Anbefaling af Ulla Strømberg.
Afgang 2021. Charlottenborg viser 28 nye talenter.
Det er dejligt at blive positivt overrasket. På vej mod Charlottenborg havde jeg mobiliseret al min kampgejst imod ”Busten i vandet” og andre nymodens påhit fra det danske kunstparnas. Og sandelig om de 28 afgangselever fra lige netop Kunstakademiet ikke vises på den smukkeste og mest egale udstilling, jeg længe har set. Her er ingen revolution, intet oprør, snarere en stilfærdig fremvisning af overvejelser og først som sidst evnen til at beherske et håndværk, som forudsætning for siden eventuelt at transformere tankerne over til ”kunst”.
Blev vi taget ved næsen af medierne og ikke mindst Deadline og Politiken, der gav minutter og spalteplads til ”Busten i vandet”? Kulturministeren fyrede efterfølgende den daværende rektor. Jeg ved ikke nok om de indre forhold, men kan blot glæde mig over, at de unge kunstnere in spe ikke synes at være samspilsramte i synlig grad.
Det er udstillingsstedet Vermilion Sands på Nørrebro, bestående af Malene Dam, Kevin Malcolm og Nikolaj Stobbe, der har sikret, at alle 28 elevers værker er velplacerede i de golde, men flotte rum på første sal på Charlottenborgs udstillingshus (altså 1800-talsbygningen). Det er gjort med det for øje at samle indtrykkene i stedet for at sprede.
Selvfølgelig er der videoer i mørke rum, men de er altid et problem, når det er på en gruppeudstilling. Der skal tid til fordybelse. Og desværre kan jeg ikke gå ned i hvert værk.
I første rum er der af og til en meget fremkommelig performance, hvor op til flere kvinder i tidløst sommertøj ”omfavner kunsten”. De kysser vægge, prøver at trænge ind i hjørner, bevæger sig langsomt a la orme. Der er hverken brug for ord eller søforklaringer. Marina Dubias performance er klar, tidløs og spiselig.
I år vises overraskende mange malerier, som nok ikke stikker så meget af, men alligevel giver indtryk af greb om penslerne. Der kunne være mere oprør, men det kan komme hos de unge mennesker. Til gengæld er der masser af følsomhed og også mennesker på lærrederne. Ikke dårligt.
De store rum giver nok begrænset plads, for mange skal med, men det fungerer – og især et par mindre rum står lysende klart:
På væggene hænger malerier af Pauline Fransson, der mikser æg-tempera og oliemaling og i douce farver viser stemninger fra Sverige, hendes hjemland. Et billede for endevæggen med bjerg og sne giver mindelser til Kirkebys masonitbilleder fra 1960erne, men det gør næppe noget.
På et langbord med dug på ligger 100 keramiske løsdele i kroppens og blodets farver– flot organiseret, som var det et obduktionsbord. Der er hoveder, tarme, ribben alt forholdsvis naturalistisk, men netop leret og glasuren skaber afstand. Der er masser af fortolkningsmuligheder. Selv siger kunstneren, at hun opfatter sig som en alkymist, ”der satser sin egen krop og sit eget liv i jagten på det gode kunstværk”. Klara Lilja er allerede repræsenteret hos Galleri V.
I et rum har Javier Alvarez Sagredo spredt sig med både et fascinerende væveri, der viser hen til latinamerikansk tekstilkunst med huller i vævningen og påsmurt tjære, Dekorativt. Også en video og en større skulptur udgår alt i alt værket Trauma. Her hjælper det måske, at den unge Javier har levet i et andet land og genkaldt sig gamle erindringer.
Et andet rum synes at være en systue, men er snarere et gennemtænkt dekonstruktivistisk værk, hvor man opfordres til at splitte sit tøj ad i sømmene. Kajsa Karsson skriver i kataloget, at hun har brugt 203 timer på at pille sømmene i sit tøj op(!), mens hun har tilbragt 5 uger på ferie uden mænd. Igen er der mange bagudrettede referencer. Men ok, de unge skal selvfølgelig afprøve deres ideer, men det bliver der jo ikke nødvendigvis kunst ud af, selv om der klistres en masse dyre ord på.
For der er frygtelig meget opstyltet selvhøjtidelighed i katalogteksterne, hvor de hver især præsenteres eller præsenterer sig selv. Det fyger rundt med begreber som praksisser eller statements: ”selverklæret diskursiv håndværker”, ”mine værker undersøger akavet kontekstualitet og kan lide at placere sig i sprækkerne” …. ”NNs performative værker finder ofte sted uden for publikums synsfelt og fremhæver kunsten som en erfaret oplevelse”.
Det kan enhver jo komme at sige, og det er virkelig synd, hvis visualiteten, som jo er, hvad de unge mennesker har arbejdet med i årevis, ikke kan klare sig uden krukket sniksnak, for så er vi lige tilbage til Busten (udtalt med u) i vandet.
Det er også irriterende, at teksterne først står på engelsk og så på dansk. Det Kongelige Dansk Kunstakademis Billedkunstskoler er en dansk institution og bør som sådan fremstå dansk.
Men det skal ikke stå i vejen for at opleve udstillingen, som på alle måder er et stilfærdigt signalement af Akademiet på Kgs. Nytorv, 2021.
Udstillende elever:
Alma Ulrikke Bille Stræde, Andita Shabanaj, Anna Rettl, Birk Horst, Emilie Tarp Østensgård, Franziska Hoppe, Isabella Solar Villaseca, Javier Alvarez Sagredo, Jesper Christoffersen, Josephine Kamoun Johansson, Kajsa Karlsson, Klara Lilja, Lasse Bruun, Laura Elaine Guiseppi, Laurits Malthe Gulløv, Johan Malik Andersen, Marina Dubia, Mary Ann Cvahte, Mathieu J. H. Hansen, Nanna Katrine Hansen, Oliver Bak, Pauline Fransson, Peter Højbjerg, Sophie Filtenborg, Sufie Elmgreen (Star Suaning), Svend Sømod, Tomas Joshua Leth, Yujin Jung.
21.4. – 23.5.2021
( Husk at checke adgangsbetingelser m.m.)