Anmeldelse og kommentar af Ulla Strømberg.
Aida på Den Jyske Opera.
Tænk at være operainstruktør og få lov at vælge det univers, som ”Aida” med Verdis udødelige toner skal klinge i. Hvilken gave, hvilken udfordring!
Lige siden 1871 ved urpremieren i Cairo lidt forskudt for Suezkanalens åbning har ”Aida” været en publikumssucces og appelleret til operafolket og såmænd også til dem udenfor, ikke mindst på grund af triumfmarchen. Men plottet, som er løftet ud af Ægyptens forhistorie, er sørgeligt. En Romeo og Julie tragedie om to elskende, som ikke kan få hinanden. Aida, prinsessen, taget til fange af fjenden, mens han, Radamés, den fjendtlige hærfører, ender med at forråde sit land etc. Så slutningen ligger lige for: de elskende må gå i døden sammen.
Mange operascener, herunder bl.a. udendørsteatre som Arenaen i Verona, har svælget i netop ”Aida”, der giver uendelige muligheder for pomp, pragt og masseoptrin, ikke mindst ved Triumfmarchen.
Men sådan er det vist ikke længere accepteret inden for det såkaldte tyske regiteater. Med den tysk leder af Den jyske Opera, Philipp Kochheim, bliver iscenesættelserne for tiden ganske præget af en moderne tysk æstetik, som for alt i verden ikke må se for prangende ud eller sprudle. Skal der være guld, må det pine død være afskallet, og er der brug for et palads, bliver det en fangekælder, som sangerne med besvær skal krybe ind i.
Da jeg oplevede ”Aida” i København forleden, havde sangerne faktisk prøvet det nogle gange. Alligevel syntes det at tage fokus fra sangen, når der skulle krybes ind eller vandres op og ned ad en ret spinkel trappe. Det er selvfølgelig en bagatel. Det vigtige er sangen. Det ensemble, jeg hørte, med sangere hentet mange steder udefra og kun få danske stemmer, lød fint, fornuftigt, men ikke overvældende eller overskudsagtigt. Nok var der en smule italiensk swung af og til, men der var ikke rigtigt rum til at leve sig ind i figurerne. Det har instruktøren Roland Schwab nok også modsat sig, for sceneskiftene var i overensstemmelse med Brechts verfremdung: ”Pas på I ikke kommer til at føle. Her skal kun tænkes”. Men Verdi var vist lige modsat. Nok er der krig som baggrund for ”Aida”, men på scenen står der to elskende og en tredje, en forsmået kvinde, der faktisk ender med at forstå og acceptere det moralske menneske, som ikke vil have hende, men som hun fortsat elsker.
Kostumerne var også efter den moderne opskrift: smukke, moderne silkekjoler til kordamerne, mens den forsmåede skulle ligne en afdanket skolepige på afveje i hotpants, netstrømper og for høje støvler, som hun desværre også faldt i. Men hun fortsatte bravt på bare fødder og siden i flade støvler. Lær’ af det: scenograf og kostumier! Et teaterkostume er et redskab, der skal kunne ageres i og med.
Og så triumfmarchen: Det er jo forbudt med elefanter på en scene, så instruktøren kunne med god samvittighed nøjes med at lade soldater trække fanger ind på scenen iført amerikanske Guantánamo orange overalls. Nogle af fangevogterne var skåret ud af en historiebog om Mussolinis sortskjorter. Måske er det i Tyskland ok at rode rundt i historien hos nabolande og allierede. Og så er det klaret med associationer til markante krige i det 20. århundrede! Men faktisk lidt overflødigt og påklistret.
Nok var der lidt guld i den markante fangekælder, men det hele er som sagt grumset. Ellers plejer mange Aida-opsætninger at kaste sig som moderne gravrøvere over Tut Ankh Amons grav og kopiere en del af pragten.
Med den svenske dirigent Jacob Hultberg og Copenhagen Phil. engang Det sjællandske Symfoniorkester, klingede det fint på Gamle Scene, mens sangerne gav, hvad de havde i sig af stemme, men desværre ikke så mange følelser. For det var vist bandlyst i denne iscenesættelse.
Der er mange tyske instruktører, scenografer m.m. på visit på Den Jyske Opera for tiden. Det er ok, men det ville ikke gøre noget, hvis vore egne kunstnere, uddannet på danske kunstuddannelsesinstitutioner, også fik en chance på Den Jyske Opera.
I årsprogrammet er Den Jyske Operas historie taget med. Det hele begyndte 1947 med en tro på, at der var flere operasangere i Danmark end dem, der lige havde fået engagement på Det Kongelige Teater. Fra 1976 er Den Jyske Opera et landsdækkende turnéteater. Og i midten af 1980erne opføres Wagners ”Ringen” i det nye Aarhus Musikhus med primært danske sangere, instruktør, scenograf m.m. Alle fik mulighed at udvikle deres talent til det ultimative.
Den Jyske Opera har lige fra begyndelsen givet mange danske kunstnere mulighed for, på og bag scenen, at udnytte deres talent optimalt. Det må ikke forsvinde.
Verdi: Aida. Den Jyske Opera, 2021 turné i hele landet.
Jakob Hultberg: Musikalsk ledelse og dirigent
Roland Schwab: Instruktør
Alfred Peter: Scenograf
Christl Wein-Engel: Kostumedesigner
Anders Poll: Lysdesigner
Sangere:
Yulianna Bawarska: Aida
Ivi Karnezi: Aida
Iurie Ciobanu: Radamès
Thomas Paul: Radamès
Med fl.
Spiller til og med 4.12. 2021.
www.jyskeopera.dk
Hvor er det godt skrevet og beskrevet! Jeg er SÅ træt af den foragt for komponistens intentioner, musikken, konteksten, historiske referencer, ja hele idegrundlaget. I stedet trækkes publikum med instruktørens egoistiske ideer, der ofte ingen sammenhæng har med forlægget.Hvis man har de tilbøjeligheder, så bed da en nulevende komponist skrive en opera, der matcher de ideer du som instruktør mener er dit bidrag til musikhistorien.
Tak for din kommentar. Dejligt, at der er nogen, der forstår, hvad jeg skriver.