∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Against all odds – historiske kvinder og nye algoritmer. Statens Museum for Kunst.

På det store Statens Museum for kunst – genbo til Hirschsprung  – er det også kvindelige kunstnere, der er i centrum, her 24 af slagsen fra de nordiske lande  i ca. samme periode: dvs. ca. 1880-1910.

Mange af kunstnerne kender vi, for de hænger allerede på museumsvægge over hele Norden. Og det er fuldt retfærdigt.

Listen er lang ( citerer fra museets hjemmeside):

Anna Ancher (1859-1935)
Julia Beck (1853-1935)
Anna Boberg (1864-1935)
Eva Bonnier (1857-1909)
Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945)
Mina Carlson Bredberg (1857-1943)
Anna Cassel (1860-1937)
Fanny Churberg (1845-1892)
Elin Danielson Gambogi (1861-1919)
Henriette Hahn Brinckmann (1862-1934)
Marie Henriques (1866-1944)
Hanna Hirsch Pauli (1864-1940)
Suzette Holten (1863-1937)
Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881)
Kitty Kielland (1843-1914)
Oda Krohg (1860-1935)
Amélie Lundahl (1850-1914)
Emilie Mundt (1842-1922)
Asta Nørregaard (1853-1933)
Anna Petersen (1845-1910)
Helene Schjerfbeck (1862-1942)
Ix.Shells (1990-)
Amanda Sidwall (1844-1892)
Ellen Thesleff (1869-1954)
Bertha Wegmann (1846-1926)

De var dygtige kunstnere og blev anerkendte i deres samtid og udstillede på de store udstillinger.  Men noget ændrede sig i tidens løb og ånd, og kvinderne blev delvist skrevet ud af den generelle kunsthistorie.

Det er på alle måder en skandale, og det er lidt sent, at der skal rådes bod på miseren her i 2024.

Som jeg tidligere har skrevet i anmeldelsen af Hirschsprungs kvindeudstilling,   henv. https://www.kulturkupeen.dk/kvindernes-moderne-gennembrud-paa-hirschsprung/    fik kvindelige forfattere fra samme periode deres revival allerede i 1980erne af Pil Dahlerup.

Men nu sker det, og Statens Museum for Kunst har valgt at være ”ung med den unge” og ”moderne”. 

På imponerende vis er udstillingen iscenesat i et dystert, sofistikeret interiør, som går igen i kataloget. Det meste er mørkt, elegant, ”moderne” – som en salgsannonce fra en chic ejendomsmægler.

Titlen rummer både engelsk og dansk: Against all odds – historiske kvinder og nye algoritmer. Lidt irriterende når det er nationalgalleriet, der står bag. Hvordan fastholder vi det danske sprog?

Udstillingen har flere dagsordener og efter min fornemmelse for mange.  Det skaber flimmer i dobbelt forstand.

Med udgangspunkt i de 24 anerkendte nordiske, kvindelige kunstnere ønsker udstillingen at inddrage moderne informationsteknik på flere niveauer. Men da kvinderne som sådan heller ikke er færdigudforskede, fordi de blev skrevet ud af historien(!), bliver indtrykkene samlet set uklare.

Forud for udstillingen har museets mange kvindelige kuratorer stillet spørgsmålet: hvad kan moderne computertenik og AI gøre ved denne generation af kvindelige malere.  Det giver i udstillingens første rum  avancerede, pixelerede skærme – skabt af  Itzel Yard aka Ix Shells, men egentlig er det ikke nogen nyhed.

Skærmene og de vekslende formationer er tindrende flotte, men lige til at blive ganske svimmel af, hvis man har tendens til det.  Men hvordan havde det set ud, hvis man havde fodret maskinen med trommesalsbilleder?

Oveni har museet indledt et samarbejde med DTU  og i første omgang givet Anne Marie Carl Nielsen mulighed for via AI at tale med de moderne museumsgæster.   Her var der lidt kø, da jeg besøgte udstillingen. Prøv selv.  Men selve tanken at tale med fortiden og stille spørgsmål minder mig lidt for meget om tidens poppede tv-programmer, der finder glemte personer og mixer mennesker etc. o stiller spørgsmål.

Resultatet er dermed, at udstillingen faktisk brækker over: Der er de 24 nordiske malere, alle kvinder, flot, men lidt for sofistikeret hængt op. Og så er der skærmene og AI projektet,  som i den grad dominerer det  tilhørende bogkatalog. Også kataloget brækker over!

 Kvinderne

Vigtigst med udstillingerne er vel,  at kvinderne endegyldigt er ved at bemægtige sig den plads i kunsthistorien, som vitterlig tilhører dem. Og  sammenlignet med Hirschsprungs 23 danske kvindelige kunstnere, er de 24 på SMK ikke kun gode, de er  museumsværdige! At vise dem, i en ikke indlysende rækkefølge,  er udstillingens største fortjeneste.

Her tænkes bl.a. på et for mig nyt bekendtskab: Kitty Kielland med et landskabsbillede, der dag hænger på det norske Kongeslot.  Billede har atmosfære, lethed og  poesi.

Kataloget

Kataloget er lige så moderne som intentionerne bag udstillingen. Men som fagfællebedømt publikation har det en umiskendelig lighed med en ”eksamensopgave”  eller ”rejserapport” (fra USA),  der kan afleveres til ministerium og fagfæller.

De indledende kapitler er velskrevne og får skitseret miljøet i Paris, hvor kvinderne søgte til for at få undervisning på højt niveau og leve et ”koloni liv” – præcis som vi kender fra tidligere tiders skandinaviske kunstnere, herunder også forfattere, i bl.a. Rom.

En god idé er afbildningen af udstillingens værker bagest i kataloget – så kan man da erindre dem sidenhen. Biografierne er dog overraskende korte. Desværre er billedtekster m.m. skrevet så småt, at kun folk under 35 år kan læse det uden besvær.  Hallo!

Som udstillingstitlen varsler, og udstillingen viser, er også bogkataloget præget af drømmen om at sammenføje gammeldags kunsthistorie og viden med moderne informationsteknologi.   Her kan jeg ikke kommentere, min viden er for ringe og ligeså min evne til at springe ud i det.

Men jeg synes at sammenblandingen i denne situation virker søgt.

At der også blandes et feministisk opgør, som chefkuratoren Emilie Boe Bierlich afgjort har følt var nødvendigt (for hende), med både en præsentation af 24 gode kvindelige kunstnere og implementering af diverse nye computerteknikker, kan virke overdoseret.

Da det flere gange og helt rigtigt skrives, at de mandlige kunsthistorikere ”skrev kvinderne ud af historien” ville jeg have hilst en veldokumenteret  artikel om dansk kunsthistories mandlige og kvindelige skribenter i det 20. århundrede velkommen. Nu skal den besøgende selv sysle med det!

Vi lever i en tid, hvor begrebet ”finkultur” ikke må eksistere, men når et museum som SMK lukker sig om en særlig udvalgt kreds – er det bemærkelsesværdigt og måske ude af trit med de generelle tendenser i samfundet. Eller er vi tilbage til et sted, hvor museerne kun skal forståes af særligt indviede, mens andre blot skal slentre forbi og gå i cafeen?

www.smk.dk

udstillingen var til    .