Arven efter Lumbye af Henrik Engelbrecht. Ny bog om musikken i Tivoli.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Arven efter Lumbye af Henrik Engelbrecht.

Musik og musikere i Tivoli 1843-1944.

Underholdende og meget velskrevet bog om musik, musikere og ikke mindst om et utal af bataljer imellem kunstnere, tivolidirektion, anmeldere og trofaste abonnenter. For igennem den 100 år lange periode var det som om, alle holdt et vågent øje med, hvad der foregik i Tivoli  – og ikke mindst på musikscenerne.  Det var en engageret tid, hvor netop Tivoli var en meget vigtig del af det københavnske underholdningsliv.

En fortræffelig fortælling

Henrik Engelbrecht er en fortræffelig og underholdende fortæller.  Som et isbjerg afslører han kun toppen af sin viden på de tætillustrerede bogsider. Dermed kan han få selv stadsmusikanternes trivielle honoraroversigter til at leve deres eget interessante liv. Engelbrecht har altid en ekstra, oplysende finte i tasterne. Og i modsætning til de fleste andre dygtige arkivmus har han en inspirerende skrivestil. Det er ualmindeligt.

Som ouverture fortælles om de sørgelige begivenheder i 1944, hvor to danske nazitilhængere efter Tivolis lukkertid får adgang til haven og sprænger Koncertsalen og flere andre lokaliteter i luften, herunder Rutschebanen og Glassalen. Heldigvis kom ingen mennesker noget til, men bygninger, arkiver og en del af nodematerialet bliver fortæret af flammerne. De to forrædere, med mange andre ugerninger på samvittigheden, får siden deres straf: dødsdomme eksekveret i 1947.

Georg Carstensen og Tivoli

Så ruller Henrik Engelbrecht historien tilbage til de virksomme år, da Georg Carstensen åbner Tivoli i 1843 og etablerer flere musiktribuner i haven. Carstensens livshistorie er i øvrigt interessant, men også ulykkelig i sig selv. En foretagsom mand, en igangsætter af Guds nåde, men ingen vedligeholder. Af mange grunde bliver han få år efter etableringen forvist fra sin egen forlystelseshave, hvorefter han etablerer Casino henne i Amaliegade. I første omgang skal huset kun have koncerter, men hurtigt får også pantomimer og siden underholdningsteater lov at fylde de to sale. Men publikum svigter. Siden prøver Carstensen at etablere endnu et forlystelsesetablissement med smukke eksotiske bygninger: Alhambra på Frederiksberg Allé. Også her er den gal med økonomien, for publikumstilstrømningen er ikke stor nok.

Men Tivoli har alle dage haft godt gang i gæsteantallet. Ifølge Henrik Engelbrechts beretning er der ved de interessante musikalske begivenheder i 1800-tallet ofte 6 -7.000 betalende gæster. Det topper i øvrigt med 112.000 besøgende på 100 årsjubilæumsdagen i august 1943. Der er tumult denne aften blandt folk for at komme ind i koncertsalen for bl.a. at høre H.C. Lumbyes toner.  Restauranterne løber tør for øl, og 75 børn bliver væk.  Det er netop de ekstra detaljer, der igennem hele bogen genskaber stemningen. Under besættelsen bliver Tivoli i øvrigt et ideelt sted for danskerne at samles, og Tivoli forstår at leve op til forventningerne.

En årvågen, men ofte sarkastisk presse  

I Tivoli betyder stemningen blandt det lyttende publikum ofte ligeså meget som selve musikken. Både det almindelige publikum og pressen har mange meninger om musikken og driften af scenerne med orkestre.  Adskillige sure, sjove, spiddende, sarkastiske og krøllede kommentarer citeres i et væk. Igennem de 100 års tivolihistorie er der sandelig meget, som i en nudansk sammenhæng anno 2020 ville være ”krænkende”. I 1800-tallet skriver aviserne rask væk, hvis en sanger er stor og overvægtigt. Da jazzen vinder frem i det 20. århundrede bliver det værre. Publikum er ellevilde med de amerikanske musikere, bl.a. den vidunderlige Louis Armstrong. Kritikken, som egentlig ofte er venligt stemt over for jazzens udøvere, bruger ord, som, hvis jeg skrev dem nu, ville føre mig direkte i fængsel for krænkelse, racediskrimination etc. På papiret er tonen igennem alle årene voldsom, men alligevel ser både direktion, publikum og presse overbærende på de mange musikere med alkoholproblemer.  Der blev drukket tæt i Tivoli.

 

H.C. Lumbye, et naturtalent 

”Arven efter Lumbye” kredser naturligt nok om den berømte komponist og kapelmester H.C. Lumbye. Hans livshistorie serveres med få, men vigtige detaljer. Som søn af en musikalsk korporal får den lille Hans Christian allerede før han er ti år gammel violinundervisning i Randers. Så forflyttes familien til Odense. Her udsættes drengen for, som der står, systematisk undervisning i violin, trompet og musikteori.  13 år gammel bliver han trompeterlærling i sin fars regiment, året efter i 1825  har han svendebrev som musiker.

