliver nu mangedoblet i smukke farveskygger. Et aktivt kunstprojekt for alle aldre ( ikke mindst børn). Det er ufarligt, men hvordan det matcher udstillingen ”Welcome Home”, som er DAC’S boligshow, er ikke til at forstå – altså bortset fra ordet HOME.
Welcome HOME
Det er en skuffelse, at DAC åbner med en lille boligudstilling. DAC skal måske undskyldes, for rummene er nærmest umulige og kaotisk placerede på tre etager. Men der er hverken stringens eller underfundigheder, når udstillingen gås igennem. Og det meste af oplevelsen er at gå fra sted til sted. Tænk på de gamle udstillingsfaciliteter i Gl. Dok, hvor DAC har holdt til. Nok var det svært at finde vægplads, men hvilken stemning.
Det vigtigste i udstillingen er tilsyneladende er en stor collagevæg, mange meter lang. Men det kunne lige så godt være et afslutningsprojekt for lærerstuderende i samfundsfag. Jeg bemærkede store billeder af Margaret Thatcher, arkitekten Jan Gehl med et par citater og selvfølgelig Bjarke Ingels – ligeledes med nogle ord! Det var det!
På jagt efter noget interessant stødte jeg på en glasflade indtil et Fitnesscenter med masser af maskiner og nogle få mænd. De havde en flot, flot udsigt til de gamle sukkerfabrikker på den anden side af havneløbet. Så ledte jeg efter cafeen. Den ligger selvfølgelig på toppen. Klassisk indrettet som en dyr kantine med tagterrasse. Lyse læderstole i Arne Jacobsens 7-er design. To gæster sad og drak øl i solen. Fik et gratis glas vand, da jeg var tæt på at besvime. Men der var simpelthen for kedeligt til at blive og drikke en kop kaffe.
Gik nu 200 skridt ned – og havnede på en lille sidetrappe i boghallen. Derfra var der flere døre og vupti, kunne jeg komme op og ud i friheden. Derude i solen – på bagsiden af BLOX, hvor man lige netop ikke kan se glasklodserne, sad folk og drak øl og kaffe på Hay stole. Lidt rodet var der, men hyggeligt – og hvilken udsigt til København, Frederiksholms Kanal og helt fri for at se på BLOX. Menukortet var kun på engelsk.
I det modsatte hjørne af pladsen er den nye legeplads på ca. 1200 kvadratmeter (ifølge Fun facts). Hvis jeg havde små børn, turde jeg dog ikke slippe dem løs. Legepladsen så farlig ud. Der var ingen børn.
Indgangen til fitnesscentret fandt jeg aldrig, og jeg ved ikke, om caféen på toppen kun er for DAC – eller har egen indgang. Jeg fandt heller ikke andre begivenheder i det 27.000 kvadratmeter store hus – og der var ingen at spørge.
KONKLUSION
Bygningen ligger det forkerte sted og ødelægger det miljø, som har fandtes i århundreder fra middelalderbyen og ned via Frederiksholms Kanal.
Jeg forstår ikke bygningen. Der er 27.000 kvadratmeter, men så lidt plads til udfoldelser. Jeg forstår slet ikke, at Realdania har tvunget byggeriet igennem på det sted.
Jeg kan heller ikke se, hvordan bygningen skal kunne indbyde til at der, som de selv skriver: ”arbejdes, leves, opleves og forskes. Et hus der rummer både den professionelle fordybelse og det folkelige hverdagsliv.”
Hvorfor blev BLOX ikke placeret ude i Ørestaden? Det havde været perfekt for alle parter.
Ps. I overskriften står Bloksbjerg. Det er Harzens højeste tinde på 1.141 meter – og hvor der er heksesabbat (i følge Goethe) – så sammenligningen er nok ikke helt fair.