∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Arven – kollektiv, amerikansk fortælling på Skuespilhuset.
Projektet ”Arven” er imponerende og ikke til at komme uden om. Uanset hvor meget man stritter imod, involveres man og kommer til at interessere sig for de unge og ældre gutter, som står frem på scenen med hver sin historie og noget ekstra oveni.
Det er al ære værd, at Det Kongelige Teater sætter dette knapt 6 timer lange drama op på Store Scene (over to forestillinger) med 12 mænd og en kvinde – for at fortælle historien om homoseksuelles mænds vilkår før og nu – i USA. For skuespillet ”Arven” af Matthew Lopez er så udpræget amerikansk, at jeg indimellem sad og prøvede at ”oversætte” det til danske forhold.
Men jeg gav op. Og i Thomas Bendixen meget respektindgydende iscenesættelse er stedet og tiden da også forblevet 100 % amerikansk. Det betyder dog, at det i dobbeltforstand er en fremmed verden, det københavnske publikum møder: storbyen New Yorks yngre bøsser pakket ind i den amerikanske dobbeltmoral og amerikanernes ekstreme behov for ”feel good”.
Arven. Det Kongelige Teater. 2023. Foto: Palle Steen Christensen.
For ud over at beskrive den uhyggelige AIDS-epidemi i begyndelsen af 1980erne på en meget snedig og snirklet måde, vil stykket også være mere alment menneskeligt. Budskabet synes at være, at hvis man med stor ærlighed og åbenhed demonstrerer medmenneskeligt nærvær, så klarer Gud resten.
Det kan vi så skændes om bagefter. For når lyset dæmpes efter anden del, og der er sket en vis forsoning imellem det forskellige ”par”, og den onde dør, mens de ”gode” overlever, er der nok at diskutere. For derved beviser ”Arven”, skønt fortællingen i visse scener er ganske seksualiseret og ikke lader meget i moderne bøsseliv står ufortalt, at det også handler om helt normale sameksistensformer. Alle kan og skal altså inkluderes.
Skuespillerne
Med Thomas Bendixens meget statuariske og gennemmusikalske iscenesættelse lykkes det langt hen ad vejen at forene de prøvede og de uprøvede skuespillerkræfter til en samlet fortælling til glæde for publikum. Der er selvfølgelig en ro og et kunstnerisk overskud i ikke mindst Jens Jørn Spottag, Karen-Lise Mynster og Morten Kirkskovs præstationer. Nemt er det nok ikke, for de har ikke andet at forholde sig til end et ”kor” på ti mand og så en tom og åben scene. Men de tre står knivskarpt for publikum og bliver guidelines igennem fortællingen.
De yngre skuespillere klarer sig imponerende godt, men hæmmes noget af tekstens, igen amerikanske, snakkesalighed i blandingen af small talk og college-intellektualisme, som er helt ukendt på vores længdegrader. Sådan taler INGEN ung i Danmark i dag. Og heller ikke unge skuespillere. Måske skulle oversættelsen ved Niels Henning Krag Jensby have været mindre 1:1.
Erik Blak Olsen overlever på fineste vis i den svære rolle som unge Eric, for der findes næppe noget sværere end at spille den reneste rene person med et hjerte af guld? Nemmere er det for Alvin Olid Bursøe som Toby Darling, forfatterens ene talerør. Han er lidt af en skurk, fuld af løgn og en dramatiker uden mange andre historier end det selvoplevede. Da han til sidst får guds straf, bliver det meget amerikansk med tilgivelse i dødsøjeblikket. Forfatterens andet talerør er trækkerdrengen Leo, der i det skjulte skriver digte og i øvrigt har stykkets første replik og til sidst kan overlevere manuskriptet til ”Arven”. Ringen er sluttet, også for dramatikeren Lopez.
Leo og hans alterego, overklassedrengen Adam spilles med tiltagende nuancer af Jonathan Bergholdt Jørgensen, der også har fået tildelt den utaknemmelige rolle som ham, der skal smide tøjet helt. De andre unge mænd kan nøjes med at være ret afklædte i diverse dansescener, dog stadig med en trevl eller to på kroppen.
