∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Engelsk import hos Den Kongelige Ballet.
Det er helt oplagt: Alice i Eventyrland – som ballet, som juleforestilling – som noget, der kan samle hele familien. Spørgsmålet er så, om det er indlysende at tage børn med til Den Kongelige Ballets nye satsning. Drengen bag mig holdt kun til første akt – men de voksne omkring mig var fornøjede og faldt ikke i søvn.
Ida Prætorius er som skabt til at danse Alice, den lille pige, som i denne version ikke er så lille endda og derfor forelsker sig i gartnerens søn, Andreas Kaas, der i eventyrlandet bliver til hjerterknægt. Så kan de forelskede danse videre. Et perfekt par og aftenens store glæde.
I slutscenen har de forladt 1800-tallet og er blevet helt moderne unge mennesker med mobiltelefon etc. Sød og charmerende slutning, da vi endelig når frem dertil. I mellemtiden har vi for fuld musik, krudt og et tivolibombardement i farver været en smut nede i den eventyrverden, som er kernen i det hele. Der hvor store mennesker bliver små – og små dyr synes som mastodonter og spillekortene er de allermest pjattede.
Balletten åbner med en scene hos Alice’s familie. Der skal være selskab, og en af gæsterne er forfatteren selv, Lewis Caroll, der ved at tage et fotografi af Alice forvandler sig til en kanin, og så danser historien der ud af. Det er smukt, harmonisk en rigtig god start.
Koreografen Christopher Wheeldon har taget sig forskellige friheder i forhold til den lille roman fra 1865, og det er helt i orden. For hvordan transformere en historie fuld af ord om til noget med masser af trin og musik. Wheeldon er vist en af de få koreografer, der for tiden er i stand til i stort format at skabe balletter, der både er moderne og hviler på de klassiske præmisser, og som kan samle et publikum. Men det er faktisk komponisten Joby Talbot, der fascinerer mest. Han har i flere år været den faste samarbejdspartner og kan tilsyneladende skabe kraftfuld musik, som er let at danse til og med tilpas af kontraster, muntre påfund og en række klassiske citater.
Også scenografen Bob Crowley har tidligere arbejdet med både koreograf og komponist. Her er det sværere at falde ind i det jubelkor, som det trykte program lægger op til. Det er simpelthen for meget engelsk stil og for lidt delikatesse og elegance over det samlede scenografiske udtryk. Billederne skifter hyppigt i et uegalt tempo og bruger uden logik lidt af hvert inden for den forhåndenværende moderne teknik: bagtæpper, pludselig pseudo barokteknik, så flade projektioner, derefter hvirvlende filmsekvenser samt kasser og andet på hjul. For et ukritisk publikum går det måske an, men Det Kongelige Teater burde have justeret, så det hele var blevet mere egalt – eller bevidst abrupt og dekonstruktivistisk. Nu synes scenografien at være sammensat af alt for mange fremmedelementer. Det er snart for nemt at smække et lysbillede op på bagvæggen – og oven i købet når det ikke dækker. Kostumerne er mangfoldige. Nogle er sjove og søde, andre for hårde og kantede, desværre.
Første scene har et smukt bagtæppe, der viser Alice’s barndomshjem – og derfra tager teknikken over, da Alice skal hvirvles ned i underverdenen og skifte størrelse. Men siden bliver det meget todimensionalt måske uden at ville være det, med en undtagelse – det sekund, hvor vi forstår, at Alice er blevet lille bitte. Det fungerer fint i en kasse, hvor alt er skævt.
Dramaturgen har valgt ud af Alice’s forskellige oplevelser – og lagt en rytme. Det er fint, at Alice er halvvoksen og kan danse med hjerterknægt, men det gør ondt i øjnene, at Alice er i lilla kjole og den udkårne naturligvis må være i rødt og hvidt som hjerterknægt. Det er ikke den eneste gang, at kostumerne stritter – også en ellers munter scene med alle spillekortene viser scenografens afmagt overfor, hvad et balletkostume skal kunne, og hvordan det slet ikke bør være. Damerne er udstyret med stive tutuer, som er formet som hjerter- og spar-tegn. Asymmetrisk og forkert ser det ud og synes håbløst at danse i.
Alice i Eventyrland. Det kongelige Teater. foto: Costin Radu.
Alice i Eventyrland som ballet er importeret fra England. Den havde urpremiere i 2011 – i et samarbejde imellem Royal Opera House, London og Balletten i Toronto. Denne gang er Det Kongelige Teater gået i kompagniskab med Operaen i Stockholm. Forestillingen skulle være så omkostningsfuld, skriver balletmesteren i programmet, at det ville være umuligt at gennemføre den uden ekstra fondstilskud. Det er svært at forstå med et statstilskud på 550 millioner kroner og ret få nye balletopsætninger pr. sæson. Men det er vel kulturpolitik.
Til gengæld skal man glæde sig over programmet i stort format, på hvidt papir med en tekst, der kan læses. Billederne er ikke så mørke, at de drukner, ( det plejer de for tiden) der er masser af oplysninger om både Alice, Lewis Carroll og de moderne kunstnerne bag. Det er godt og nyt.