∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Aktivisterne – ny musikforestilling hos Teatergrad.

Det blev en velspillet musikaften på Nørrebro i Demokratigaragen – og samtidigt en tiltrængt modgift til de seneste par ugers næsten enøjede royale mediedækning. For i ”Aktivisterne” opridses ikke alene de agitationsemner, som har hersket i de seneste mange årtier, forestillingen understreger også vor glemsomhed.

For selv om der for få dage siden har været en stor fredsdemonstration imod krigen i Israel/Gaza området, så er det ikke uden grund, at ”Aktivisterne” åbner med en præsentation af sofaen. Der, hvor familien Danmark tilbringer en hel del timer primært med at se fjernsyn og måske tage en lur. Aktivismen har et hensygnende liv for tiden.

Men hvordan ville vores lille, danske verden have set ud, hvis det ikke havde været for de forrige generationers (boomernes) lange seje anti-atommarcher? Eller kvindekampen, som dog startede tilbage ved det tidligere århundredeskifte i England? Tænk, hvor langsomt det er gået for den store ligestilling.  Eller lille Greta, der som skolepige satte sig ned på jorden tæt ved Stortinget og blev siddende, for siden at blive taget alvorligt og ende i FN.

Alligevel har ikke mindst de stadigt kæmpende klimaaktivister i dag svære vilkår op imod en ikke mindst socialdemokratisk og moderat selvforståelse, hvor 400 meter høje vindmøller og en ekstrem forurenende Lynetteholm endnu er truende uhyrer ude i horisonten. Eller Samsø, som nogen vil gøre til en stor trafikvej.

Der var engang hvor verden var lidt mere sort og hvid. De ”frelste” sad i rundkreds med partisantørklæde og drømte om en bedre verden. De nye generationer kan godt være både vegetarer og feminister og bo i store huse,  men kæmper de for, at alle får en bedre verden?

Alt det og mere til dukker op i erindringen under forestillingen ”Aktivisterne”, hvor Teatergrad som et flittigt ”pop-up” teater endnu engang har søgt ud, hvor folk bor og færdes.

De fire skuespillere, i ført lyseblå cowboystof-kostumer med hver sin guitar, går fint ud og ind af tiden, roller og sange med nogle få vigtige spillescener. Og fint, at de ikke er i sorte joggingdragter. For som de står der på den lille scene i Demokratigaragen på Nørrebro, er de både troskyldige og naive, og man tænker, at der er måske en grund til, at politikerne på alle fløje har ignoreret den folkelige modstand. Vi er for flinke.

Der er flere bevægende øjeblikke. F.eks. da en LGBT-hændelse beskrives, og det er jo desværre ret aktuelt. En anden situation tilbage i 1990erne i forbindelse med aktivisten Benjamins ulykke erindres også. Han blev slået til plukfisk, mens samme scene også beskriver modpolen, en angstfuld politimand, som heller ikke efterfølgende fik et normalt liv. Der er altid ofre på begge sider, og det må ikke glemmes.

Men er der for tiden i Danmark fronter, som kæmper imod hinanden?

Måske. I USA er der modsætninger, bl.a. om abortlovgivning og  indvandring, i Danmark er der jo en Rasmus Paludan, som forestillingen i øvrigt udnævner til at være den mest kendte aktivist på disse breddegrader. Ak ja.

Mod slutningen kommer gummimaskerne frem, og så er der pludselig en Trump og siden en mindre og ganske ironisk slåskamp imellem de tre verdensledere fra Nordkorea, Rusland og USA, mens John Lennons ”Imagine” lyder.

De fire skuespillere, unge Alfred Nordhøj Kann og veteranerne Marie Louise von Bülow, Rolf Hansen og Christine Worre Kann er mere end velfungerende i instruktøren Leiv Arne Kjøllmoens greb. Teksten af Julie Petrine Glargaard, Pelle Nordhøj Kann i samarbejde med Leiv Arne Kjøllmoen dækker fint et spand på næsten 100 år og får igennem hele forestillingen toner med på vejen af komponisten Marie Louise von Bülow, der også selv står på scenen.

Det, jeg personligt savnede på denne tur ad ”memory lane”, var nok den italienske antifascistiske arbejdersang ”Bella Ciao”, som vi var mange, der sang med på i 1970ernes gruppeteaterbevægelse i Norden. Der var jo også aktivisme dengang, og emnerne var på uhyggelig vis næsten de samme. Dog var klimaet desværre nedprioriteret.

”Aktivisterne” vil som andre af Teatergrads produktioner forhåbentlig turnere, og der er afgjort lagt op til en ungdomsforestilling, der vil være god med eftersnak imellem skuespillerne og publikum.  For ikke alle har jo oplevet de gamle kampe og den tid, hvor talen også handlede om civil ulydighed.

På + bag scenen

Medvirkende   Alfred Nordhøj Kann, Marie Louise von Bülow, Rolf Hansen + Christine Worre Kann
Komponist   Marie Louise von Bülow
Instruktør   Leiv Arne Kjøllmoen
Tekster   Julie Petrine Glargaard, Pelle Nordhøj Kann i samarbejde med Leiv Arne Kjøllmoen
Scenograf   Nikolaj Heiselberg Trap
Lysdesign og videoproducent   Flora Pelle Brandt
Lyddesign   Janus Jensen
Kostumedesign   Olivia Hetman
Teknisk afvikling   Therese Indiana Nauta
Produktionsleder   Josefine Bitsch
Kreativ producent   Pelle Nordhøj Kann
Idé & koncept   Teatergrad

www.teatergrad.dk