∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Med Ai WeiWeis store værk på Ordrupgaard forenes et samfundsmæssigt engagement med en umiddelbar tilgængelighed!
Hvad kan 650.000 små kvadratiske legokodser i 22 forskellige nuancer bruges til?
Ordrupgaard og Ai WeiWei giver svaret, som ikke er kedeligt. Tværtimod er der mere gods her end i de uendelige legoværker, som verden tidligere har oplevet i form af replicaer af slotte etc.
Det er et fascinerende og vigtigt møde med den kinesiske eksilkunstner Ai WeiWei på Ordrupgaard og Ai WeiWeis: ”Water Lilies #1”.
Et værk, der på overfladen synes at være en spøg, men som bagved og nedenunder rummer både kunstnerens personlige oplevelser og i øvrigt indgår i en større politisk stillingtagen, dog uden hints til hverken plastic-industrien eller til storkapitalen. Hensigten er snarere at gøre opmærksom på en nation som Kina og den undertrykkelse, der stadig pågår og den negligering af den store kulturarv, som udøves.
Med udstillingen indfries også en række mål for det vægtige museum nord for København: 150 året for Impressionisternes første udstilling i Paris kan igen fejres af det danske museum, som er berømmet for sin franske samling.
Den politiske aktivist Ai WeiWeis mammutværk er en moderne parafrase over Monets store åkandebillede, som i dag hænger på Moma i New York. Med udstillingen bliver Ordrupgaard både aktuel og ”woke”.
Det er med denne udstilling af et stort værk (15 meter langt) for en gangs skyld også lykkedes at udnytte arkitekten Zahad Hadids brutale udstillingsrum og tilnærmelsesvis at genskabe lidt af den sakrale stemning, som hersker i L’Orangeriet i Paris, hvor Monets allerstørste åkandebilleder hænger. Ordrupgaard har nemlig også installeret en smuk hvid trappeformation, hvor publikum i ro og ensomhed kan fundere og reflektere over Ai WeiWeis værk.
Værket
650.000 legoklodser er klistret op og viser et lidt flimrende, pixeleret billede. Til sammenligning hænger der lige ved indgangen en fotogengivelse af Monets værk.
Hvor man ofte ser på Monets værker som rene, smukke, æstetiske frembringelser, er det vigtigt for Ai WeiWei at understrege en aktuel, personlig og ofte smertefuld erfaring, som han iøvrigt deler med Monet. Også den franske maler havde gennemlevet mange sorger, som han kun delvist gav slip på i blomsterbillederne.
Legoklodser anses for at være alment tilgængeligt, klasseløse og næsten universelt legetøj for børn som voksne. At der på et tidspunkt kom en kurre på tråden imellem Ai WeiWei og Lego er en interessant detalje. For der var brug for mange legoklodser i årene fra 2014, da Ai WeiWei, inspireret af sin lille søn, begyndte at bygge med de små moduler. Men Lego blev bange for at miste et af sine største salgsmarkeder (Kina) og sagde stop for salg til den kontroversielle og systemkritiske kunstner. Men det blev til et nyt politisk statement at samle klodser hos private over hele kloden. Lego har vist siden ændret kurs, og der kan igen sælges klodser til Ai Wei Weis værksted!
At samle de 650.000 små kvadratiske brikker har været en kollektiv proces, som har involveret mange hjælpere, men naturligvis styret af kunstneren selv. Dermed er dette værk skabt på samme vilkår som mange andre af hans værker. Det er ikke det personlige touch, men tanken, konceptet, oprøret – eller som det også kan være: fastholdelse af en kulturarv, en erindring om noget oplevet eller tabt.
”Water Lilies #1” blev i 2023 blevet udstillet på Design Museum i London, hvor museet understregede, at Ai WeiWei ikke som sådan var designer, men humanist, aktivist og kunstner.
Opvækst og aktivist
Ai WeiWei er i dag et tydeligt eksempel på en konceptkunstner, der formår at blande de mange lag, som det moderne menneske lever med: baggrund, opvækst, kultur og politik.
