∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldt af Ulla Strømberg.
Balletfestivalen fortsætter på Det Kongelige Teater og ude omkring med en mere end aktiv balletmester Hübbe ved roret.
Lørdag aften på Gamle Scene var overskriften Bournonvilleana..Et overflødighedshorn med bournonvilletrin i alle varianter, hvor ikke mindst mandsdansen overskyggede alt andet. For Bournonville var opmærksom på den mandlige danser, og lige nu har Den Kongelige Ballet en række fremragende mandsdansere. Selv om kun få af herrerne er fra Balletskolen har de alligevel lært den særlige teknik, som er både kraftfuld og sprød. For Bournonvilles stil er anderledes end både den stærke angelsaksiske og den flamboriante russiske stil.
Engang hed det Bournonvillefestival, når Nationalscenen med 13 års mellemrum med en festival over nogle dage helligede sig den store danske balletmester, som regerede i den danske guldalder. Men faktisk var Bournonville aktiv helt frem til 1870-erne. Han fyldte godt i det 19.århundrede.
Nu er det blot Balletfestival. For balletmester Hübbe vil gerne udvide balletområdet og være mere folkelig, og programmet for disse dage frem til d.9. juni er da også imponerende. Ingen vil kunne nå at overvære det hele. Jeg har nøjedes med at tage aftenforestillingerne, men glem ikke, at der er masser af gratis aktiviteter dagen igennem. Check teatrets program.
Lørdag aften begyndte med et velkommen af balletmesteren og fortsatte med ouverturen til ”Sylfiden” med musik af den danske Herman Severin Løvenskiold, spillet af kapellet under ledelse af Graham Bond, der gav den alt, hvad den kunne bære. Det er hyggelig musik, som giver mange balletkendere gode minder. Men interessant er musikken vel næppe. Så fulgte uddrag fra ”Sylfiden” i den nyeste version med Bente Lykke Møllers sorte herrekilte. Flot er det med en lidt for hvid baggrund og hele korpset og børnedansere på scenen. Den gode stemning blev lagt af en smilende Andreas Kaas, som førte an.
Siden fulgte vekslende små danse fra forskellige af de større og mindre balletter: en pas de deux, en pas de trois og et par herresoli med Jon Axel Fransson og Jonathan Chmelensky. Der var kraft på, selv om det hele blev afleveret i det neutrale og nøgne scenerum. Sådan er det jo ikke med handlingsballetter, hvor scenografer har skabt spændende og meddigtende rammer til dansen, men pyt. Endnu to uddrag fra seneste ”Sylfiden” viste en fortrinligt dansende Ulrik Birkkjær, mens Susanne Grinder som Sylfiden syntes meget introvert, selv i dødsscenen. Det er selvfølgelig også en fortolkning.
En flot pas de sept efter pausen i knald røde, rigeligt moderne kostumer fra ”Et Folkesagn” skabt af scenografen Mia Stensgaard i 2011. Alle 7 dansere brillerede og ydede deres ypperste.
Henigennem aftenen var der uddrag fra en ny TV-film af Liv Thomsen. Der blev sagt fornuftige ting af Erik Aschengreen og naturligvis vist flere klip med balletmester Hübbe, men jeg havde svært ved at forlige mig med udklædte statister, der løber rundt på Kastellet og skal ligne Bournonvilles samtidige, mens Liv Thomsens meget moderne københavnske stemme og en lignende mandsstemme skulle agere Bournonville, fortalte os, hvad vi skulle tænke. Men jeg stoler ikke på pop-TV. Det var TV med staveplade og pegepind og gjorde egentlig den flotte aften til lidt af en højskoleseance.
Efter anden pause kom apoteosen. En gentagelse fra aftenen før, hvor hele ”Napoli” blev danset. Nu fik vi blot flødeskummet: den sidste del af tredje akt. Alt det kedelige var sprunget over – det var bare dans og dans i de lidt stilfærdige kostumer af Maja Ravn. Men Musikken spillede og igen dansede Ulrik Birkkjær nu et andet herreparti til UG, mens Jonathan Chmelensky klarede fiskeren Gennaro med glans. Og bortset fra den manglende blomsterkærre til sidst fungerede det hele. ( Der er ingen kærre i den nye opsætning, desværre.) .
Men Nikolaj Hübbes forskellige Bournonville-bearbejdninger, skabt sammen med flere af de tidligere ballerinaer, kan indimellem diskuteres. For der er brugt mange kræfter, måske for mange, på at være moderne i historiefortællingen, som bl.a. i ”Sylfiden” og altså også i ”Napoli”. Men i disse små uddrag er det mindre vigtigt. Til gengæld kommer trinene og koreografien til eksamen, og spørgsmålet er, om der trods alt er moderniseret lige i overkanten for at kunne påberåbe sig den rene Bournonville-tradition. Jeg kan blive lidt bange. Traditionen må ikke blive for barberet. Der er brug for stilfærdig fordybelse.
Bournonvilleana blev dog endnu en fin aften – gid det program kunne være en balletaften i næste sæson.
Der danses videre de næste dage og festivalen slutter d. 9.6. med et stort sammensat program med gæstedansere fra Moskva, Paris, London og New York. Er man til ballet – er festivalen et must.
køb billetter til gallaforestillingen d.9. :
https://kglteater.dk/calendar/?f-title=26497