∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Anders Zorn på Ordrupgaard.
Sveriges store maler vises for en gangs skyld i Danmark.
Med de mange udvidelser på Ordrupgaard er der nok af udstillingsplads. Særudstillingerne bliver derfor fremover vist i betonrummene. Denne gang er de heldigvis maskeret godt med en flot rød vægfarve, som er i vovet harmoni med de udvalgte værker af Anders Zorn. Ofte er der nemlig rødblussende kvindekinder på billederne. Men det er kun et hjørne af Zorns samlede livsværk, som er på udstillingen ”Anders Zorn, det bedste under solen”.
Zorn blev født i 1860 i Dalarna, lidt nordvest for Stockholm, som uægte barn af en velstillet brygger. Senere var det også ølbranchen, som hjalp den unge talentfulde dreng i vej på det svenske kunstakademi. Hurtigt klarere han sig dog ved egen hjælp takket være flid og måske også købmandstalent og efterlod sig både et smukt kunstnerhjem, et museum og et helt hjemstavnsmuseum med adskillige gamle træhuse i barndommens miljø.
Zorns udvikling er mere end interessant. Fra at være ung, talentfuld kunstnerspire blev han internationalt anerkendt for først nogle fremragende pasteller siden også for olieportrætter af borgerskabet og storpolitikkens herskere, bl.a. i USA. Det er da lidt af en historie, og før århundredeskiftet! Desværre nøjes udstillingen med at fortælle om et udsnit af Zorns virke med mange værker af bl.a. nøgne kvinder og blide naturbilleder, som også blev hans kendetegn.
Da det er sjældent, at Anders Zorn vises i Danmark, havde det været godt med et bredere udsnit af hans samlede oeuvre for at råde bod på mange års forsømmelse.
I kataloget skriver museets direktør, Anne-Birgitte Fonsmark, at de mange nøgne kvindefigurer, som både har en friskhed og en pågåenhed, kan være i modstrid med de seneste normer for, hvad man må og ikke må. Og kunne man tilføje set i lyset af #Metoo, for kvinderne var primært fattige arbejderpiger, som Zorn tilfældigt stødte på. Her havde det været interessant at høre, om de mere strikse svenske kvindekampberedte henner allerede er gået til angreb. Kan værkerne overhovedet i dag gouteres i Sverige, eller anses de for at være KUNST og smutter igennem nåleøjet?
I Danmark er det nok svært at ophidse sig, selv om de mange afklædte kvinder aldrig har været min kop te. Til gengæld er Zorn i stand til at balancere på kanten af sukkersød romantik og en naturlig glæde ved naturen i de smukke skovbilleder. Også portrætterne (med tøj på) har et håndværksmæssigt overskud. Zorns penselsføring og begrænsede farveanvendelse synes suveræn, næsten uanset motivet, mens hans gengivelser af de kvindelige former og de rødmossede ansigter kan synes tidsforankrede.
Men bredden i hans virke er bemærkelsesværdig, og her hjælper udstillingen på Ordrupgaard publikum godt på vej.
Udstillingen inddrager også Zorns anvendelse af fotografiet som delvis dokumentation. Men det gjorde de fleste kunstnere i de sidste årtier af det 19.århundrede, som nyere forskning har dokumenteret. Er Zorn så anderledes? Er det i øvrigt sikkert, at de fotografier, som hans museum i dag ligger inde med, alle er taget af ham selv?
En del af udstillingen på Ordrupgaard ønsker også at understrege Zorns interesse for det lokale, folkloristiske i barndomsegnen i Dalarna og byen Mora.
Et lille, charmerende hjørne er bygget op i et af udstillingsrummene og viser direkte tilbage til museets tidligere udstillinger om nordiske kunstnerhjem, bl.a. landsmanden Carl Larssons verden. På samme vist har vi jo også vore egne kunstnerhjem, ikke mindst Anchers Hus i Skagen og Marie Krøyers interesse for boligindretning i Skagen og Sverige.
Men Zorn gik et skridt videre. Han opkøbte træhuse, der var flere hundrede år gamle og flyttede dem. Tillige søgte han også at sikre lokale håndværksmæssige traditioner på sin gård, som han ombyggede og udbyggede over adskillige år imellem 1896 og 1910.
Zorn døde i 1920, og da hans hustru døde i 1938 åbnede kunstnerhjemmet kort tid efter for publikum – efter et testamentarisk ønske.
Kataloget er flot med masser af afbildninger, artiklerne er informative af flere svenske forskere, men de er skrevet ud fra en svensk kontekst. Og med denne sjældne præsentation af Zorn i Danmark, er der brug for lidt mere. Vores egen P.S. Krøyer (1851-1909) havde jo til dels en lignende udvikling. Hvorfor kendte de ikke hinanden, når de begge levede flamboyant, rejste ud, tjente penge og i øvrigt havde omgang med kunstnervenner og overklassen? Om Krøyer er der skrevet adskillige artikler og bøger, der diskuterer hvordan han blev hængende i en gammel malerisk tradition. Hvad med Zorn?
Udstillingen er et besøg værd, men rejser flere spørgsmål end både de udmærkede vægtekster og kataloget besvarer.
Museet oplyser, at der kun er et Zorn-værk i dansk museumseje. Det er på Statens Museum for kunst, hvis pastel ikke er med på udstillingen.
I øvrigt kan auktionshuset Bruun Rasmussen oplyse, at der i de seneste 25 år har været omsat over 100 etsninger og raderinger af Zorn. Petit Palais i Paris havde i 2017 en stor udstilling med værker af Anders Zorn, hvor hans fotografier også var med. Tre år tidligere viste Petit Palais en Carl Larsson-udstilling.
Udstillingen er åben fra 1.10. 2021 – 9.1. 2022.
BEMÆRK Museet åbner først kl. 13 (og har helt lukket mandag).
Finn Juhl-huset er kun åbent i weekenden.
www.ordrupgaard.dk