∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Anne Marie Carl-Nielsen på Glyptoteket – derefter i Ribe og på Fuglsang.
Smuk, begrænset udstilling og stor bog om billedhuggeren, vi længe har overset.
Vi er på et kvinderaid – i positiv forstand. Så turen måtte komme til Anne Marie Carl-Nielsen. En kvinde, der står prentet i vor bevidsthed, men som vi måske alligevel ofte overser som kunstner, selv om vi snubler over hendes skulpturer i det offentlige rum.
Med et formodentligt gedigent beløb fra Carl og Anne Marie Carl-Nielsens Legat har Glyptoteket uden at eje et eneste værk af kunstnerinden allerede for flere år siden påbegyndt et forskningsprojekt ved Emilie Boe Bierlich. Det udkrystalliserer sig nu i en udstilling og en stor publikation i den lidt nymodens stil med både forskningens fremmedord, queerteoriernes vokabularium og tegneseriens fremkommelighed, side om side.
Men først lidt om kvinden, siden om kunsten og til sidst et par ord om formidlingen:
Den unge ambitiøse jyske pige, Anne Marie fra koldingegnen, mødte i Paris den unge Carl Nielsen fra Fyn. 14 dage efter mødet blev de gift, året var 1891. Ægteskab var moderne, så hun fik lov at arbejde, fødte dog tre børn, men rejste alligevel ud i verden, når hun havde behov derfor og midler til det. Lykkeligt var samlivet ikke, og slet ikke, som nyere forskning i den grad har gransket i, når manden var utro. Men hun var jo ikke hjemme! Igen, igen rejser sig spørgsmålet, om vi skal vide alt om de kendtes mere intime liv. Jeg er ikke sikker. Jeg ville faktisk gerne nøjes med værkerne – og så selv fortolke deres udsagn. Det private kan godt støje – og ikke mindst i forbindelse med ægteparret Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen. Billedkunst og musik er faktisk nok, men de udvekslede 1000 breve, som nu er ”offentlig eje”.
Anne Marie Carl-Nielsen er ikke mindst kendt for den store rytterstue af Christian 9., som står ved Ridebanen på Christiansborg. Den ser stor og tung ud og er vel aldrig blevet anerkendt på linje med Salys rytterstatue på Amalienborg Slotsplads, der oser af ynde og dermed karisma.
Anne Marie Carl-Nielsens hest og i øvrigt generelt hendes skulpturelle værker er nok bedst karakteriseret ved begreber som gedigne, ordentlige, mens de hverken er raffinerede eller charmerende.
Men skabe kunst, det blev hendes lod, og hun var flittig og kampberedt på den pæne måde, for at være kvindelig kunstner og ovenikøbet gøre det inden for det plastiske, krævede mod og udholdenhed dengang. For hun, Anne Marie, kunne jo ikke komme på Akademiet, der var forbeholdt mænd.
Overskriften på hele udstillingen kunne også være “Vitalisme i dansk kunst”. For det er netop hvad både de udvalgte værker og ikke mindst kataloget gerne vil fremhæve: det nye, sunde livssyn om krop og sjæl, som var én af flere retninger i kunsten omkring 1900.
På den smukt iscenesatte udstilling på Glyptoteket vises flere sider af Anne Marie Carl-Nielsens brede virkefelt. Og det er ikke mindst i det lille format, at hun brillerer. For 1880-ernes små dyreskulpturer har en umiddelbar charme, som måske mistes i de store værker. Det er scenografen Christian Friedländer, der har fjernet al den ”uro” som de rigt dekorerede rum normalt udsender. Nu er alt moderne hvidt, lidt for hvidt, men giver associationer til en billedhuggers værksted. Og her står på friske, rene stålstilladser et bredt udsnit af store heste i gips, for landmandspigen var VIRKELIG hesteentusiast og en kender, der mest hældte til de grovere racer.
Et andet aspekt, som udstilling og katalog lægger vægt på, er Anne Marie Carl-Nielsens forhold til den græske antik.
Netop Glyptoteket er det rette sted at vise kunstnerindens dybe fascination af det antikke Grækenland. Hun opholdt sig længe i Athen og kopierede ikke mindst de semibemalede skulpturer, hun stødte på. Det er interessant, og kataloget har en større artikel om netop denne side af hendes interessesfære. Hun viste med sine kopier, der blev solgt til tyske museer, at gamle Winkelmann med den hvide antik var fuld af løgn, for antikken var jo sprængfuld af farver. Det er et interessant hjørne af hendes virke.
Kataloget kan supplere med at fortælle om hendes store arbejde for at fremme kvinders vej til at blive kunstner ved oprettelse af forskellige selskaber. Også hendes deltagelse i utallige internationale udstillinger er bemærkelsesværdig.
Som vanligt er der et mix mellem fagfælle-bedømte artikler og de mere husar-agtige, her leveret af et par kunstnere samt Politikens kunstskribent Mathias Kryger. Hans artikel om skulpturen “Uffe”, en nøgen mand med sværd (1931-32 – opstillet i en park i Kolding Kommune) er en eksplosion af moderne macho-karakteristiske begreber i forlængelse af det vitalistiske, som er hovedoverskriften på udstillingen. Krygers indplacering af skulpturen i en nutidig seksualiseret kontekst kan nok få nogle mere klassisk skolede læsere til at stå af. Jeg melder mig.
Kirsten Justesen skriver meget personligt om det at være kvindelig kunstner.
Anderledes med udstillingen kurator, forskeren Emilie Boe Bierlich, for hun går den slagne vej til værks. Og tak for det.
Det gør til gengæld ikke tegneseriemanden Allan van Hansen, men også hans bidrag er vist ”moderne”. Jeg ved dog ikke, hvor mange tegneserielæsere, der er blevet hængende til s. 142.
Kataloget er flot og hvidt som en betonskulptur og kan læses uafhængigt af udstillingen. Siderne er lyse, bogstaverne er så små, og det er gjort så meget ud af layouten, at der er mange sider, jeg kun kan læse med flere læselamper eller de få minutter om dagen, hvor solen skinner. Det drejer sig om billedtekster, noter og fotoinformationer samt kolofon. Skal det være moderne?
Udstillingen er nyttig, bogen ligeså, der er udsendt af Glyptoteket og Strandberg Publishing. Endnu en kvinde fra forrige århundrede får hermed sit liv og sin kunst lagt offentligt til skue – og uden kritik. Kun lovord. Men om årtier, vil det hele måske blive perspektiveret fra endnu et par nye vinkler.
vises i København på Glyptoteket: 7.10. -27. 2. 2022
Ribe Kunstmuseum: 19.3. – 6.6. 2022
Fuglsang: 23.6. -11.9. 2022.
www.gylptoteket.dk
www.strandbergpublishing.dk