∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ariadne på Naxos på Det Kongelige Teater.

Endnu en vellydende operaproduktion på internationalt niveau har nået Det Kongelige Teater og publikum  – spiller i alt 6 gange her i marts/april 2024.

Den britiske Katie Mitchells iscenesættelse af Richard Strauss’ ”Ariadne på Naxos” er et samarbejde mellem flere operahuse: Finlands Nationalopera, Opera National de Paris og Festival D’Aix en Province. Måske derfor kan Det Kongelige Teater præsentere en operaproduktion, der musikalsk set er værd at opleve. At der så kan komme noget mekanisk, noget tilskåret, måske ligefrem noget hengemt over en importeret iscenesættelse, er noget andet. Instruktøren har ikke selv været tilstede ved forarbejdet, og i øvrigt er konceptet udtænkt for flere år siden. Lysdesignet synes heller ikke justeret.  Men det er en nydelse at høre danske sangere i fællesskab med gæstesangere synge Strauss.

Denne opera er kompliceret, men også charmerende. Den var oprindelig på 30 minutter i 1912 og tænkt som et efterspil til en Molière-komedie, men blev hurtigt omarbejdet af både dramatikeren Hugo von Hofmannsthal og komponisten Richard Strauss, og så var succesen hjemme i 1916 med en handling fuld af kinesiske æsker, dvs. en opera med en mindre opera indeni.

For allerede dengang var pointen, at man ikke må kede publikum alt for meget, og at opera godt kan opfattes som lidt kedelig, især hvis der står en traurig kvinde på scenen og synger om sin ensomhed efter at manden, Theseus, er borte. Hvad kan det bruges til?

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om der er andre sceniske løsningsmuligheder, men jeg er ikke imponeret over Katie Mitchells resultat sammen med en scenograf. Mitchell har ellers som instruktør fået prædikatet avantgarde og iscenesat mange operaer og meget fra hylden med det gamle absurde teater og vist heller ikke været bange for at skære og klippe. Men denne opsætning med papnæser og LED lys i kostumerne er nærmest triviel og alt for mainstream anno 2024.Og så er der et rend af scenearbejdere hen over brædderne og en baby mod slutningen.

Strauss-operaen lægger op til at mixe en Commedia dell’Arte trup med historien om den traurige Ariadne på en øde ø.  Det kunne have givet smukke visuelle sammenstød, men bliver nu lidt banalt med fremskudte underliv og halvdårlig koreografi og balloner og klovnehatte – helt i tysk registil, way back.

Men musikken fra 1912 og 1916 er underskøn og indimellem helt wagnersk. Sangerne er fine, selv om Ann Petersen i sit gamle parti som Ariadne synes kold og alt for uengageret, mens modstykket, den muntre Zerbinetta fra teatertruppen, sunget af Serena Saenz, har det hele, både sangligt og nærvær og medleven. Hun når ud til publikum, som jo i denne forestilling også har været hensigten hos ophavsmændene.

Et par akustiske lydproblemer skyldes måske samarbejdet med andre operascener og indkøb af dekoration? I hvert fald er lyden godt lukket inde, ikke mindst i første del, før vi når til Grækenland. Spillescenen er nemlig trukket tilbage, og der er lagt loft over for at illudere rigmandshjemmet, der skal have optræden.

Svære elementer skal samles i denne opera og gå op i en højere enhed og balancere imellem alvor og nutidigt pjank. Det lykkes kun den halve vej, men som en anmelder har skrevet:  luk øjnene: musikken er smuk. Og det flittige kapel spiller med den ret lille besætning, som operaen foreskriver, igen meget fint.

Handlingen er jeg gået let hen over, men tager udgangspunkt i et kulturløst, rigt par,  der skal have aftenunderholdning. For ikke at kede deres gæster beslutter de, at to forskellige teaterstykker skal flettes ind i hinanden – det muntre gøgleri med den sørgelige sang om ensomhed.  Men uanset hvad, giver det i dag mulighed for at vise trendy attituder på en operascene.

Strauss skrev en såkaldt bukserolle til den unge komponist, der har skrevet musikken til den triste Ariadne-del. Derved opstår muligheden for, at to kvinder kan omfavne hinanden på scenen. Lørdag aften, ved anden-opførelsen, fik en sygemelding den danske  mezzosopran Sophie Haagen til at springe til i København, og hun gjorde det ubesværet, som havde hun spillet i netop denne opsætning, men sang dog partiet i februar i Trieste.

Men når udenomshistorien om det nyrige ægtepar,der i øvrigt er taleroller,  skal pakkes ind, lader instruktøren Mitchell ægteparret, som betaler gildet, bytte tøj! Han kommer i rød, ærmeløs kjole og hun i smoking. Ak ja. Bliver man berømt for den salgs tricks i 2020erne? Og sådan kan man blive ved med iscenesættelsen og Katie Mitchell, der i øvrigt var på Det Kongelige Teater i 2011 som instruktør af Tjekhovs “Mågen”, der også er teater i teater.

Men faren ved en sådan operaiscenesættelse som denne “Ariadne på Naxos” er, at man begynder at drømme om koncertopførelser af de store operaer for at slippe for letkøbte instruktørpåfund.

 

Dirigent: Giedre Šlekyte

Iscenesættelse: Katie Mitchell

Genopsætningsinstruktør: Robin Tebbutt

Scenografi: Chloe Lamford

Kostumedesign: Sarah Blenkinsop

Koreografi: Joseph Alford

Lysdesign: James Farncombe

Genopsætnings lysdesigner: Pierre Lafanechere

Giedre Šlekyte / Dirigent

Ann Petersen / Ariadne

Jamez McCorkle / Tenoren, Bacchus

Serena Sáenz / Zerbinetta

Elisabeth Jansson / Komponisten

Sophie Haagen / Komponisten

Michael Kraus / En musiklærer

Katrin Weisser / Hushovmesteren

Ian Bjørsvik / En officer

Jens Christian Tvilum / En dansemester

Johannes Sejersted Bødtker / En parykmager

Marcus Dawson / En lakaj

Andreas Landin / Harlekin

Jacob Skov Andersen / Scaramuccio

Simon Duus / Truffaldino

Gert Henning-Jensen / Brighella

Marlene Metzger / Najade

Frida Lund-Larsen / Dryade

Fanny Soyer / Ekko

Lars Halby / Den rige mand

Helle Kristiansen  / Den rige mands kone

www.kglteater.dk