Menu Luk

Ava

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Den franske manuskriptforfatter og  instruktør Léa Mysius spillefilmsdebut Ava er et forfriskende pust i de mange coming of age film, der løbende dukker op i danske biografer.

For det første er den lavet på det gamle analoge 35-mm filmformat. Man fornemmer det allerede i den postkort lignende farvestrålende lange intro, fra en sommerdag på en strand i Frankrig. Her ser vi ganske almindelige mennesker som vi nu engang ser ud på stranden. Tykke, tynde, gamle, unge og børn. Ingen starletter, modeller eller hotte fyre. Der er dømt sommerferie for de lokale. Flot og lang startscene på filmen med et væld detaljer at fordybe sig i.

Foto:Solaris Films

Her befinder den 13 årige Ava (Noee Abita) sig. Hun holder sommerferie med sin mor Maud(Laure Calamy) og lillesøster. Ava er mut og indelukket. Knap 50 minutter inde i filmen, ser vi hende smile første gang. Hun lider af en sjælden øjensygdom, som ultimativt vil tage synet fra hende. På et besøg hos øjenlægen, får hun konstateret, at sygdommen er mere fremskreden end forventet, og at hun inden længe vil miste sit nattesyn og derefter hele synet. Jeg ville ønske at jeg var død siger hun, til sin mor, der føler sig helt magtesløs.

Foto:Solaris Films

Forholdet til moren er spændt. Ava er sur og vrangvillig. En rigtig teenager man let kunne blive irriteret på, hvis man ikke kendte hendes tunge skæbne. På stranden finder hun en sort schæfer lignende hund, der strejfer rundt. En dag tager hun den med hjem. Den tilhører den kriminelle sigøjnerdreng Juan (Juan Cano), som Ava forelsker sig i. Snart udvikler filmen sig til en Bonnie og Clyde lignende fortælling.

Der er noget gådefuldt over denne surrealistiske film. Den holder sig ikke indenfor de traditionelle rammer for coming of age film. Dybest set, er det en film om ungdom og oprør. Men også om ensomhed og frygt for fremtiden. Vi føler med Ava.

Slutningen på filmen er kuriøs grænsende til det besynderlige. Filmen har såvel træk fra tragedien som komedien. Den er hjerteskærende men også sjov. I de scener, hvor Bonnie og Clyde fortællingen er fremherskende er den nærmest grotesk.

Den nu 20 årige Noee Abita er dårende dejlig som Ava. Hun har et meget udtryksfyldt ansigt og er åbenlyst talent. En af grundende til, at instruktøren valgte hende, og ikke en hel ung pige til rollen er, at der er en del nøgenscener med hende på stranden. De kræver en vis alder.

Foto:Solaris Films

Ava har modtaget adskillige priser på festivaler bl.a. Cannes i 2017, hvor den vandt SACD-prisen. Og siden på festivaler i bl.a. Montréal og Stockholm.

Den 31 årige Léa Mysius er kommet godt fra start med sin surrealistiske spillefilms debut. Hendes film kommer vi til at se mere til i fremtiden.

Er man til en skæv coming of age film, så gå ind og se Ava.

Instruktør: Léa Mysiu

Trailer og forsidefoto:Solaris Films

Premiere: 25. april 2019