∗∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Aretha Franklin er her efter sin død i 2018 dukket op i en dokumentarfilm, hvor hun i en kirke i Los Angeles over to aftener d. 13. og 14. januar 1972 indspillede sit album Amazing Grace. Et projekt, der tog hende tilbage til den gospelarv, hun som barn var rundet af i Detroit.
Optagelserne i kirken var fra hendes side primært ment som et nostalgisk øjeblik på de amerikanske sortes musikhistorie herunder en kærlighed til gospelgenren, der fik stor indflydelse på amerikansk musik op gennem 60erne. Selve pladen Amazing Grace blev hendes bedst sælgende album nogensinde. Sådan gik det ikke just for Sydney Pollack og Alan Elliotts film om de to koncerter. Der var nogle tekniske problemer med synkronisering af lyd og billede, som man ikke kunne klare dengang. Derfor blev den aldrig gjort færdig. Først i 2019 lykkedes det at løse problemerne digitalt, og for første gang kan vi nu glæde os over at se filmudgaven af Amazing Grace, her knap 50 år efter de to koncerter fandt sted.
Foto: Warner Bros, 40 Acre & Mule Filmworks
I 1972 var Aretha Franklin kendt som The Queen of Soul med megahits som I never loved a man, Respect, Baby I love you, Chain of fools og Think. Bevægende soulmusik og evergreens som holder selv i dag så mange år efter de blev indspillet. Musik der i min optik er evig smuk og aktuel. Forventer man at se hende i filmen optræde med flere af disse store hits, bliver man skuffet. Her optræder hun primært med gospelsang og med ikke mindre end to store gospelkor kor bag sig.
Blandt tilhørerne såvel sorte som hvide, er der en del kendte musikere, som f.eks. gospelsangeren Clara Ward og en ung begejstret Mick Jagger, som vi ser flere gange. Endvidere ser vi Aretha Franklins far, en kendt præst og aktivist i Detroit. Det var i hans kirke Aretha blev introduceret til gospel, da hun var 11 år og snart skulle vise sig, at have en helt ekstraordinær stemme. Som faren siger i filmen: Hun er født sanger.
Foto: Warner Bros, 40 Acre & Mule Filmworks
I en scene fortæller hun om, hvad gospel betyder for hende. Svaret er kort: Fællesskab. Og det er også det indtryk, man får, når man ser filmen. Man fornemmer i kirkerummet, hvor koncerten bliver afholdt, et stærkt følelsesladet fællesskab på tværs af race, køn, alder og social status. Man ønsker blot, at man selv havde haft mulighed for at være til stede i kirken den gang,
Foto: Warner Bros, 40 Acre & Mule Filmworks
Amazing Grace er en hyldest til den gospel-arv, der forandrede amerikansk musik i 60erne. Er du vild med gospel -og soulmusik, skal du bruge 85 minutter af dit liv på at se Amazing Grace. Det er ikke en teknisk imponerende og visuel smuk musikfilm anno 2020. Den er enkel i sin udtryksform, men stikker dybt helt ind i hjertet. En stor hyldest til en fantastisk kunstner, som gennem sin lange karriere magtede den svære kunst virkelig at bevæge sit publikum.
Jeg fældede i hvert tilfælde en tåre, da jeg så den. Og det var jeg vist ikke ene om.
Instruktør: Sydney Polack
Trailer:Warner Bros, 40 Acre & Mule Filmworks
Premiere: 16. januar 2020