Så følger en tid som stadsmusikant, hvor han skal spille op til alskens opgaver, primært den rene underholdning. Komponere kan han ikke lade være med. Og da han hører wienertoner af Johan Strauss, bliver han straks foretagsom og samler et orkester, der kan spille de nye, fascinerende og fængende toner. I februar 1840 kan et nyt 20 mands orkester med Lumbye som dirigent spille et repertoire med tre komponister på programmet: Strauss, Lanner og H.C. Lumbye – på Hotel D’angleterre.  Stor succes og Lumbye komponerer som en gal og bliver kendt i den lille hovedstad.

Da Tivoli åbner i 1843 med flere musiksteder er det Lumbye, der står i koncertsalen nu med 22 mand. Men salen er så stor, at der er plads til to orkestre.  I den ene ende huserer Lumbye og i modsatte spiller et harmoniorkester kun med blæsere og slagtøj. De to alternerer med hinanden, så der ikke opstår  lange pauser.

Publikum er begejstrede – selvfølgelig nogle mere end andre. Med årene vokser Lumbyes sønner op og vil ulykkeligvis gerne overtage faderens stilling. Lumbye og Tivolis alliance kommer dog til at vare 29 år. Så kan kræfterne ikke mere. Men det er blevet til uendelig mange kompositioner, adskillige dedikeret til specifikke aftener i Tivoli.  Allerede i fjerde sæson, fortæller bogen, er det en imponerende liste over opførte værker spillet af Lumbyes orkester.

Repertoiret

Næsten 75 egne værker dirigerer Lumbye i sommeren 1846, hvoraf ”Champagnegaloppen”, skrevet året før, får 27 opførelser, mens ”Drømmebilleder” spilles 39 gange i denne ene sommersæson. Ellers består repertoiret af værker af Johan Strauss, Rossini, Meyerbeer, Labitzky, Auber, Donizetti, Verdi og mange flere på et underholdende niveau. Hos Lumbyes efterfølgere, og ikke mindst hos Frederik Schnedler-Petersen, der passer symfoniorkestret i 26 år, (1909-1935),  er repertoiret så seriøst, at der klages over det. For jazzen og swingpjatterne er kommet til byen og har forrykket publikums smag.

De mange historier, de mange spor, de mange gæster

Engelbrecht kunne have skrevet en bog som var dobbelt så stor – eller endnu større. Materialet synes at være uendeligt. Også når bogen kommer ind på de mere faglige spørgsmål som løn, arbejdsvilkår og manglen på accept af udefra kommende dirigenter, er der så meget nyt at skrive om.

Ved siden af de hjemlige og daglige vilkår er Tivoli også rammen om uendelig mange kunstnere på gæsteoptræden. Mest spændende er det selvfølgelig, når Tivoli er hurtigt ude og øjner en stjerne in spe. Det sker med den svenske sanger Jussi Bjørling. Han er ganske ung ved sin første optræden i Tivoli. Han glemmer aldrig den gæstfrihed, så han vender tilbage som verdensstjerne gang på gang.   Den store italienske Caruso er for dyr for Tivoli, men hans ”arvtager” Gigli bliver gæst og synger 22 arier og sange første aften, mens der kun er programsat fem. Publikum er i ekstase. Sådan er det ofte i Tivoli, hvis udenlandske stjerner optræder, men såmænd også når hjemlige kunstnere har jubilæum eller får en Beneficeforestilling, hvor hele indtjeningen kan puttes i lommen.

Et ta’ selv bord med gode fortællinger

”Arven efter Lumbye” kører ad mange spor – og man kan selv vælge, hvor man især vil placere sin interesse.  F.eks. synes det vildt, at der er behov for så mange underholdningssteder både inden for og uden for Tivolis mure. Folk var og er forlystelsessyge på trods af, at de omhandlede 100 år rummer skæbneår og begivenheder som 1848, 1864, Første Verdenskrig, Depressionen og Besættelsen. Der er altid behov for lidt uskyldig adspredelse. Her er om nogen musikerne i Tivoli leveringsdygtige, og deres fælles historie er mere end underholdende.

Kan varmt anbefale denne underholdende og gennemresearchede bog. Kan læses for musikkens skyld, men egentlig handler bogen mest af alt om uendelig mange tivoliaftener, hvor scenerne er fulde af kunstnere og rugbrødsarbejdere, mens tusindvis af københavnere og anmeldere er øjenvidner fra tilskuerpladserne.

 

Forlaget Henrik Engelbrecht skriver:

Henrik Engelbrechts nye bog ”Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944” kan købes til introduktionspris kr. 299,- (vejl. udsalgspris kr. 349,-) frem til 1. juli direkte på www.henrikengelbrecht.dk – med en personlig hilsen fra forfatteren og med gratis forsendelse i Danmark med DAO, som leverer om natten helt kontaktfrit til din dør. Godt og sikkert i disse tider.