∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Balanchine på Kongens Nytorv. Ballet i højeste potens. Giant Steps (IV)

Under den tåbelige overskrift, Giant Steps (brugt nu for 4. gang, tidligere til alverdens andre sammensatte balletprogrammer), danser Den Kongelige Ballet lige nu et rent Balanchine-program og gør det beundringsværdigt.

Faktiske var det præcis de samme tre balletter, som New York City Ballet (Balanchines gamle kompagni) diverterede med første aften ved gæstespillet i Tivoli, 2018: Serenade, De fire temperamenter og Symfoni i C.

Det er ikke så mærkeligt, for det er nogle af de mest markante og emblematiske værker fra Balanchine, som var med til at grundlægge NYC Ballet i slutningen af 1940erne.

Serenade

Det er er ren, smuk lysende ballet uden for mange forklaringer, men samtidig en dyb indføling i den ledsagende musik og selvfølgelig præget af Balanchines trin og ballettone. Balletten er fra 1934, hvor Balanchine var ung og nyankommet  til USA efter flere år hos Diaghilev og en tur rundt i verden, bl.a. til København.

I USA slog koreografen en ny, ren, neoklassisk  tone an. Til Tjajkovskijs musik fandt Balanchine inspiration i øvelokalet og fangede de mange bevægelser, som gruppen viste.  Det er blevet ganske varieret, og forholdet imellem dans, trin og toner går op i en højere enhed. Her kan nye publikummer begynde. Enten vil de elske ballet resten af deres liv eller også fravælge det en gang for alle.

Balanchine var om ikke blevet visuel puritaner, så ønskede han en symbiose imellem danseren og trinene. I Serenade, som ofte opfattelse som NYCB’s visitkort står smukke lysende kvinder i lange florlette skørter og hilser dagen eller solen.

Besnærende bevægelser fortsætter i tre satser, et par herrer kommer til, men det er kvinderne, som er i centrum. Selv om der ingen handling er, fylder skiftende stemninger rummet. Og da en af danserne mod slutningen løsner håret, bliver trinene vildere. Alt er forandret. Til sidst bæres hun knejsende ud af tre mænd, som en græsk gudinde. Men her mod slutningen er Tjajkovskijs toner alvorlige. Død eller ? Vi ved det ikke, for “Serenade” er uden forklaring, men også afslørende. Kvinderne står på række, diagonaler,  løfter armene, vrikker umærkeligt med hænderne, alt i tæt samklang. Vé den, der ikke følger trop.

De fire temperamenter

De fire temperamenter med musik af Hindemith er helt anderledes moderne, men blot fra 1946. Damerne i sorte tricot og hvide ben,  herrerne ligeledes i træningstøj, hvidt og sort. Der er  strakte ben i massevis, pas de deuxer og spændende fremskudte kroppe. Stilfærdigt og alligevel med kraft. Forandringerne fra par til par er ikke markante, men det hele er smukt og moderne. Det syntes som om danserne kunne lide udfordringerne i “De fire temperamenter”, som føltes tættere på ”virkeligheden”.

Der danses også her uden dekorationer, men desværre heller ikke med megen ”bevægelse” i lyset. Er det hele klausuleret? Må man slet ikke ændre på noget i Mr. B.’ s værker?

Det kan blive lidt trivielt med den balanchinske døde, blå baggrund, skabt før moderne lysteknik viste sin store kraft. Til gengæld giver det nøgne rum og det stabile lys fuld opmærksomhed på danserne.

Danseglæden syntes større end i Serenade – måske er balletten mindre afslørende. Der er ikke så mange rækker og ensartede løftede arme, men abstrakt dans så det batter. Solodanser Andreas Kaas var denne aften tilbage i folden efter orlov – publikum kvitterede med ekstra bifald.

Symfoni i C

“Symfoni i C” danses til et oprindelig glemt musikstykke af George Bizet fra 1855 og  lægger op til bravurdans af første klasse.

