∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Anupama Kundoo – værkstedsudstilling om arkitektur på Louisiana.
Tilbage i Knud W. Jensens tid på Louisiana skelnede man imellem de kolde og de varme udstillinger. De kolde var for kuratorer og andre fagfolk, de varme henvendte sig til den bredere del af publikum.
Med den indiske arkitekt Anupama Kundoo er museet ovre i det kolde hjørne, men samtidig er denne værkstedsudstilling så smukt og æstetisk sat op, at alene det visuelle kan fange alle og altså også ikke-fagfolks interesse.
Med disse værkstedsudstillinger er det vel meningen at kigge en arkitekt over skulderen og erfare ikke kun færdige projekter, men også arkitektens tankesæt, arbejdsmåde og først som sidst ideologi og filosofi.
Her er Anupama Kundoo en god mulighed og et godt eksempel. For selv om hun er født og opvokset og uddannet i Indien, er hun i dag i en alder af 53 år efter mange år i Europa stadig bosat i Berlin, hvor hun tog sin phd. Hun underviser, og det er ikke mindst den kulturelle indiske baggage,hun prædiker, når nye generationer skal oplæres.
Hun er noget så usædvanligt som en arkitekt af mange ord, hvad der også kunne høres ved pressemødet med hende på Louisiana. Og hun har et gennemgående motto:
Ting tager tid – og det er også udstillingen undertitel.
På udstillingen er der i det første rum på smukkeste vis opstillet de materialer, som viser bagud til en lang håndværksmæssig tradition i Indien. Her er stenarter, farvepigmenter og tillige forskellige forsøg med beton, der er indfarvet i de smukkeste farver. Udstillingen kunne snildt både begynde og slutte her.
Anupama Kundoo har faktisk være med til mere end 100 byggerier, siger hun selv, primært i Indien. Det vigtigste, og for hende en øjenåbner, er den gamle, eksperimenterende by i det sydøstlige indien: Auroville. Byen var oprindelig udtænkt af Sri Aurobindo. I 1960erne fik den franske arkitekt Roger Angers overdraget opgaven til at videreudvikle stedet. Årtier senere inspireres Anupama Kundoo af filofien bag Auroville og bygger der sit første hjem.
Her, i de allerseneste år arbejder hun igen både i og med denne eksperimenterende by. Nu sker det ikke mindst med tre vestlige arkitektskoler, i København, Postdam og Boston.
En meget dekorativ model i 1:50 vises på udstillingen og ligner et flere meget langt bølgeslag delt ind i lag og etager, hvor der er indsat skitserede menneskeboliger.
Et byggeri, der behandles på flere planer er nogle kegleformede huse til hjemløse børn(!). Jeg har altid svært ved at forstå forkromede, måske ligefrem prisbelønnede projekter og produkter til hjemløse, og her drejer det sig om de måske mest ulykkelige i denne verden: hjemløse børn. Men husene ser sjove ud og giver associationer til de syditalienske trullier i Puglia. Her blev der efter år 1500 bygget kegleformede, små huse af løse sten, fordi en skattelov ikke krævede afgifter af midlertidige huse!
Men ellers kan man på udstillingen se meterhøje og smukke fotostater af byggerier i kontakt med naturen og ofte i gode, sunde materialer forarbejdet efter gamle opskrifter og forskrifter.
Smukt ser det hele ud, og ind imellem skinner også inspiration fra bl.a. Le Corbusier og hans generation igennem. For der er mange betonkonstruktioner. Og det er måske ærgerligt. For i dag ved vi, hvordan betonbyggeri kan se ud efter årtiers manglende vedligeholdelse.
For ikke-fagfolk er ikke mindst det første rum på alle måde inspirerende, selv om det nok kan være svært at omsætte det til en dansk hverdagssituation. Men teglsten og forskellige jordarter i alskens rødlige nuancer er slet ikke til at stå for. Og man inspireres uden måske at kunne omsætte det til noget nyttigt.
Et fint og smukt katalog på engelsk fortæller i mange helsidesbilleder og skitser historien om den bemærkelsesværdige indiske arkitekt, der fastholder at praktisere og formidle klassiske, indiske byggetraditioner.
Udstillingen vises til og med 31. januar 2021.
www.louisiana.dk