BALLET af Alexander Meinertz. Ny bog.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ballet af Alexander Meinertz. Ny bog.

Flot, informativ og passioneret bog om klassisk ballet.

For tiden bliver fagbøgerne større og større, og denne nye balletbog hører med sine 502 sider også til i sværvægtsklassen.

Balletskribenten Alexander Meinertz har meget på hjerte i denne balletbog, der dækker hele spektret inden for den klassiske dans og er skrevet med kærlighed og af kærlighed. Bogen er passioneret og vidende, men spørgsmålet er selvfølgelig, om også læseren bliver lokket med ombord. For det er også en striks bog, der kun giver nøje afmålte informationsdoser inden for det klassiske og klassisk moderne balletrepertoire.

Det er som om, man helst skal have sin basisviden i orden, eller i hvert fald parallelt med læsningen af bogen google sig til et fælles ståsted med forfatteren.

Som motto kunne stå et interessant citat fra Guglielmo Ebreo da Pesaro i 1463 – om at dansen som kunst og i praksis var ”en udadvendt manifestation af sjælens bevægelser.” ( s.18.)

For netop det sjælelige, det emotionelle – og selve balletkunstens opfordring til, at både danser og tilskuer skal se indad og reflektere, er vist bogens grundlæggende udgangspunkt og budskab.

Der overholdes en vis fornuftig kronologi hen igennem bogen. I optakten beskrives hvordan der allerede omkring år 1500 var dansant underholdning. Med et par sidespring til malerkunsten og Botticellis yndefulde maleri ”Primavere” (1482) påvises hvordan kroppens attituder har været udslagsgivende for vor forståelse af krop og bevægelse i kunstneriske, dansante sammenhænge.

Der er ingen eller næsten ingen basale eller teoretiske afsnit, for det er som om, at forfatteren går ud fra, at læseren er ligeså involveret i kunstarten, som han selv er.

I en bevidst vekselvirkning imellem indgående beskrivelser af de store” berømte” balletter og udvalgte koreografer kommer bogen lidt efter lidt hele (den klassiske) ballethistorie igennem relateret til de store klassiske scener i København, London, New York og Paris.

Ikke mindst de enkelte udvalgte og markante balletters indhold og udsagn bliver fremlagt og til dels dissekeret og ofte fulgt af en kortere karakteristik af koreografen.

Der skelnes ikke imellem nationale udgangspunkter, for i forfatterens balletverden er der en håndfuld eller to af koreografer, der har sat deres varige præg og skabt koreografier og fortællinger, som siden er blevet genfortolket adskillige gange.  Sidst i bogen er et mindre kapitel om nyere ”abstrakte” balletter, hvor historierne, hvis de overhovedet er der, synes sekundære.

De store koryfæer tilbage fra Bournonville og videre over begyndelsen af det tyvende århundrede er med. Også stortalentet Liam Scarlett bliver nævnt. Det var ham, som til Det Kongelige Teater skabte den fænomenale ”Spar Dame” og skulle i gang med endnu et værk til Det Kongelige Teater, da hans skæbne tog en drejning.  Hans triste endeligt i kølvandet på bølgen #Metoo huskes måske. Scarlett begik selvmord kort tid efter, at Det Kongelige Teater ophævede hans kontrakt i forlængelse af en #Metoo sag i London, som Scarlett i øvrigt efter sig død blev frikendt for.

Andre nyere og mere frie danseeksperimenter fra anden halvdel af det 20. århundrede nævnes desværre kun i forbifarten. De ” frie” dansere fra Martha Graham over Pina Bausch til yngre koreografer er desværre ikke med, men har vel haft en ligeså uudslettelig indflydelse på hele ballethistorien, uanset om man kun er til det klassiske med tåspidssko etc. Men forfatteren har med sin bogtitel, dog uden eksplicit at skrive det, alene forholdt sig til ballet i den mest klassiske form.

Forholdene på Det Kongelige Teater i nyeste tid behandles kun et par steder. Men det begrædes, at kompagniet nok er blevet internationalt, men kun fordi der næsten ingen danske dansere er. Den Kongelige Ballet har nemlig ikke fastholdt den markante internationale placering som var tilfældet, hvis tiden skrues 30-60 år tilbage.  Og det må alle undre sig over. Selv husker jeg, hvordan verdens mest respekterede koreografer kom forbi København i 1960erne og 1970erne. Men bogen ”Ballet” ser ud i verden og tager ikke notits af landegrænser.

Billedmaterialet er flot og dækker ikke nødvendigvis førsteopførelser af de store balletter. Billederne repræsenterer snarere et meget bredt og internationalt felt, hvor alle relevante oplysninger heldigvis er med.  Der er ikke meget med fra København, men det kan måske bl.a. skyldes de meget strikse billedophavsregler, som regerer nu om dage.

Bogen ”Ballet” kommer lige til julesalget og er en oplagt gave til alle ballettomaner. For flot er bogen, og da netop Det Kongelige Teater for tiden IKKE eksperimenterer ret meget, men holder sig til den sikre klassikerlinje, vil de fleste af de balletter, som danses i København, kunne underbygges og forklares via bogen.

Udkommet i november 2022.

www.gyldendal.dk