∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Besættelsens fanger – et dokudrama fra Palæstina på Får 302.
Det er en bevægende og uhyggelig teaterforestilling, som instruktøren Jacque Lauritsen har skabt på den lille mikroscene i Toldbodgade hos Får 302. For det hele virker alt for autentisk i scenografen Edward Lloyd Pierces meget naturtro grå fængselscelle. Det er som om, vi ser ind i en grum virkelighed.
Vi er vidner til et nutidigt dokudrama om et emne, vi ikke taler om i det daglige – og slet ikke her i Danmark: palæstinensiske fanger i israelske fængsler.
Jeg vidste næppe, at der fandtes internerede mænd i det moderne Israel – og som uden retssikkerhed sidder under de mest usle fængselsforhold i årevis. Vi ved nok, at der er krig i Europa, og at dem, der tilsyneladende var gode naboer i forgårs, pludselig er vore nye dødsfjender. Men konflikten i Israel med diverse besatte områder, er der nok flere af os, der har rystet af os, fordi så meget andet er rykket nærmere.
Med den israelske dramatiker Einat Weizmans tekst sat på en lille scene i København bliver situationen i Israel pludselig meget håndgribelig.
Forfatteren har netop været i København for at opleve forestillingen og diskutere med instruktøren. Selv lever den 50 årige skuespiller og forfatter ikke noget nemt liv i Israel, men hun føler sig forpligtet til at formidle den viden, hun i dag besidder efter talrige interviews og skriftlige kilder i form af breve fra indsatte palæstinensere.
Da hun havde skrevet stykket for 5 år siden, skulle det have været opført ved en teaterfestival i Israel. Få dage før premieren kom censuren. Stykket måtte ikke opføres. Det endte med, at festivalen lukkede ned. Siden er stykket blevet opført få gange – uden reklame eller anden PR i Israel og under almindelige forhold i Norge og i Japan.
Den tekst, som instruktøren Jaques Lauritsen har oversat og iscenesat, er sammensat af flere versioner og fungerer fint med tre mandlige skuespillere, som udfylder tre centrale funktioner i et fængselsliv: FORTÆLLEREN, FANGEN OG FANGEVOGTEREN.
Fangen, spillet med følelse og poesi af Arian Kashef, udsættes for både åndelig og fysisk tortur. Fortælleren og medfangen gestaltes ganske nøgternt af Wahid Sui Mahmoud, som indimellem også bliver medfange og solidarisk. Martin Hylander har den ret utaknemmeligt rolle som inkarnationen af alle brutale og voldsparate fangevogterne og øvrighedspersoner, og det går ikke stille af. På den lille scene afvikles det meste med skrig, skrål og slag, der kan mærkes helt ned på publikumsbænkerne.
Som tilskuer føler man sig magtesløs. For hvad er næste skridt? Skal vi demonstrere herhjemme i København? I Israel er der nok af uro på gaderne i de større byer for tiden, da regeringen er ved at udvide sin magt over domstolene. Men de internerede palæstinensere er et helt andet demokratisk problem. Og vi danskere kan bare se på i Toldbodgade – med nogle tusinde kilometers afstand til virkelighedens fængsler.
Som teater er ”Besættelsens fanger” mere end velgennemført og vellykket. Jaques Lauritsen har med omhu og alvor transformeret det dokumentariske stof om til en lille helstøbt forestilling.
Tak til Får 302, der åbner dørene for dette gæstespil med et væsentligt politisk indlæg, som desværre næppe får den store betydning.
Manuskript: Einat Weizman i samarbejde med politiske fanger
Oversættelse & instruktion: Jacque Lauritsen
Scenografi & lys: Edward Lloyd Pierce
Medvirkende: Arian Kashef, Wahid Sui Mahmoud, Martin Hylander
Lyddesign: Jes Theede
Producent: Teater Gaius
Til og med 6 maj 2023.