∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Alvin Ailey American Dance Theater i Tivoli.
At overvære gæstespillet af Alvin Aileys kompagni er som at være til familietræf, hvor de nye og yngste skal vise, hvad de kan. Og her gælder gælder ingen kritik eller sure miner.
For en hel del af publikum onsdag aften i Tivoli har fulgt amerikanerne på deres mange danske gæstebesøg. Det hele begyndte i Aarhus, 1979, med et tredages gæstespil under festugen. Efter første aften var mange af de tilrejsende københavnere nærmest i ekstase og sikrede sig billetter til de følgende forestillinger. Det blev euforisk og mageløst at sidde der i Aarhus Teaters udsmykkede tilskuerrum og se på amerikanernes åbenlyse danseglæde, rytme og en utæmmelig lyst til at formidle modern dance.
studio∂paulkolnik.com
Siden kom Tivoli til i 1981, og et endnu større publikum kunne stifte bekendtskab med den ubestridte stjerne Donna Wood. Hun blev indbegrebet af Alvin Ailey-gruppens danseformåen. Men Alvin Ailey døde desværre allerede i 1989, og korpset måtte af gode grunde hen ad vejen skifte dansere og også ledelse ud. Et professionelt danseliv er jo desværre kortvarigt.
Nu er Alvin Aileys korps tilbage endnu engang, og kompagniet kan fejre, at de har eksisteret i 61 år og haft gode relationer til Danmark i 40 år.
Som vanen tro er der hver aften et skiftende repertoire og nye balletter på programmet. Onsdag åbnede med ”En” – koreograferet af Jessica Lang, som har en lang karriere bag sig som koreograf for mange forskellige kompagnier. ”En” er fra 2018 og passer fint til danserne og har alt det, plus noget nyt og ekstra, som klæder Ailey-danserne. En form for japansk ritual med stramme symboler, konkretiseret i en cirkel på bagvæggen, som kan skifte farve efter døgnet og livets rytme. Danserne er i moderne, hvide kostumer med lidt strikværk på, men kostumerne skifter lidt igennem de 21 minutter. Det er som om lyset og rytmen, lidt stamme- og sakralagtigt, fremmaner trinene, ligefrem føder dem, så det hele bliver en naturlig ”rejse” igennem livet eller blot døgnet. Fint optakt til aftenen.
Andet punkt på programmet er mindre indlysende. En ny koreografi af Jamar Roberts. Det er svært at se, at trinene er nye, og selv om valget af velklingende bluesmusik altid giver pote, synes koreografien gennemsnitlig og de blå bomuldskostumer og dekorative stråhatte giver associationer til Asien.
Men stedet er vist Sydstaterne og de abstrakte forløb gør de følgende passager utydelige, hvor er vi? Hvad vil koreografen og danserne sige? ”Members don’t get weary” har svært ved at engagere.
Men efter endnu en pause kommer endelig ”Revelations”, visitkortet fra 1960 med scenografi af den danske Ves Harper.
Musikken (på bånd) er religiøse sange fra den afrikansk-amerikanske kulturarv, og rytmen er så smittende, animerende og uimodståelig at det halve kunne være nok. Nu skal danserne stå deres prøve, for måske kan vi huske, hvordan det plejer at være.
Noget er anderledes, måske mere almindeligt(?), men lidt efter lidt – efter ”Wade in the Water” med hvide majstænger og en paraply højt hævet over alle, efterfulgt af en vild herre-løbetur, når vi frem til aftenens forventede klimaks: ”Rocka My Soul in the Bosom of Abraham”. Alle er i gult – solen skinner, som var det Olafur Eliasson, der havde været på spil, og den totale danseglæde skinner igennem. Så er vi hjemme – og publikum klapper taktfast – mens danserne giver da capo.
Men vejen mod afslutningsnummeret gled nok ikke helt så vildt og vrikkende, som tilfældet har været for år tilbage. Det kan skyldes mange ting, men Alvin Aileys American Dance Theater er stadig på den internationale dansescene og gør, hvad de kan for at forny sig med forskellige yngre koreografer og formodentlig de bedste dansere inden for den gennemrytmiske modern dance.
Gæstespil i Tivoli til og med søndag d. 1.9.2019.
www.tivoli.dk