Sigurd Holmen le Dous og Anton Hjejle skiller sig også ud ved at have styr på deres replikker.
Da alle i øvrigt yder deres optimale, kommer dette, dramaturgisk svære, stykke til at hænge sammen.
Dramatikeren
Dramatikeren Lopez har vist selv gennemlevet den nyere historie om det svære liv i først en amerikansk sydstat og så åbenbaringen i New York, hvor alt er muligt for en ung homoseksuel. Men Lopez er også påvirket af sine litteraturstudier.
Derfor er hele stykket hængt op på den britiske forfatter Edward Morgan Forster (1879-1970), der i de seneste årtier er blevet endnu mere berømt takket være nogle fantastiske filmatiseringer af romanerne ”A Room with a view”, ”Where Angels Fear to tread” og ”Howards end”. Men det er nok den posthumt publicerede roman ”Maurice”, der har været Lopez’ fascinationspunkt.
Som enhver skribent, der er løbet tør for ideer, bygger Lopez så det, han gerne vil fortælle om Aids-epidemien og moderne vilkår for homoseksuelle, ind i Forsters oeuvre og hele liv. I øvrigt bliver Forster på scenen legemliggjort på smukkeste vis af Jens Jørn Spottag.
Når stykket ”Arven” dissekeres på denne måde og kan ses som et litterært, universitært skoleridt, der også blander lidt Pirandello ind i det med stykket ”6 personer søger en forfatter” (1921), bliver det faktisk endnu mere imponerende, at det er lykkedes Thomas Bendixen og co. at få stykket til at leve på scenen i 6 timer.
Hertil kommer også Palle Steen Christensens rene enhedsscenografi med nogle forhøjninger og puder, som mændene, i stil med et græsk kor, kan sidde på, når de ikke spiller. Den altid suveræne lysdesigner Mathias Hersland må ikke glemmes, men i anden del havde han ikke helt taget Det Kongelige Teaters teknikere i ed. Der var simpelthen for langsomme skift.
Kostumerne ved scenografen Palle Steen Christensen syntes i første del at være en hæmsko for flere af spillerne. Nok skulle de se feminine og fjogede ud, men tøjet skal vel føje kroppen og bevægelserne – ellers må det være en markant pointe i sig selv.
Programmet har en lille ordliste – men jeg havde faktisk brug for flere forklaringer, også rent geografisk, når figurerne slår om sig med lokaliteter på Manhatten og feriesteder nord for New York. Nok ved jeg, hvor Christopher Street ligger og kan placere alle staterne, men bøssebarerne indgår ikke i det pensum.
Det meget blandede teaterpublikum de to aftener, jeg oplevede ”Arven”, syntes både involverede og fornøjede – og modtog skuespillernes indsats med ærefrygt og megen applaus. Når det sker, har teatret en funktion som stedet, hvor ens sanser åbnes for at give plads til refleksion. Det er vist lykkedes på bedste vis med ”Arven”.
Manuskript: Matthew Lopez
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi, kostume- og videodesign: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby
Medvirkende:
Emil Blak Olsen/ ERIC GLASS / Ung mand 9
Alvin Olid Bursøe/ TOBY DARLING / Ung mand 10
Jonathan Bergholdt Jørgensen/ ADAM / LEO / Ung mand 1
Anton Hjejle/ JASON 1 / dørmand / Ung mand 2
Kristoffer Eriknauer/ JASON 2 / læge / Ung mand 8
August Issac Carter/ UNGE HENRY / Ung mand 3 / dealer
Troels Kortegaard Ullerup/ UNGE WALTER / TUCKER / Ung mand 4
Hervé Toure/ TRISTAN / Ung mand 6
Magnus Haugaard/ JASPER / PAUL WILCOX / Ung mand 7 / dørmand / agent
Sigurd Holmen le Dous/ CHARLES WILCOX / TOBYS AGENT / Peter West / Ung mand 5 /
Jens Jørn Spottag/ WALTER POOLE / MORGAN
Morten Kirkskov/ HENRY WILCOX
Karen-Lise Mynster/ MARGARET
”Arven” foregår en del af tiden i 2016. Stykket havde urpremiere i London i 2018 og kom til Broadway i 2019.
Spilles udvalgte dage i April.