∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Alting er Noget, 2.0. Naja Marie Aidt-tekster på Teatret ved Sorte Hest.
Lykkelig symbiose imellem ord og ord.
Naja Marie Aidts digte og sætninger får ekstra vitaminer på den lille scene på Sorte Hest. Sådan kan det gøres med to skuespillere og nogle tekster, når det handler om dagen, vejen og først som sidst om døden.
Anette Støvelbæk og Sarah Boberg klæder hinanden i deres stilfærdige forskellighed, når de uden at personificere Aidts ord alligevel skaber hverdagsliv omkring de aftryk, som sætningerne planter i os.
Der er gået syv år siden samme kunstnere skabte ”Alting er noget”. En helt speciel ”læse-forestilling ”, hvor de to kvindelige skuespillere som et par lyrikelskende damer læste op og reciterede for hinanden.
Nu er teksterne, som teatret selv skriver i programmet, kastet op i luftet, justeret og udskiftet, men grundtanken er den samme: via et forfatterskab beskrives en lille del af det levede liv – og uden at forkleine Naja Marie Aidt – primært et liv set med en kvindes øjne.
Den nye forestilling er blevet renere og stærkere. Sarah Boberg og Anette Støvelbæk er naturligvis nu mere modne og måske også som spillere mere robuste.
De valg som både instruktøren Maria Vinterberg og scenografen Marianne Nilsson står for synes også præget af ny erfaring – det er kort sagt en bedre og måske også ”dybere” forestilling. Det er simpelthen en rigtig smuk forestilling, der på mirakuløs vis åbner digter- og forfatterskabet, så man lytter, føler og reflekterer. Kan en teaterforestilling egentlig gøre mere?
Scenen er som altid hos Marianne Nilsson smuk, æstetisk ren i møbleringen og lys i lettere grønblå nuancer. Marianne Nilsson kender den diminutive scene og evner at skabe små mirakler på den.
Denne gang er vi i et laboratorium eller et par sygeplejerskers arbejdsrum, eller er de videnskabskvinder? I hvert fald er de i hvidt arbejdstøj og i perioder med smukke velourkitler i bordeaux, der leder tanken hen på 1700-tallets videnskabsmænd.
De to kvinder skal undersøge ordene, som de fremstår hos digteren. Meget opfindsomt og fiffigt indtaler de sætningerne på bånd med pauser; det giver nye meninger. Siden taler den ene, mens den anden skriver på computer og ordene vises på en bagvæg, som i øvrigt er et ganske raffineret kommentarspor.
Ordene hænger sammen på ny og skaber fine billeder. Alt blafrer og folder sig ud, mens kvinderne skriver udvalgte ord på tavlen.
Man får virkelig lyst til at genlæse Aidts tekster. For man gribes af den stilfærdige og underspillede opfindsomhed.
Det er godt tænkt med både båndindtaling, computer og så den lidt gammeldags tavler. Digtene bliver virkelig dissekeret og uden ekstra ord. Det er pointen, kun Aidt taler.
Det er glæden ved de små ting, der går igen. Lyset, foråret, sommeren – men døden titter desværre frem alt for ofte. For sådan er livet også.
En lang passage handler om kvinder i en lejlighedsopgang. 84 kvadratmeter har de hver især at rutte med. Det gør indtryk. Det er dansk, det er kvindeligt, det er virkelighed – og ingen klynker højlydt, kun i det stille.
I disse tider, hvor alle teaterfolk er på evig jagt efter nye manuskripter og store afslørende kvindeportrætter, er det befriende at mindre kan gøre det: tag et par gode bøger ned fra hylden og iscenesæt dem med stilfærdig opfindsomhed, og vi engageres følelsesmæssigt.
Musikken, som umærkeligt ligger nedenunder, er skrevet af DAD musikeren Jacob Binzer. Også musikken er noget.
Hvor den ret ambitiøse Beauvoir-forestilling tidligere i sæsonen havde alt for mange ”søforklaringer”, måske af angst for at publikum ikke var med, er denne Aidt-fortælling ren og simpel. Sådan. “Alting er noget, 2.0.” er noget værd.
Varm anbefaling.
Manuskript: Tekster af Naja Marie Aidt
Iscenesættelse: Maria Vinterberg
Scenograf: Marianne Nilsson
Musik: Jacob Binzer
Lysdesigner: Lasse Svarre Christiansen
Kostumedesigner: Mikael Jensen