Menu Luk

Anna Ancher genopfindes af Statens Museum for kunst.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Anna Ancher på Statens Museum for kunst.

Anna Ancher er heldigvis hårdfør som udstillingsobjekt.  I Statens Museum for Kunsts nye udstilling er privatpersonen Anna Ancher fuldstændigt bortraderet. Tilbage står kunstneren, lysets fortolker og den tidlige modernist. Det er fint nok, men  virker også lidt påtaget. Tænk at ethvert spor af de hjemlige omgivelser er ignoreret. Anchers Hus i Skagen er dog måske det mest genuine og velkonserverede  kunstnerhjem, der er bevaret nord for Ejderen – hvorfor ikke tage det med som en parallelfortælling?

Men vort største kunstmuseum må selvfølgelig ikke forfalde til det sentimentale og semiprivate og personlige. Et er, at man ikke har så mange værker af Skagensmalerne, noget andet er, at man vel bevidst igennem årtier har fundet, at det var for letkøbt at beskæftige sig med den meget elskede kunstnerkoloni i Skagen.

Til gengæld er den nye udstilling ”Anna Ancher” også for kunsthistorikere og andre feinschmeckere  et interessant møde, fordi udstillingen går på tværs af tid og forfølger nogle kuratoriske ideer.

Anna Ancher. SMK. 2020.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Skagens Museum – eller som det hedder i dag: Skagens Kunstmuseer. I sammenlægningernes hellige navn har Skagens Museum inkorporeret både Anchers Hus og Drachmanns hus, men det er en anden historie.

Udstillingen bærer på ingen måde præg af, at Anchers Hus findes, altså bortset fra at der vel kommer en hel del skitser og tegninger netop fra dette fantastiske skatkammer.

150 malerier og pasteller samt 30 tegninger vises, men ikke så mange genstande,  der kunne være med til at give fornemmelse af  et levet liv og et menneske bag billederne.

Anna Ancher (født Brøndum) blev født i 1859 i Skagen.  I 1875  og i de følgende tre år tager Anna til København og går på Vilhelm Kyhns Tegne- og Malerskole for Kvinder. Allerede på dette tidspunkt er hun forlovet med dem 10 år ældre MichaeI Ancher, som hun gifter sig med i 1880. De bosætter sig i Skagen.  I 1889 er hun i længere tid i Paris og går hos Puvis de Chavannes, der har en kunstskole. Siden nøjes hun med selvstudier og har selvfølgelig samværet med kolleger i ikke mindst sommermånederne i Skagen.

Anna Ancher. SMK. 2020.

De fleste danskere kender til Skagensmalerne fra utallige udstillinger, publikationer, film og senest en musical om Skagensmalerne, der jo også talte det ret spektakulære ægtepar Marie og P.S. Krøyer, Krogh, Drachmann m.fl.

I perioder igennem de seneste årtier har Anna Ancher stået øverst i kunstnerhierarkiet – andre gange har det været Krøyer, men det beskæftiger udstillingen sig heller ikke med. Kunstnerkolonien er ikke-eksisterende, for udstillingen koncentrerer sig om kunstneren Anna Ancher. At hun har en mand, hun lever sammen med fra 1880 til 1927, hvor han dør, markeres først i allersidste rum, hvor der hænger tre portrætter af Michael Ancher. Denne alvorlige, gedigne maler, som vist ikke var til meget tant og fjas.  Selv dør hun i 1935.

Udstillingen er tematisk, dvs. det kronologiske er ofret til fordel for en ganske interessant opdeling i lys, farver, landskab, forenkling og religion.  Det kommer der nogle nye og måske også anderledes fortolkningsmuligheder ud af.   I afdelingen under overskriften LYS ses, hvordan Anna Ancher gang på gang lader solen gengives i baggrunden via et vindue. Under “farver”, bliver Anna Ancher pludselig som en elev af Paul Gauguin, hvis værker hun har stiftet bekendtskab med i Paris. Med overskriften “landskab” understreger udstillingen, at Anna sandelig også bevægede sig uden for sit hus og atelier, mens begrebet “forenkling” fremhæver, hvordan Anna Ancher måske flere gange er mere interesseret i former end i at gengive virkelige objekter. Her er hun lysende ”moderne”.

Anna Ancher. SMK. 2020

Men med denne måde at anskue kunstneren på kommer der desværre også billeder med, hvor en ugratiøs skildring af ikke mindst ansigter og mennesker afslører en mindre interessant side af hendes talent. For der er medtaget en række billeder af næsten sentimental karakter, og de trækker faktisk ned i det samlede regnskab. ( Ikke gengivet her!)

Anna Ancher. SMK. 2020

Til udstillingen er kommet et smukt katalog, hvoraf dele dog er svære at læse på grund af et æstetisk smukt, men for lyst tryk.  Kataloget er forskningsbaseret, understreger forordet – og udstillingen skal i øvrigt videre til både Skagen, Lillehammer og øen Föhr!

Kort sagt. En interessant udstilling, der fortæller om kunstneren Anna, men ikke et ord om personen Anna Ancher.

Til og med d. 24.maj 2020 i Kbh – siden i Skagen hele sommeren.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *