∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve – på Nivaagaards Malerisamling.
Interessant og anderledes udstilling på Nivaagaard om en måske overset britisk tidslomme.
Selv om det er billedkunst, som er museets område, åbner denne udstilling for nye og større perspektiver, da Bloomsbury-gruppen i højere grad historisk set har overlevet takket være de eminente forfattermedlemmerne!
Bloomsbury-gruppen huserede i England fra 1905 og de næste mere end 40 år og er formodentlig mest kendt på grund af forfatteren Virginia Woolf. Sammen med sine søskende flyttede hun som helt ung til Bloomsbury-kvarteret i London (bag ved British Museum). Året var 1904, begge forældre var døde, og børnene ville kaste fortidens snærende, borgerlige bånd af sig.
Det lykkedes, og deres lejlighed på Gordon Square blev et samlingssted for adskillige unge intellektuelle fra flere kunstneriske områder: forfattere, billedkunstnere, kritikere og en økonom. De fleste med baggrund i universitetsstudier i Cambridge eller Oxford.
Udstillingen på Nivaagaards Malerisamling må af naturlige grunde primært rette sig mod den sammentømrede gruppes tre billedkunstnere: Virginia Wolffs søster Vanessa Bell samt Roger Fry og Duncan Grant.
Gruppens sammensætning, mål og drømme er dog en kompleks størrelse, som selve udstillingen af gode grunde ikke kan afdække på et dybere plan. Men et spadestik ned er heller ikke at foragte, og det tilhørende katalog til udstillingen giver gode oplysninger om de meget forskellige personer, der i perioder følte sig knyttet til gruppen.
Familierne
Virginia Woolf er på mange måder blevet symbolet på den filosofi, som lå til grund for gruppens samhørighed. ”A Room on One’s Own” er til dels blevet synonym med gruppens bestræbelser – skrevet af Virginia Woolf i 1929, hvor hun stadig var gift med Leonard Woolf, der bl.a. var forlægger. Søsteren Vanessa koncentrerede sig om maleri og grafik og giftede sig med Clive Bell, men havde siden et forhold til Roger Fry og derefter til maleren Duncan Grant. Sidstnævnte blev far til Vanessas eneste datter.
Det erotiske
Det erotiske var en ikke uvæsentlig del af den frigørelse på tværs af køn, som gruppen også samledes om. Ideologisk skulle meget kastes overbord for at ryste victorianismen af skuldrene på de unge intellektuelle, men et klasseløst samfund var næppe et af målene. Heller ikke hos økonomen John Maynard Keynes, der mod slutningen af det 20. århundrede stod som en enestående analytiker, der havde prædiket en mild inflation i samfundsøkonomien for at holde hjulene og samfundet i gang – i dag kendt som keynesiasmen.
Den iscenesatte udstilling
Udstillingen er kraftigt iscenesat (lidt i overkanten) med malede vægge (lånt fra gamle fotografier) og en kras grøn, gennemgående farve – for at samle de mange uhomogene genstande, som vises.
Nok er det malerier og grafik af de tre billedkunstnere fra gruppen: Vanessa Bell, Duncan Grant og Roger Fry, der er det centrale i udstillingen. Men det store ”bloomsbury-projekt” omhandlede også nye indretningsmetoder, og brugsgenstande får derfor i den meget bevidste iscenesættelse en central plads.
Forfatterne, m.fl. må nøjes med at være repræsenteret i montrer og opslag.
Men dykker man ned i de enkelte malerier, er de rent kunstnerisk ikke så stærke som periodens franske repræsentanter; det er som om de humper lidt bagefter i penselsføring, motiver etc. og den rene abstraktion, bortset fra i tekstilmønstrene, når de vist ikke frem til.
Også de mange eksempler på kunsthåndværk kan interessere, men ikke imponere.
Det homoerotiske
Mest slående er Duncan Grants homo-erotiske motiver, som går igen og igen, Kraftig kost i England dengang, hvor det længe var strafbart at have relationer mand og mand imellem. Men såmænd også markant i dag, hvor man også taler om den vitalisme, som var herskende omkring 1920 med kroppens sundhed i centrum.
Den franske postimpressionisme
Bloomsbury-gruppen var ikke mindst et opgør med den engelske victorianisme, både i levevis og i kunstnerisk udtryk. Men selv om de alle (eller de fleste) var født i den borgerlige klasse og havde mulighed for at tage til kontinentet og se, hvad der rørte sig, var det først med to udstillinger på engelsk jord, at de virkelig bliver omvendte til den franske ”postimpressionisme”. Det var maleren og kunsthistorikeren Roger Fry, der stod for udstillingerne i henholdsvis 1910 og 1912. Med ét blev Cezanne en fundamental inspirationskilde for gruppens billedkunstnere. Siden fulgte et kendskab til bl.a. Picasso og Matisse og herunder miljøet omkring russeren Diaghilev, som dog var i USA under Første Verdenskrig.
Charleston Trust i Sydengland
Udstillingen ville ikke være mulig uden et tæt samarbejde med Charleston Trust- i dag museum for gruppen – og navnet på den sommerresidens flere af dem tyede til under Første Verdenskrig og siden beboede i perioder.
Til gruppen hørte flere andre væsentlige personer, bl.a. økonomen John Maynard Keynes, som giftede sig med en danserinde fra Ballets Russes. Derved blev nye bånd knyttet til den internationale kunstscene. Forfatterne E.M. Forster ( A Room with a view ) og D. H. Lawrence var også personer, som hørte til gruppens yderkreds.
Det er et interessant initiativ fra Nivaagaards side at skabe udstillingen, som er den første på dansk jord om Bloomsbury-gruppen – tidligere har der dog været en udstilling i Stockholm.
Udstillingen skal ses som en naturlig forlængelse af af Nivaagaards 2019-udstilling om William Morris og prærafaelitterne omkring ham. Det blev en utrolig publikumssucces. Det er godt, at museet tager en slags efterfølger, ”The Bloomsbury-group”, op som tema, men den umiddelbare skønhed og fascination, som Morris og co. stadig udstråler, findes ikke hos de yngre kolleger. Her er det mere historisk interessant netop nu, hvor ikke kun køn og kønsroller flyder, men hvor verden synes usikker på flere planer. Så kan det være lærerigt at dykke ned og se, hvad kunstnere tidligere gjorde i svære tider: De rykkede måske sammen, prøvede at arbejde på tværs og ikke mindst at diskuterede.
Udstillingen skal naturligvis være positiv og vise de bedste sider hos kunstnerne og i deres samliv. Men de fleste ved, at bl.a. Virginia Woolf endte sine dage på tragisk vis ved at begå selvmord i 1941. Anden Verdenskrig i kombination med hendes skrøbelige sind blev for meget.
Kataloget i smukt lay-out rummer gode introducerende artikler, men mangler en tidslinje og små biografier.
Udstillingen vises fra 6.3. – 10.8. 2025. I de næste måneder kan også opleves, hvordan museet integrerer flere af de nye værker, som har været vist i TV-udsendelsen: „Kunstnerkolonien i Hornbæk‟ med museets egen samling af klassiske malerier.