BERØRT stor ny bog om dansk kunst i det nye årtusinde.

Anbefalet af Ulla Strømberg.

BERØRT  stor ny bog om dansk kunst i det nye årtusinde.

En vægtig bog i bogstavelig og overført betydning med gennemgang af talrige yngre danske kunstnere i perioden 2000-2019.

”Berørt” er en ambitiøs bog skrevet på opfordring fra forlaget Strandberg Publishing af kunsthistorikeren Maria Kjær Themsen. Hun er i dag kunstredaktør ved Information og har tidligere været kunstanmelder på Weekendavisen.

Forfatteren henviser i indledningen til Tøjner og Stjernfelts bog, Billedstorm, 1989, som for mig blev lidt af en bibel om de såkaldt ”Unge Vilde” danske kunstnere i begyndelsen af 1980erne.  Den bog var overkommelig på flere måder.  ”Berørt” synes bevidst at ville være lidt besværlig at læse og måske også siden hen at bruge som referenceværk.  Også titlen har modhager, for kan man virkelig blive ”berørt” af de ofte fortænkte værker, som de unge kunstnere i de seneste år har frembragt?

Men hvor er det nyttigt, at nogen orker at sammenholde de seneste 20 års yngste kunst, der for mange synes svært tilgængelig og nok også uoverskuelig. For det er vel at mærke kun ”unge” kunstnere, der omtales i bogen, mens mere modne, stadig produktive, folk slet ikke er med.

Bogens interessefelt drejer sig næsten udelukkende om kunstnere med enten en tilknytning til en af de danske kunstskoler og / eller til de måske ikke så kendte alternative udstillingssteder.

Værkerne er for de flestes vedkommende ikke noget, der kan hænges på væggen, stilles i vindueskarmen eller stolt placeres i en industrivirksomhed.  For billedkunstbegrebet er i de seneste årtier blev udvidet til at omfatte performance, lydinstallationer, almindelige installationer, papir og tekst(!) og så det gammelkendte: skulptur, kunst i det offentlige rum og så det uskyldige begreb maleri. Og der er faktisk nogle i klassisk forstand malere med, bl.a. Tal R og John Kørner, som ikke er så ung endda (f. 1967). At Kørner omtales og tillige Kørners Kontor er helt fint, men hvorfor forbigås eksempelvis Værkstedet Værst, hvor flere frembringelser fra 1980erne minder ganske meget om det, der får plads i denne bog som nyt og anderledes?

Bogens kapitler er logiske og følger de varebetegnelser, som forfatteren mener,  er dækkende. Heldigvis er åbningskapitlet ganske imødekommende og beskriver alt det udenom kunsten, nemlig rammerne og vilkårene og de forskellige tilløb til at præsentere den nye kunst. Men allerede her savnes en mere kritisk røst.  Forfatteren må da have en mening om, hvad der har været gavnligt for en større kunstforståelse og udbredelse, og hvad ikke.  Et enkelt hint til bl.a. Nicolai Wallners galleri er dog med, da forfatteren anser galleriet for at være gået i en kommerciel retning.

De følgende kapitler med de fastlagte kategoribetegnelser viser kun en smule bagud. Der trækkes desværre ikke tilstrækkelig mange og nødvendige historiske linjer bagud. Det kan undre for forfatteren ved jo det hele. Og det er almen viden, at enhver kunstner står på skuldrene af forgængerne. Der har næsten altid været nogle i netop det kunstneriske hjørne, hvor unge nu fører sig frem. Om det så er en performancekunstner som Joseph Beuys eller en dansk aktør som Kirsten Dehlholm, så burde deres værker fremhæves som de forbilleder, de grangiveligt har været og er. Beuys er slet ikke nævnt med værker, men blot med et citat! Indkredsningen af begrebet performance er og bliver vanskelig inden for kunsthistorien, bl.a. fordi så få kunstkendere har viden om grænseeksemplerne inden for teaterperformance og kunstperformance.

Hen ad vejen, men uden en markant grafisk markering, beskrives de utallige unge kunstnere, der er fundet stærke nok til at blive omtalt i bogen.   Igen gives ikke karakterer, og et hierarki antydes heller ikke. Det kan synes fornuftigt, for det er faktisk kompliceret at skrive samtidshistorie. Det er også lidt farligt. For selv en fagmand kan blive forblændet af noget, der få år efter viser sig at være ”kunstnerisk blændværk,” – og derfor må al samtidshistoriskrivning tages med et gran salt.

I og med det ikke er en videnskabelig afhandling, men tænkt som en informativ bog, kunne bogen måske have været mere læse- og bladrevenlig.

Det havde bl.a. været en gevinst med en oversigt over de omtalte kunstnere udover det almindelige personindeks.  Også en oversigt over udstillingssteder kunne være med til at understrege det imponerende aktivitetsniveau, som den behandlede kunstnergeneration har udvist.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den nu bortviste institutleder på Kunstakademiet, der tog den tvivlsomme ære af at have skubbet busten / udtalt BUSTE/ af Frederik V i vandet. Adskillige medier har efterfølgende påpeget det modsætningsforhold der var imellem den tidligere lærers artikulerede sproglige niveau og så anvendelsen af fremmedord.

I ”Berørt” slipper vi desværre ikke for de for tiden så hyppigt anvendte klicheord:  PRAKSIS, PRAKSISSER og at mime, tværdisciplinære ….

Berørt” udfylder helt afgjort et tomrum inden for dansk kunsthistorie, men det havde ikke gjort noget, hvis bogen havde været mere brugervenlig. Og kunsten bliver altså ikke større af, at diverse nye ord eventuelt booster budskabet.

Danske kunstbøger bliver i disse år i øvrigt større og større. Hemmeligheden er ofte, at papir og trykningspriser er gået gevaldigt ned, efter at hele processen er blevet flyttet til Østeuropa.  Men ”Berørt” er faktisk trykt i Jylland. Det er beundringsværdigt.

376 s.

www.strandbergpublishing.dk