∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bedrag – eller handler det bare om 3F? Folketeatret og turné.
For en uge siden havde ingen forestillet sig, at nobelprismodtageren Harold Pinters selvbiografiske skuespil ”Bedrag” ville blive brandaktuelt. Men sådan er det bare gået, for i de seneste dage har næsten samtlige medier, også de mere seriøse, svælget i den nu tidligere 3F formands dobbeltliv med flere kvinder og forhold parallelt.
Og det er lige netop, hvad skuespillet ”Bedrag” fra 1978 handler om, dog i mindre målestok.
Spørgsmålet er, om vor danske virkelighed ikke har mere saft, kraft og uhygge end det efterrationaliserede og også ordknappe spil af den intellektuelle englænder dramatiker?
Instruktøren og teaterdirektøren Maria Vinterberg har med stor succes og dygtighed i de senere år produceret og også instrueret Beckett, Ionesco og senest Norén, så man blev forbløffet over, hvor moderne de tekster fortsat var. Dvs. både de gamle absurde tekster og det neorealistiske dagligstuedrama fra Noréns hånd bestod prøven. Nu iscenesætter Vinterberg på Folketeatret og turné ”Bedrag”, som netop ligger midt imellem de to genrer.
Da stykket blev spillet i Danmark i 1980 på Strøghusteatret var det chokerende nyt. Formen var overraskende: tiden går nemlig baglæns, og vi starter i år 9 for at slutte i år nul, hvor sidespringet med den bedste vens kone tager fart. Også den knappe dialog var ny og blev i de samme år også brugt i mange angelsaksiske film, hvor bl.a. Harold Pinter stod bag drejebogen, bl.a. ”Accident” og ”Den franske Løjtnants kvinde”.
Plottet i ”Bedrag” er simpelt. To gamle venner og samarbejdspartnere, den ene forlægger, den anden litterær agent, er venner, begge gift og har børn. Men så viser det sig, at den enes kone har haft en 5-årig affære med den anden mand, og at de ovenikøbet har haft en lejlighed til deres eftermiddagsseancer! Lidt heavy, set med nutidsøjne, men måske ikke i 1980erne?
Det er fint og stramt iscenesat med en meget symbolistisk scenografi med masse af stablede stole skabt af en altid præcis scenograf, Marianne Nilsson. I de seneste år har Marianne Nilsson leveret adskillige ret geniale scenografier til ikke mindst Teatret ved Sorte Hest. Men vi er snart ved at nå mætningspunktet med stablede og hulter til bulter stole – som de kendes fra bl.a. ”Enetime”, ”Stolene” og så sandelig også flere af Pina Bausch’ balletter for ikke at nævne den fine monolog ”Et tysk liv” på Det Kongelige Teater forrige år. Og jeg kunne blive ved.
For det fungerer ofte godt med stole, men vi orker det nok ikke mere.
Trekløveret fungerer perfekt på scenen, men de får ikke så meget at flytte rundt med rent følelsesmæssigt, som de står ved eller sidder på deres respektive stole omkring et bord: Anette Støvelbæk som kvinden med Niels Ellegaard som elskeren. De har i øvrigt netop haft et fremragende samspil på Teatret ved Sorte Hest i Noréns ”Sandhed eller konsekvens”.
Den besvegne ægtemand i ”Bedrag” spilles af en sammenbidt Henrik Lykkegaard. Netop Ellegaard og Lykkegaard har i årevis dannet et fremragende par i adskillige cirkusrevyer og også senest på Folketeatret.
Derfor er det lidt skuffende, at der trods alt ikke kommer mere ud af samspillet. For jeg husker det, som om atmosfæren imellem de tre slog ildevarslende gnister.
Men måske har skuespillere og instruktør været bange for at havne ovre i karikaturen. Pinter er en balancegang, hvor det absurde lurer, men det menneskelige trods alt gerne må pible frem.
Måske havde jeg skruet forventningerne for meget op og tænkt på de gamle film, hvor Pinter var med som manuskriptforfatter. ”Bedrag” blev også filmatiseret i begyndelsen af 1980-erne, men den film har jeg faktisk ikke set.
Men nu hvor hypen omkring 3F har lagt sig, kan det måske godt være, at ”Bedrag” alligevel kan frappere også mere hårdhudede danskere. I hvert fald er det en nydeligt spillet trekantshistorie. For det kan vel ikke passe, at vi lever i en så forrået tid, at et par interægteskabelige sidespring ikke kan afficere os?
”Bedrag” handler om hetero-folk i middelklassen. Det er snart et særsyn på en teaterscene. Også derfor må vi kippe med flaget og ønske god turné til de tre skuespillere, som måske snart skruer op for mystikken. Plottet skal nok finde genklang i det ganske land.
Af Harold Pinter
Instruktion: Maria Vinterberg
Oversættelse: Line Knutzon
Scenografi: Marianne Nilsson
Medvirkende: Anette Støvelbæk, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard, Adam Schmidt
www.folketeatret.dk