Menu Luk

Black Mass

∗∗∗∗

Fascinerende hårdtslående gangsterfilm

Er man i humør til en god men rå, brutal og gennem ubehagelig film, så sidder gangsterfilmen Black Mass lige i skabet. Der er gode takter, som jeg skal komme tilbage til, men en rar oplevelse, kan man ikke just kalde det.

Filmen bygger på virkelige hændelser i 70ernes USA. Vi befinder os i Boston midt i en fejde mellem to rivaliserende kriminelle bander. Den ene er styret af den irsk-amerikanske gangster James W. Bulger(Johnny Depp) og den anden den italienske mafia, som sidder på den hårdeste kriminalitet i byen. For at få fat i nogle af  mafiaens bagmænd, indgår John Connolly(Joel Edgerton), der er ansat i FBI en ulovlig og meget usædvanlig alliance med Bulger på betingelse af, at han lover at holde sig fra narko og mord. Bulger siger: Jeg regner ikke det hér for at sladre eller stikke nogen; det er ren forretning. Connolly: Jeg kunne ikke have sagt det bedre, du er allieret. Du kan mere eller mindre gøre som du vil.. Så længe du hjælper os med at få anholdt mafiafolk. Connolly og  Bulger er vokset op i et hårdt kvarter i det sydlige Boston og kender hinanden fra barnsben.

Black Mass Bulger og Connolly

Foto: Warner Bros og SF-Film

Det lykkes FBI med Bulgers hjælp at få anholdt en del af de mest betydningsfulde mafia folk, men hvad FBI ikke lige er opmærksom på er, at i takt med at Mafiaens aktiviteter bliver mindre, bliver Bulgers større, da han systematisk overtager mafiaens arbejde. Snart sidder han selv og hans håndlangere på de lukrative kriminelle områder i Boston, som narkohandel, prostitution, mord, afpresning, bankrøverier, brandstiftelser og kidnapping. Da korthuset endelig bryder sammen, flygter Bulgur og står i 10 år som en af de øverste navne på FBI´s liste over verdens mest eftersøgte.

Den tre gange Oscarnominerede Jonny Depp spiller sin rolle som Bulgur med uhyggelig overbevisning. Bulger er en frygtindgydende, ekstrem farlig, kontrollerende, perfid og nådesløs psykopat. Han skyr intet for at nå sit mål om at blive den mest indflydelsesrige gangster i Boston. Han er følelsesmæssigt afstumpet, undtagen når det gælder hans søn og hans mor. Da sønnen en dag kommer hjem fra skole og lærerne har klaget over, at han har slået en anden dreng, siger Bulger: Det er ikke hvad du gør, men hvornår og hvor du gør det. Sagt på en anden måde. Hvis der ikke er nogen der ser det, er det aldrig sket. Måske knap så pædagogisk efter gængs målestok.

Der er ikke helte i denne historie. Ingen vi kan holde af og med. Det skulle måske lige være en nye anklager, der bliver tilknyttet FBI sidst i filmen. Han ser lige igennem Connolly og bebrejder ham, at FBI har været naive og sovet i timen. Da anklageren graver dybere i sagen, ruller hele skandalen.

Black Mass Bulger med riffel

Foto: Warner Bros og SF-Film

Black Mass har som nævnt gode takter. Filmen er fascinerende, ikke mindst fordi den bygger på virkelige hændelser. Selve historien, om at samarbejdet mellem Bulger og FBI endte helt ude af kontrol, er så opsigtsvækkende, at man ville have svært ved at tro på det, hvis man ikke vidste bedre. Det er positivt, at filmen ikke forherliger kriminalitet og vold, som film i denne genre kan have en tendens til. Endelig er der tale om gode skuespilpræstationer ikke mindst fra Jonny Depps side. Det negative er, at filmen virker forvirrende, fordi der for mange bandemedlemmer at forholde sig til. Hele universet er for stereotypt, sort og trykkende. Filmen varer over to timer. Det er mere end den kan bære.

Trailer: Warner Bros og SF-Film

Instruktør: Scott Cooper

Premiere: 15. oktober 2015