∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Agnes Slott-Møller: Helte og Heltinder. ARoS, Aarhus. Udstilling og bog.
Julegaveidé til nostalgikere.
Der er en bemærkelsesværdig diskrepans på de fleste kunstmuseer. Arkitekturen kan ikke blive moderne nok, men når det kommer til udstillingsophængning, tekster og kataloger, bliver det åh, så klassisk. To modstridende æstetiske retninger kolliderer.
Sådan er det også på Aarhus Kunstmuseum, eller ARoS, for at være korrekt, med udstillingen ”Agnes Slott-Møller, Helte og Heltinder”. Arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassens hus er nok bygget af røde sten for at korrespondere med nabobygningerne, men indenfor er trapperne og de store glasdøre meget nutidige og ligeså den mange etager høje hall.
Men entrer man udstillingen: ”Helte og Heltinder” med mega store og mindre værker af Agnes Slott-Møller, skifter scenen. Nu kunne vi være i et vilkårligt 1800-tals udstillingshus, hvor fædrelandskærligheden regerer.
Det er beundringsværdigt, at AROS viser udstillingen, som på nogle punkter er helt ude af trit med museets øvrige udstillinger – altså bortset fra den faste, ældre samling. Men i disse feministiske kulturår bliver en lang række oversete, kvindelige kunstnere trukket frem. Og nu er turen kommet til Agnes Slott-Møller (1862-1937).
Denne ambitiøse kvinde gik tidligt gik på en kunstskole, og hele livet kæmpede hun for at være kunstner. Men hun var dybt forbundet med sin mand, Harald Slott-Møller, som også var kunstner. Desværre nævner teksterne på hele udstillingen ham slet ikke, og han er kun sporadisk omtalt i kataloget. Ligeså er det kun to af Agnes Slott-Møllers emnekredse, der er udstillet: De historiske værker, der bl.a. fortæller vor tidlige danmarkshistorie med Dr. Margrete d.1. og dernæst Slott-Møllers fascination af folkevisemotiver. Oveni – og de fungerer ret fantastisk og uden anstrøg af ideologisk indoktrinering: bestillingsværkerne til Odense Teater (1916-17), hvor der afspejles lidt mere liv og munterhed, ikke mindst i motivet fra ”Recensenten og Dyret”, vaudevillen af J.L. Heiberg.
Generelt er det en mærkelig svulstighed, understøttet af varme, røde farver, som er kendetegnende for Agnes Slott-Møllers malestil. Hun var inspireret af både italiensk renæssance og de engelske malere, som kaldtes prærafaelitterne i midten af det 19. århundrede. Men i dansk kunst er hun sammen med sin mand, der dog valgte mere religiøse motiver, forholdsvis isoleret. Det er også svært at rubricere hendes malemåde og teknik og tillige forstå motivkredsene. Var hun symbolist eller nostalgiker? Eventyrfortæller eller blot illustrator af indre billeder? Detailorienteret naivist?
I midten af 1930erne, i de allersidste år af hendes levetid, tog nationalsocialisterne hendes billeder til indtægt for en politisk stillingtagen. Det må siges at være helt skævt, men fortolkningsmulighederne ligger snublende nær. Derfor fik Politikens anmelder kvalme, da han besøgte udstillingen og gav den blot to stjerner. Han manglede en stillingtagen. For en gangs skyld forstår jeg godt kunstanmelderen Mathias Kryger, der 22. 10. 2018 efterlyste en mere analyserende holdning hos udstillingens bagmænd og kvinder.
Kataloget, skrevet af tre kunsthistorikere, er nydeligt med gode illustrationer, men ensidigt. Den privat-personlige side er nærmest udeladt. Det fortælles blot, at hun var venner med Georg Brandes, men hun var altså 8 år, da han holdt sine første forelæsninger i 1870. Brandes’ senere optræden, hvor han nok var mere bitter, kan derimod sagtens have haft indflydelse på hendes tankegang, Også venskabet med Marie Krøyer bemærkes, men uddybes ikke. De synes så fuldstændig forskellige, den ene med stærk vilje, den anden sprød og yndig. Det kunne være interessant at høre om deres venskab.
Udstillingen åbner for mange spørgsmål, som ikke besvares, men det er modigt at belyse en næsten glemt kunstner; bare ærgerligt, at man ikke kommer hele vejen rundt. Og trist, at teksterne bevidst ikke vil gå biografisk til værks.
Og så alle de moderigtige ord, som jeg går ud fra kurator Jakob Vengberg Sevel er ophavsmand til, også i den fælles indledning med museets norske direktør:
Jeg sammenfatter:
Her har vi en fortælling om kunstscenen for 100 år siden, hvor værkerne heller ikke fandt klangbund, men set med dagens optik bør man læse værkerne på et bagtæppe af… ..
Øv. Bliv voksen og brug ikke et pseudo-nymodens sprog, hvor det ikke er nødvendigt. Det skæmmer de ellers udmærkede tekster.
Med udstillingen og kataloget, der er flot som en stor kunstbog, bliver man slet ikke færdig med ægteparret. Der skal mere frem.
Til gengæld er et mørkt hjørne af dansk kunsthistorie blevet belyst – og endnu en kvinde trukket frem af mørket. Det er jo også en bedrift i sig selv.
Udstillingen varer til og med 6.1.2019.
www.aros.dk