∗ ∗ ∗ ∗ ∗
(Alle billeder fjernet)
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Hyggeligt gensyn med det amerikanske kompagni, men hvor man savner Donna Wood, den legendariske danser, som var et naturligt midtpunkt på scenen.
Man danser ud af Tivoli forbi alskens udskårne græskar og diverse dødningehoveder. Ude i haven er Halloween i fuld gang – inde i koncertsalen endte det i det rene fascinerende bønnemøde. For sådan er Alvin Aileys uovertrufne ballet ”Revelations”.
Det er nogle år siden jeg sidst har set det amerikanske dansekompagni, så det var med spænding, at jeg gik i Tivoli. Ville de kunne leve op til de gode gamle dage, hvor Alvin Ailey selv levede og holdt kompaniet i skak med sine gamle og nye koreografier, og hvor nogle af danserne havde været der i adskillige år?Ja og nej. Ja til realiseringen af ”Revelations” – som Ailey koreograferede helt tilbage i 1960, hvor han kun var 29 år gammel. Det er stadig en vidunderlig smittende ballet, man simpelthen ikke kan blive træt af – og danserne kan lide at danse for os – og publikum er mere end taknemmelige.
Men nej til at det hele er sublimt. Tre af balletterne denne aften var af ret ny dato, og et par af dem havde ikke tilstrækkelig præcision hos danserne. Og budskabet – var lidt svævende, mens musikken ikke som sådan var eksotisk. ”Open Door” – en danse-danseforestilling af Ronald K. Brown. Det var som på et marked, eller i en stor familie – i en fremmed kultur. Fint nok: mennesker mødes og danser sammen – i store markante bevægelser. De vender måske tilbage. Koreografien var ægte nok uden kedelige parafraser, men i de store optrin var præcisionen ikke rigtig tilstede.
”Awakening” af den nuværende kunstneriske leder Robert Battle var modern dance, som man ser mange steder. Fine kostumer, der var hvide dragter – så korpset blev noget midt imellem fanger og engle. Baggrunden var skiftende elektroniske stjernevægge, men i en anden farvetone end kostumerne og dansernes kødelige menneskelige nærvær. Så på trods af energisk dans blev det til et irriterende crash imellem flere visuelle udtryk. Det synes uovervejet. Balletten er fra 2015, så måske arbejdes der videre, for enten skal baggrunden ændre farve eller også må kostumerne ofres. Som det er nu fungerede det syntetiske blålige lys dårligt sammen med de råhvide silkedragter.
Så kom til sidst den vaskeægte Ailey. Og med ham som koreograf satte stramheden hos danserne ind. Balletten består af 10 salmer, hvor ikke mindst ”Wade in the water” aldrig glemmes, hvis man blot en gang har set den: på vej til kirke, solen skinner, kvinderne er i smukke hvide flæsekjoler. Byens fine dame har paraply med – og så danses der af stede – henover åer og floder. Siden kommer skyldfølelserne hos den enlige mand i ”I wanna be ready” og slutter med de to sidste afdelinger, som varmer op til en total befrielse . ”You may run on” for at afslutte med ”Rocka my soul in the Bosom of Abraham”. Byens kvinder er smukt klædt på med fine kyser og store kjoler. De mødes i den fiktive landsby med deres små taburetter under armen, nu skal der snakkes og sladres, mens solen står knaldgul og rund på bagvæggen.
Mændene kommer til i smukke dragter med gule veste og sorte bukser – og så rokkes og danses og skældes ud for fuld udblæsning. Og som jeg husker det fra tidligere gange med et vidunderligt dacapo. Publikum jublede, og så dansede vi alle hjem.
PS denne onsdag aften bød på den største kendisparade længe set med Dronningen og hende to søstre samt den halve regering og diverse pengemænd og koner og bodyguards. Der blev uddelt priser til balletsanseren Andreas Kaas og sangerinden Sinne Eeg. Denne aften var der nok at se på i Tivoli udover alle græskarmændene.
Alvin Ailey American Ballet Theater har skiftende repertoire, dog med ”Revelations” på her dag – til og med d.30.10. 2016 i Tivoli.