∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bakkens Hvile for 146. gang. 2023 med både strudsefjer og bonnie-ører.
146 år er ikke at kimse af i disse tider, hvor alt skal være nyt og anderledes. Men sådan er det ikke i Bakkens Hvile og dog. For Dot Wessman, som står i spidsen for det unikke sted, forsøger hvert år at forny og fastholde – og i år sker det bl.a. med nogle gode, nye tekster af Flemming Jensen og Wendt, Tind & Engholm. Også Sigurd Barrett og andre har skrevet friske tekster, men de huserer under bæltestedet, så det faktisk bliver lidt for meget. En vovet revy skal vel antyde, men ikke mejsle det platte i granit, som om publikum var gumpetunge i opfattelsen.
På scenen står fire kvinder i forskellig alder, men alle mejet ud i flotte kostumer, som kan bruges ved ethvert brasiliansk karneval. Allersjovest er de nu i pink strutskørter og sorte trikoter med bonnie-ører som cheerleaders. Så kører det – men det gør de fleste numre i træhytten med en meget sød Dot som værtinden. Hun er faktisk aldrig vulgær, og så er den uimodståelige Ann Farholt, der både kan synge og agere og kan gå lige ind i et Monty Python Show, ikke til at komme udenom. Hvilken kraftkugle. Hun kan noget helt specielt med sine 185 cm i højden, som hun får maximalt ud af – udover det musikalske.
Tina Grunwald, som i år fejrer 40 års jubilæum i Bakkens Hvile, har noget af den gammeldags charme med en barm, der er lige ved at falde ud hele tiden. Gad vide, hvor længe det er tilladt, for vi lever i en tid, hvor meget snart er forbudt og krænkende. Nogen kunne jo blive misundelig på barmen! I øvrigt er det også Tina, der står bag de overdådige kjoler. Sus er den yngste og nyeste og kan både synge og charmere.
Skal Bakkens Hvile konkurrere med andre sommerrevyer, er der to tekster, der står tilbage i erindringen og i øvrigt er mere end velspillede: Anne Farholts sang om at være vred og sur over noget nyt hver dag. Om en ny, smitsom dansk sygdom: vreden, skrevet af Wendt, Tind & Engholm og med musik af Ann Farholt og Lone Selmer. Situationen er taget på kornet i en tid, hvor vi er flere og flere, der føler os magtesløse og derfor til stor gene for omgivelserne bar er sure på det hele – ikke mindst på det offentlige og naboen. Men nytter det? Ikke et hak.
Med formanden for Dansk Folkeparti i baren, Morten Messerschmidt, er det naturligt, at der også i år er en sang om manden bag. Flemming Jensen lykkes med at sige nogle sandheder, som Dot på sødeste vis får fremført. Nok er hendes mand formand for Dansk Folkeparti, hvor der lige nu er stille, men faktisk kunne hun godt lide, da der var ballade, og hun skulle trøste og hjælpe. Måske skulle hun se sig om efter en anden mand, der havde brug for omsorg? Søren Pape, f.eks.
Sådan kunne man blive ved at fremhæve gode øjeblikke. Bakkesangerinderne lever i bedste velgående, og når de nye tekster sidder bedre i hukommelsen, er showet med Kenneth Sichlau ved klaveret og Susanne Breuning bag instruktion og dansetrin lige at gå til i en tid, hvor vil alle skal være mk’er og ingen må krænke nogen. Sådan da. Men på Bakken er der såmænd mange, der kunne føle sig krænkede, ikke mindst de midaldrende og halvgamle mænd. Det er jo heller ikke så dumt.
På Scenen: Dot Wessman, Ann Farholt, Sus Mathiasen, Tina Grunwald
Ved klaveret: Kenneth Sichlau
Til og med 2.9.2023.