∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Flot og klassisk opsætning af Verdis ”Aida” i Opera Hedeland under åben augusthimmel.
Med det evigt tilbagevendende tema om krig og kærlighed er operaen “Aida” mere end aktuel, desværre.
Den græskfødte instruktør Rodula Gaitanou har tidligere skabt en fremragende ”Lucia di Lammermoor” hos Opera Hedeland, og også i år er der styr på intentioner og virkemidler. Desværre er temaet i ”Aida” i dag alt for aktuelt: om krig imellem to nabolande og om en ulykkelig kærlighed imellem to, som ikke kan få hinanden på grund af krigen.
Operaen ”Aida” er fra 1869 med uropførelse i 1871 i Cairo, dog efter Verdis mening med den rigtige, offentlige premiere på La Scala i 1872. Stor succes fra starten og en problemstilling, der er lige at gå til i alle tider, desværre. Det har instruktøren klogeligt også valgt i Hedeland. Ikke noget med at opfinde ekstra detaljer, tværtimod. For instruktøren ved, at denne ”Aida” er udendørsteater, så alt må være simpelt og klart.
Alt fungerer: en håndfuld meget velsyngende sangere hentet fra nord til syd og et fint fungerende kor og med hele det samlede orkester stuvet ind under scenen på Bayreuth-manér. Ovenover ses og høres enorme højtalere spændt op på høje søjler.
Publikum ved, hvad de kommer efter. For en tur i Opera Hedeland er både musik og samvær før forestillingen. Flere timer før selve operaen går i gang, ankommer publikum belæsset med madkurve, duge, puder, vin og vinglas mm. Det lægger en god stemning allerede før musikken sætter ind, og under forestillingen er der ingen, der klaprer tænder. Folk har halve campingvogne med af tæpper m.m. For Opera Hedeland har fået opbygget et stort lokalkendt stampublikum, som kan lide opera i det fri og selvfølgelig er ekstra taknemmelig, når der bl.a. lyder fanfarer til den store triumfmarch.
Skal man sætte en finger på den ellers velsmurte opsætning, er det netop triumfmarchen, som synes lidt bleg og teknisk med nogle meget gyldne bannere båret af krigsfangerne. Efterfølgende hæftes de på og af en lille trone for så at blafre i vinden. Elefanter og andre dyr er jo ikke længere tilladt i Danmark.
Men ellers kører krigsfortællingen, og i modsætning til Den Jyske Operas opsætning sidste vinter, er Opera Hedelands version ukrukket, gennemtænkt og dermed meget vellykket. Budskabet går lige ind: Kærligheden besejrer måske alt, men med døden til følge. Dermed bliver historien ganske velkendt: de elskende kan først få hinanden i døden, da de står på hver sin side af krigen. Og ovenikøbet er der en ekstra kvinde med magt imellem dem.
Aida, Yana Kleyn, er meget velsyngende, ganske alvorlig og spinkel af statur med har kraft og autoritet, når hun helt alene står på den tomme flisebelagte arena. Radamès, hendes elskede, hærfører for fjenden, synges af en kraftfuld tenor, Kjetil Støa, der næsten ligner og bevæger sig som lederen i Ukraine. Med dirigenten Carlo Goldstein, gemt inde under scenen, fungerer det hele – inklusive de specielt udlånte trompeter fra Malmø-operaen. Men nuancerne forsvinder i teknikken.
Kongen af Ægyptens datter, Amneris, synges med stærkt nærvær og stor overbevisning af mezzosopranen Andrea Pellegrino. Desværre er prinsessen forelsket i krigsføreren Radamès, som elsker den slaveholdte Aida, på trods af, at hun er datter af fjendelandets konge, Amonasro.
Plottet er jo, at Radamès besejrer Aidas far og hans land, men ved en tilfældighed kommer til at røbe en krigslist over for både Aida og faderen. Derved bliver Radamès forræder for sit eget land. Operaen handler ikke om den store krig, men om personer, der kommer i klemme.
Fortællingen er flere tusinde år gammel, men frygtelig aktuel i en tid, hvor vi dagligt kan læse om Ukraine og randområderne over for en magtfaktor som Rusland. Men i operaen bliver de enkelte skæbner omdrejningspunktet.
I denne version af ”Aida” er krigen til stede i form af mandskoret i moderne uniformer, mens kærlighedshistorien står rent på den flisebelagte arena. Scenografien består primært af en flot todelt trappe i baggrunden oven over orkestret. Deroppe på orkestertaget kan både kor og præster stå, mens resten foregår nede foran, bl.a. ved triumfmarchen, hvor krigsbyttet skal vises frem: levende mennesker, foroverbøjede og i blå fangedragter.
Scenografiløsningerne er simple og gennemtænkte ved Simon Corder. Dragterne, som er tegnet af Gøje Rostrup, er smukke, enkle, men dog symbolske med Radamès i khaki-farvet og slavinderne i tækkelige røde kjoler, som sen biedermeier, mens den aggressive og forelskede prinsesse er i puf og guld.
Et scoop er slutscenen, hvor mørket er faldet på, og de elskende ved, at døden venter. Så lyser den lille sø i baggrunden, og det er som om deres sjæle forenes i det oplyste natterum mellem vandoverflade og skyformation.
Skal man være krakilsk, så er det altid problematisk med udendørsopera. Der går selvfølgelig mange bløde harmonier og nuancer til på rejsen fra de levende sangere og musikere via mikrofoner og store højtalere frem til, at toner og stemmer rammer vores ører dér under den åbne sommerhimmel. Men det er vilkårene – og så betyder det vel noget akustisk, hvor man sidder!
Med denne ”Aida” hos Opera Hedeland viser operagenren sit værd ved at fortolke en også aktuel politisk situation. Men konklusionen er ikke opløftende: Krig og kærlighed kan aldrig ende lykkeligt.
Og med det i baghovedet ville det jo være mere end ønskeligt, hvis Rusland kunne overveje endnu engang, om der i 2022 bør være krig i en civiliseret verden.
Tillykke med en vellykket ”Aida” i Hedelandet vest for København – der er al mulig grund til at tage derud med ekstra tæpper m.m. Der spilles d 12. og d 13. august – og der kan også bestilles mandkurv.
Se
Solister
Yana Kleyn: Aida
Kjetil Støa: Radamès
Andrea Pellegrini: Amneris
Tadas Girininkas: Ramphis
Lars Fosser: Amonasro
Steffen Bruun: Kongen af Egypten
Per Jellum: Bud
Kristine Nowlain: Ypperstepræstinde
Kunstnerisk team
Rodula Gaitanou: Instruktør
Anna Sofie Keller Brandsborg: Assisterende instruktør
Carlo Goldstein: Dirigent
Simon Corder: Scenograf/lysdesigner
Gøje Rostrup: Kostumedesign
Filipe Carvalheiro: Kormester
Jannik Elkjær: Koreograf