Ai WeiWei blev født i 1957 og oplevede som barn et traumatiserende liv. Det er indlejret i ikke kun i dette åkandeværk, men i hele det kunstneriske oeuvre og i de mere aktivistiske projekter.
Som barn måtte han sammen med sin fader i flere år leve i et jordhul. Faderen var digter, og Maos kulturrevolution slog ned på mange kreative og intellektuelle borgere. I mørke og uden vand og lys levede de i 5 år. Men efter Maos død rehabiliteres faderen. Siden rejste Ai WeiWei til New York og blev opslugt af de amerikanske kunstneres udtryk og udfoldelsesmuligheder.
Han vendte tilbage til fødelandet og bosatte sig igen i Kina, da faderen var blevet syg.
Lige fra begyndelsen har hans kunst og værker inddraget hele den kinesiske kulturhistorie iblandet de personlige oplevelser.
I 2011 blev Ai WeiWei tilbageholdt i Kina og spærret inde i 81 dage. Denne nye frygtelige oplevelse blev bl.a. udgangspunkt for nogle små installationer, en slags ”dukkestuer” der viste indespærringen i miniformat. De blev udstillet i London i 2015 på Royal Academy of Art. Udstillingen blev meget omtalt, og samme år fik Ai WeiWei sit pas tilbage og har siden været bosat i Europa med atelier i skiftende lande, bl.a. Berlin og senest i Portugal.
Denne nomadetilværelse og tab af fædreland ligger indlejret i mange af værkerne, og i lego-blomsterbilledet er det konkretiseret ved et sort hul – midt i det hele. Det giver associationer til den jødiske arkitekt Daniel Libeskinds bygning, Det Jødiske Museum i Berlin, tegnet året før muren faldt. På museet er der ”tomrum” eller ”voids” flere steder i det dekonstruktivistiske museum, der siden dannede ”skole” for andre avantgarde-arkitekter. Disse tomrum var og er symbol på al vor lidelse, som fylder, uden at kunne kastes bort. På samme vis med det mørke ”hul” midt i legoværket.
Det er tydeligt, at Ai WeiWeis store værk kan opleves på mange planer.
Museet
Ordrupgaard er et statsligt museum. Måske derfor er der også noget for de yngre generationer. Et større, ret nøgent, næsten anæmisk rum er indrettet til legolege-stue for børn, der ikke længere sluger de ganske små klodser!
Men konkret formidling savnes. Der er gode plancher på væggene, men ikke en lille brochure, der forklarer om Ai WeiWeis baggrund og værket. Men det er nødvendigt, hvis det store publikum ikke skal glemme ”budskabet” fra kunstneren og heller ikke om museets oprindelse. For alt er vel vigtigt i en større forståelse af kunsten. Ordrupgaard blevet til takket være forsikringsmanden Wilhelm Hansens formue og samlergen. At han ovenikøbet mistede det meste i forbindelse med Landmandsbankens krak i 1922, men genskabte en ny kunstsamling, er interessant, ikke mindst når en samfundsrevser som Ai WeiWei udstiller i huset.
Udstillingen varer til januar 2025.
Et besøg på Ordrupgaard rummer i øvrigt mange meget forskellige muligheder, fra store udendørsværker til både den franske og den danske samling samt på udvalgte dage: arkitekten Finn Juhls hus.
Restauranten har for nylig fået nye forpagtere. Jeg har dog ikke prøvet stedet, men det er sikkert blevet bedre!
I 2021 skrev Ai WeiWei sine erindringer, som udkom hos Gyldendal i 2022 under titlen: ”1000 års glæder og sorger.” www.gyldendal.dk
Mange københavnere stiftede i øvrigt bekendtskab med Ai Wei Weis installation ved Nyhavn og Kunstakademiet i 2017. I hundredvis af redningsveste var hængt dekorativt op for at markere de mange flygtninge, som satte livet på spil for at nå det forjættede Europa.
Se: https://www.kulturkupeen.dk/6872-2/