∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Alletiders Butterfly opført af Operaen i Svendborg på en havnekaj.
Alletiders oplevelse – kort og godt. Himmel, hav, mågeskrig, forbisejlende både, aftensol, velpolstrede publikummer og et engageret hold af gode sangere og musikere. Sådan er indtrykket af udendørs-opera på Sydfyn. Efter mange år på Valdemar Slot er Operaen i Svendborg rykket videre, tættere på byen og folket.
Instruktøren og initiativtageren til Operaen i Svendborg, Anne Barslev, er selv barnefødt i Svendborg. Så hun kender området og ånden og har ikke været bange for at overføre Puccinis historie til lokale dimensioner.
Det betyder, at vi skal glemme alt om den lille bly, 15-årige japanske Butterfly og tænke på en moden, dansk kvinde (madame er også strøget af titlen). Det er som om, hun er deltager i et show a la ”gift ved først blik”. Her kommer Pinkerton ind i billedet. Manden, der plejer at være soldat, er nu blot en meget ung, moderne mand i lidt stram habit og som nok er ude på noget, om det er kærlighed eller sex, må stå hen i det uvisse. Men første akt slutter med det sidste – op ad en betonklods med vandet som baggrund.
Disse justeringer er såmænd ikke så svære at sluge, og bryllupsselskabet ligner på en prik de mennesker, man møder på caféerne i Svendborg – pæne damer med leggings(!) og mænd måske i arbejdstøj.
Elesebeth Dreisig er perfekt som den modne Butterfly. Hun har sunget partiet adskillige gange igennem årene.Der er ingen slinger, og hun har hele følelsesregistret i orden. Dejlig ser hun ud i den dyreste Lilymodel. Hendes Pinkerton er yngre, og Jacob Skov Andersen er endnu engang en glæde at lytte til. Han er stiv i følelserne og ligner faktisk en ”ungkarl søger mage” – så egentlig kunne man godt have stillet et kamerahold op helt bogstaveligt– for denne lidt forskudte hverdagsrealisme lever de danske TV-stationer jo højt på for tiden. Men det med TV gjorde Elisa Kragerup for få år siden i ”Figaros Bryllup”, så det ville være genbrug.
”Butterfly” er en af verdens mest elskede operaer af Puccini, der mærkeligt nok fik fiasko ved premieren i begyndelsen af forrige århundrede. Men siden tog det fart og ”La Boheme” og ”Madame Butterfly” står på verdenslisten over operaer for alle, til alle tider. Alligevel er det helt ok at ændre og strække og modernisere. Operaen er robust.
Scenografien ved Goje Rostrup er ganske genial. Butterflys lille hus er et lille, billigt partytelt, som både kan bruges til brylluppet og efterfølgende som hende bosted – midt på kajpladsen. I to sammenkoblede containere sidder de 7 musikere, hvor paukerne har fået deres egen container – og så er der dirigenten Magnus Larsson, halv inden halvt ude for at kunne se. Meget charmerende og velfungerende, men med mikroports giver det selvfølgelig en måske tilstræbt styrke til sangerne, der synger på dansk, gså det er en god idé.
Goje Rostrups kostumer ligner noget fra den billigere ende i byens gågade – dog heldigvis i havets blå farve. Sjovt fundet på.
Alt fungerer logisk og fint i havnemiljøet i Svendborg. Også efter pausen, hvor der er gået 5 år. Den efterladte Butterfly er blevet fattigere, brudekjolen snavset og ligeså sweateren. Frugten af kærligheden er til gengæld en lille pige, ren og yndig som en hvid engel. Hun kender jo ikke sin fader, og moderen sender længselsfulde blikke ud over havet. Her bliver Elsebeth Dreisig inkarnationen af alle forladte kvinder, inklusive Ofelia og Solveig. Men der er blevet plads til ekstra symbolik. Syv-otte jomfruer, (i forskellig alder), ligeledes i hvide (gamle) brudekjoler dækker først brudeseng med røde blomsterhoveder, siden bliver det vel til dødsleje for Butterfly. Det er fint og smukt, men slet ikke nødvendigt i denne semisocialrealistiske opsætning.
Den sværeste gåde for mig er slutscenen, hvor Pinkerton ankommer med ny dame, som sandelig har været med til brylluppet 5 år tidligere (i samme Svendborg-tøj-mode).
Selvfølgelig er det svært at få Puccini kogt ned til en banal historie på en havnekaj i Svendborg, men alle giver så meget energi til moderniseringen, at det lykkes. Både Ditte Errboe som Butterflys fortrolige og Mathias Hedegaard som Goro, en velspillende og syngende ejendomsmægler, kobler og go between, gør det hele underholdende.
Hvilken dejlig aften, hvilke gode sangere hele rækken igennem, og hvilken kraft, der skal til for at få alt til at lykkes logistisk.
Publikum må bakke op om Operaen i Svendborg. Byen bør være stolt over, at institutionen er rykket tættere på byen. Og ”Butterfly” rammer ned i hverdagslivet. Kærlighed eller ej – trofasthed eller hvad? Fra nu af vil jeg følge Operaen i Svendborg, hvorhen den går!
Der spilles til og med d.14.8. – afgjort turen fra København værd! Der er tilbud på lokale hoteller, og så er der billige overnatningssteder rundt omkring på småøerne. Vi boede på et B&B.
Holdet bag BUTTERFLY
Instruktør: Anne Barslev
Scenograf og kostumedesigner: Gøje Rostrup
Kapelmester og dirigent: Magnus Larsson
Komponist: Giacomo Puccini
Libretto: Luigi Illica og Guiseppe Giacosa
Oversættelse: Holger Boland
Medvirkende
Cho Cho San/ Butterfly: Elsebeth Dreisig
B. F. Pinkerton: Jacob Skov Andersen
Suzuki: Ditte Errboe
Sharpless: Jørn Pedersen
Goro: Mathias Hedegaard
Yamadori: Jonathan von Schwanenflügel
Kate: Emma Oemann
Bonze: Anders Petrov-Neldeborg
Produktion: Live Concept
www.operaenisvendborg.dk