∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det ene øjeblik blidt, stille og nostalgisk. Næste sekund hårdslående, så selv en stilladsarbejder ville rødme. Alt er som det plejer at være i Bakkens Hvile. Men de har strammet sig yderligere op: kjolerne er FLOTTE, et orgie i flæser, farver og sjove hatte fra østersfarvet, over hummeressens til gullige, grønlige og orange nuancer. Oveni masser af kostumeskift.
5 modne damer, sådan da,er på scenen. Store er de ikke, men snørret ind og op, så de ligner det, de skal være: bakkesangerinder med noget til både gaden og gården.
At være bakkesangerinde er en helt speciel profession. De er sig selv og alligevel ikke, professionelle og alligevel noget andet. Går ud og ind af rollerne på den mikroskopiske scene, hvor de sidder som de altid har siddet på de plysbeklædte stole, ofte med let skrævende ben, – a la Moulin Rouge. Sjovt og velfungerende er det, og tempoet skrues ind imellem op i potpourrierne, så man bliver helt forpustet og imponeret over både pigerne og den altid understøttende pianist Kenneth Sichlau. Han er virkelig på arbejde.
For Dot Wessman, Sara Gadborg, Anne Dorthe Nielsen, Lone Jensen og Tina Grunwald er ikke sådan at afrette. En sang kan pludselig gå i stå, så skal der snakkes, siges vittigheder til de andre – og måske danses nogle ekstra cha cha cha trin.
Bakkesangerindetraditionen går 139 år tilbage, dvs. 1877, hvor vi på det kulturelle plan var godt i gang med det moderne gennembrud. Samtidig havde Dyrehavsbakken en mangeårig tradition med folkelig underholdning. Revyen med aktualiteter, som vi kender det i dag, blev opfundet omkring 1849 af Erik Bøgh, men Bakkesangerinderne har haft en anden mission, vovet, men politisk uskyldig underholdning. Og man kunne tro, de ville uddø i forskellige epoker: de sofistikerede 1920erne, de politiske 1970ere og de yuppie-agtige 1980ere for slet ikke at tale om den mærkelige blandingstid vi lever i med hang til spelt, gourmetrestauranter og en snart sammensmeltet rød og blå blok.
Men nej, med Dot Wessman ved roret igennem mange år er der både styr på traditionen og drysset lidt modernitet over det hele, så årets forestilling faktisk er bedre end de intellektuelle parafraser med statstilskud, som har været spillet i de seneste år, bl.a. på Nørrebro Teater – og senest hos Teater Rio Rose, der prøver at tage udgangspunkt i noget bakkegøgl i deres seneste forestilling ”Udspring”.
Pigerne i Bakkens Hvile får ingen statstilskud. For Bakkens Hvile anses ikke for at være ”finkultur”. Men det er fint at gøre nar ad dem! Bakkens Hvile skal sælge så mange billetter, at der er penge til både lønninger, kostumer og back stage personale. Teksterne er faktisk på samme niveau som hos de parodierende eller parafraserende, så der er vist noget at tænke over, hvis man sidder i et kulturelt udvalg!
”Køb blomster, køb blomster”, ”Gå med i Lunden” og ”Ska vi sove eller hva´” er nogle af de gamle tekster, som alle kan synge med på, mens pigerne må investere masser af kræfter og stemmevolumen for at få de nye sange til at fænge hos publikum. Men er sangene tilstrækkelig vovede i stil med ”bota-nik nik nik” – eller mere håndfaste om huller, keglespil og danskere på Mallorca, så er det plat, barokt, absurd og uforudsigeligt på samme tid. Både for stilladsarbejderne og de pænere damer.
Tag ikke børn med, men gerne nogle, der kan lide at smile og klappe i takt og smide penge op til damerne på scenen.
Der spilles på udvalgte dage.