∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Anish Kapoor: Unseen – udstillingskatalog fra Arken.
Et stort og flot udstillingskatalog til Anish Kapoor-udstillingen på Arken skuffer fælt i sin henvendelsesform. Derfor 3 stjerner, som skal læses uafhængigt af Kapoors kunst, som jeg til hver en hver tid vil give 6 stjerner.
Men her drejer det sig om formidling af en nulevende, internationalt anerkendt billedkunstner, der første gang udstillede i Danmark tilbage i 1980erne. Katalog-bogen åbner for en lang række spørgsmål af mere kulturpolitisk og sociologisk art end af æstetisk karakter.
Udstillingen på Arken viser værker af den i dag 70 årige indisk/britiske Anish Kapoor, som må anses for en af de væsentligste internationale kunstnere, der er tro mod sine rødder og kunstneriske overvejelser og alligevel er altid på vej mod nye materialer og udtryk.
Kapoor appellerer til vore sanser, syn og følelser ved at skabe noget, som er ”kunstigt”, unaturligt enten i materiale, i farve eller i størrelse, kort sagt overraskende.
Udstillingen på Arken har jeg desværre ikke set eller anmeldt, men allerede mit første møde med Kapoors kunst, på Louisiana i slutningen af 1980erne, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Der var bl.a. en rød farve i en bunke grus – ikke andet.
Ved Venedig-biennalen i 2022 fyldte Kapoor det meste af Accademia-museet (Gallerie dell’Accademia), og her viste han sin styrke og bredde, som det også kan opleves på Arken. Udstillingen på Accademia-museet havde langt mere kraft end nogen af de officielle udstillinger på Biennalen.
Kataloget til Arken-udstillingen er netop udkommet, nu flere måneder efter åbningen. Det kan undre, for så mange fotos er ikke taget i Ishøj. Kataloget har et cv med vigtige udstillinger, men ingen litteraturliste eller en fornuftig introduktion til kunstneren.
Katalogets anden artikel er en meget basal samtale imellem museets direktør Marie Nipper og Anish Kapoor. Samtalen fandt sted i februar 2024, står der. Spørgsmålene er meget grundlæggende, og svarene er klare og korte. Rent litterært havde det været elegantere blot at trykke Kapoors udsagn. Han siger bl.a., at han ikke har et overordnet budskab, men forsøger visuelt at udtrykke det, som trænger sig på i hans indre. Og ganske vittigt citerer Kapoor den franske digter Paul Celan: ”Et dårligt digt er et, der hensynker i mening”. Det burde alle kunsthistorikere måske skrive sig bag øret.
Udstillingen på Arken er kurateret af bl.a. kunsthistorikeren Sarah Fredholm, der står som fagredaktør af kataloget. Det havde været fornuftigt, at lade Kapoors egne udsagn være første kapitel. I stedet er det Fredholms egen, fagfællebedømte artikel, der indleder, og her får den fuld skrue i fremmedgørelse. Under en overskrift, hvor effekt og affekt stilles over for hinanden, når hun på et tidspunkt frem til: ”Eksempelvis tager fænomenologiske og performativitetsteoretiske tilgange kropslige reaktioner hos beskueren med i betragtning af kunstværker.”
Det er sandelig ikke den dåseåbner, der er brug for, når en fascinerende og uafrystelig kunstner som Kapoor skal ”sælges” og formidles til et alment dansk museumspublikum. Artiklen synes tværtimod at lægge op til en afkrydsning i en imaginær karakterbog hos Kulturministeriet og måske hos Novo Nordisk Fonden, som støtter kunstteori etc.
Men Arken, som snart fylder 30 år, får stadig ca. 30 millioner kroner i statslig støtte. Hensigten må fortsat være, som da museet blev grundlagt på amtsligt initiativ, at give København Syd god kunst formidlet på bedste vis – herunder for og til lokale borgere.
Og i samme introducerende artikel, der taler om sanser m.m. lyser en mærkelig berøringsangst over for den nyere kunsthistorie. Det går bl.a. ud over minimalismen og et par repræsentanter som amerikanerne Donald Judd og Sol LeWitt, der begge var tidlig inspiration for Kapoor, da han studerede i London fra 1973 og fremefter.
Selv husker jeg hvilket chok, jeg fik i 1969, hvor udstillingen ”The Art of the real” vistes på Tate i London (før museet blev udvidet), og der var gratis, introducerende forelæsninger hver uge, som jeg fulgte i flere måneder. Donald Judds i dag så berømte kasser i formation ovenover hinanden, ”Untitled” 1965, var uforglemmelige og er i øvrigt afbildet i kataloget her – dog i sort hvidt på mat papir.
Med bl.a. dette eksempel bliver det klart, at selv en kunsthistoriker ikke umiddelbart færdes hjemmevant i den nære kunsthistories forskellige genrer, mens der ikke er grænse for anvendelsen af fremmedord og moderne kunstbegreber, der kan spilles ud mod publikum.
På samme vis som Fredholms artikel forfølger en teoretisk tankegang, får også de andre bidragsydere lov at jonglere. Men interessant er det, at den norske arkitekt og arkitekturhistoriker Mari Hvattum kan beskrive et Kapoor-værk i Kistefos Skulpturpark i Norge ( ca. 60 km nord for Oslo).
Med henvisning til barokken og senere romantikkens havearkitektur, hvor eksotiske elementer, som templer eller eremitboliger, blev placeret i en park for at skabe drømme om bl.a. Arkadien, er Kapoors værk ”S-Curve” også med til at forrykke den umiddelbare forståelse af det lokale landskab. Et enormt spejl i en bueform er placeret ude i naturen på en stenbunke ud til en fos(?). Ved en oversvømmelse for få år siden ændrede meget sig, stenene forsvandt, og spejlet viste nye ”billeder”. Og så kommer igen en lidt banal kunstteoretisk forklaring, som i hvert fald jeg ikke kan bruge til ret meget: ”Kapoor fremhæver ikke eksisterende steder, men opfinder nye, der bliver dannet af det tykke lag af efterladte erindringer om steder, som vi måske engang har kendt”. Citat fra den norske arkitekt Mari Hvattum.
At hele opsætningen af tekster i kataloget er sat artificielt op, kunne være ok, men det er faktisk ganske irriterende, at der er et grafisk hul på alle tekstsider, naturligvis med reference til et værk hos Kapuur, hvor han beskriver mørke med et sort hul. Lidt banalt af grafikeren.
Måske er kataloget et generationsudtryk: Kunsten er tilsyneladende svær at forstå og kan og skal kun opfattes og diskuteres af de indviede, dvs. jævnaldrende (unge) fagfæller. Men som gammel formidler og journalist og kulturpolitisk orienteret kan jeg ikke forstå, at et statsstøttet museum placeret i Ishøj i 2024 ikke som sin primære opgave skal have at formidle kunsten på en tilgængelig måde. Et kunstmuseum må aldrig blive en legeplads for kunstteoretikere, de kan boltre sig på universiteterne.
I øvrigt udgav Arken under den forrige direktør, Chr. Gether, meget publikumsvenlige kataloger til en fornuftig pris. Det var nemlig hensigten, at publikum købte katalogerne og dermed blev klogere på kunsten. Også Louisiana har igennem alle årene bestræbt sig på at udgive formidlende og dermed tilgængelige kataloger til udstillingerne.
UNSEEN er udkommet juli 2024 i kommission hos Forlaget Strandberg Publishing.
Udstillingen Anish Kapoor på Arken kan ses indtil oktober 2024.