∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Askepot – Rossinis muntre opera på Det Kongelige Teater.
Når den norske operainstruktør Stefan Herheim træder til, sker der altid noget uventet. Således er også denne Rossini-opera, ”Askepot”, sjovere end forventet, men også naiv på den lidt kiksede måde. Tænk at voksne sangere fjoller rundt i en dekoration, som er i slægtskab med Disneys’ univers. Samtidig er iscenesættelsen også kompleks, og musik og fortælling forenes til et letfordøjeligt eventyr.
Historien glider ubemærket ind hos selv nytilkomne operalyttere. Men når detaljerne analyseres, er der nok af tankegods i dette askepot-regnestykke, som heldigvis går op.
Herheim er i dag et verdensnavn som operainstruktør, og denne ”Askepot” er en allerede gennemprøvet iscenesættelse, som oprindelig havde premiere i Oslo i januar 2017 og siden opført på Operaen i Lyon og har vist også været på gæstespil rundt i Europa.
I København stod Herheim bl.a. bag den fortræffelige ”Siciliansk Vesper”, hvor Verdis egen historie og tid blev inddraget i iscenesættelsen, hvorfor flere scener var henlagt til et parisisk teater. Således er også Rossini til stede her i ”Askepot” og ovenikøbet mangedoblet igennem hele operaen. For det ganske herrekor er klædt ud som Rossini med en god velpolstret mave og nodefjer i hånden. Komponisten er derfor som en anden Gud eller engel nærværende hele tiden.
Operaen begynder i nutiden, hvor en moderne rengøringsdame står med sin vogn med spande og koste. En bog daler ned i hovedet på hende. Og vupti ”forvandles” hun til eventyrets Askepot, der drømmer og siden gennemlever mange pigers drøm: at få lykkeprinsen – og ovenikøbet i konkurrence med to onde, begærlige stedsøstre. I denne version af askepotmyten tilgiver Askepot til sidst alle, for dog til allersidst, som en ekstra Herheim-krølle, at stå tilbage som en drømmende rengøringsdame igen. Samtidig er der tillige en ekstra forvekslingskomedie indlagt, lidt a la “Figaros Bryllup”, hvor prins og lakaj skifter identitet.
Regnestykket, iscenesættelsen, der indimellem jo ligner en tegneserie, går fint op i denne version, geniscenesat af en assisterende instruktør og med mange solistgæster udefra. Ikke mindst Askepot, sunget af Josy Santas udvikler sig igennem operaen, og stemmen ender i et smukt og fyldigt leje og med masser af charme. Andre havde sværere ved at finde styrkeniveauet i starten, men heldigvis holdt dirigenten Steven Moore igen, så det hele kunne samle sig til sidst.
Men det er en langsommelig affære musikalsk set fra Rossinis hånd. ”Askepot” har ikke det resolutte drive, som eksempelvis ”Barberen i Sevilla”. ”Askepot” var da heller ikke ved urpremieren i Rom i 1817 en succes, men ifølge Rossini selv skyldtes det middelmådige sangere, der ikke helt forstod han musik. Men kort tid efter fandt det kritiske publikum alligevel glæde ved løjerne. For sådan kan Rossinis opera bedst opfattes: en spøg. Og konceptinstruktøren Herheim har grebet historien – og gjort den endda meget spiselig.
Denne samarbejdsopsætning spiller kun få gange i september og oktober. Så er man til det muntre og lettere operarepertoire, er ”Askepot” værd at bruge en aften på.
Iscenesættelse: Stefan Herheim
Genopsætningsinstruktør: Steven Anthony Whiting
Dirigent: Steven Moore
Dirigent: Thomas Bagwell
Scenografi: Daniel Unger
Scenografi: Stefan Herheim
Kostumedesign: Esther Bialas
Lysdesign: Phönix
Lysdesign: Pedro Chamizo
Videodesign: FettFilm ved Momme Hinrichs & Torge Møller
www.kglteater.dk