Det helt store visuelle udtræk blev skabt i 1947 til balletten ved premieren på Operaen i Paris. Oprindelig med farver og dekorationer i gammel fransk hofstil eller zar-stil. Siden ændrede Balanchine det visuelle til hvide tutu’er og herrer i sort – men stadig med glimmer på dragterne. Men det er IKKE nødvendigt i dag, 2024.

Det er storslået dans, som appellerer til publikum, lidt i russisk stil. Der skal klappes af og til, når solodanserne på  fineste vis følger musikkens forskellige stemninger. Der er mange satser og flere solopar og ekstra par og korps, det hele ganske hierarkisk, som var balletten sprunget ud af et klassisk klassesamfund og ikke fra en tid, et par år efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor verden drømte om nye tider.

Dansen er krævende, med her på det såkaldte ”andethold”, set fredag d.6.8., meget flot danset af  bl.a. Astrid Elbo og Amthieu Rouaux i den alvorlige og langsomme andensats, mens der i tredjesatsen er spring og munterhed, fint honoreret af Tobias Praetorius og Tara Schaufuss.

Denne ballet er ikke kun stor, prangende og viser tilbage til en tid, hvor dansen også kunne vække til glemsel fra en påtrængende virkelighed.  Den russiske tradition fornægter sig ikke. Selv om Balanchine forlod landet tidligt i 1920erne og som årene gik i sine egne balletter skar dekoration og farver væk, er det russiske islæt stadig  tilstede i “Symfoni i C”.

Det blev en god balletaften. Publikum var glade, og jeg kunne for en gangs skyld se balletfødder og følge dansernes mimik (sad nemlig langt fremme). Samtidigt var det en stor glæde at se så mange dansere på scenen. Da tæppet gik ned for Symfoni i C og op igen til applaus var hele scenen fuld af dansere. Hvilken imponerende skat vi har i Den Kongelige Ballet og med det altid velspillende kapel i orkestergraven – denne aften med Chanmin Chung som dirigent.

Det ellers altid gode, trykte program til balletaftenerne undlod i denne omgang at oplyse seneste opførelsesdato for de enkelte balletter, og der var heller ikke tal på, hvor mange gange, de har været danset på Det Kongelige Teater. Det kan være svært at finde for en udefrakommende, da teatret lukkede biblioteket og arkivet ned for flere år siden!

Fremtidens balletmester

Snart skal der udpeges en ny balletmester. Det bliver interessant at se, hvem der skal løfte den komplekse opgave:

Skolens problemer skal samles op, repertoiret skal udvides og styrkes, et mere intenst samarbejde med nyere koreografer fra ind- og udland skal forstærkes og først som sidst skal balletkorpset føle, at de udvikler sig i takt med tiden.

Her over for står publikum. de vil gerne have en blanding af kendte klassikere og nyklassikere, dvs. Neumeiers værker tilbage på repertoiret side om side med adskillige balletter fra Bournonville-arkivet.   Og korpset må gerne været præget af danske balletdansere!

Nedenfor ses Det Kongelige Teaters nuværende bestyrelse ( citeret efter teatrets hjemmeside). Det er bestyrelsen, der skal udpege den kommende balletmester. Lad os håbe, at de har tilstrækkelig kunstnerisk indsigt og viden om Den Kongelige Ballets historie og nuværende status og behov  – til at træffe det rigtige valg og ikke et politisk korrekt valg.   (To af medlemmerne er bosat i Sverige, Gitte Ørskou og Kitte Wagner, mindst to er politisk valgte: Lars Barfoed og Joy Mogensen, en er advokat, to er medarbejderrepræsentanter, heldigvis én danser. Kun Fritz Schur står lidt neutral!)

 

Det Kongelige Teaters bestyrelse pr.1.9.2024. Citeret efter teatrets hjemmeside:

 

 

 

www.kglteater.dk