Kommentar af Ulla Strømberg.
Teksten nedenfor er lidt af en sjældenhed. En kritisk kommentar om et Reumert-show.
Ingen af de store, guldrandede medier bringer nemlig analyser eller kritiske bemærkninger, for i Reumertkomiteen sidder teateranmeldere og journalister fra både Politiken, Information, DR, Jyllandsposten, Berlingske Tidende, Teater et. Derfor kan ingen skrive noget negativt eller sakastisk. Sådan har det været lige siden Reumert blev opfundet af Chr. Have i 1998. Dengang var der dog ikke så mange ”små” medier repræsenteret i komiteen, så det var faktisk muligt at stille spørgsmålstegn ved den private godgørenhed.
En fodnote: Reumertpriserne betales og styres af Bikubenfonden, hvis pengetank kommer af egenkapitalen fra Sparekassen Bikuben, som i 1989 blev til et aktieselskab.
2016 i Operaen
Søndag aften var der igen prisregn og kendisser på rød løber, flotte kjoler og stive gebærder.
Årets Reumert var henlagt til Operaen. Arrangementet var egentlig velfungerende i de ydre rammer derude på Holmen bortset fra, at frisuren altid ryger sig en tur på vej fra parkering eller bus. Og der bliver frygtelig trangt indenfor, når ingen vil være på balkonerne, fordi fotografer og petitjournalister løber sultne rundt omkring indgangen.
Ellers var alt ok inden showet, og tak i øvrigt fordi man må være med, for der er jo ikke plads til alle. Men heldigvis sender den gratis kanal DR K showet. Engang var det vist på hovedkanalen, men sådan er det ikke mere, til gengæld kræves vel et vist kulturelt niveau, for at showet, der kan minde om en fætter-kusinefest, ikke ryger over på en af de andre DR-kanaler – eller på en lokalstation.
Værterne
Årets værter var et halvt rytteri: Rasmus Botoft sammen med Bodil Jørgensen og en stand-upper Nikolaj Stokholm. De sammenkædende vittigheder og et MEGET højt antal bandeord og eder stod værterne selv for, dog instrueret af Anders Lundorph i Nikolaj Spangaas scenografi, der mest af alt lignede en blanding af væltet børnehave og en genbrugsbutik for teaktræsmøbler.
Det skal vist være moderne, og sådan er det. Intet må være som i går, derfor vises heller ikke glimt fra teatersæsonen som gak, selv om det lige netop er teatersæsonens højdepunkter, der fejres og belønnes. Til gengæld fik vi lidt diskomusik med de tre værter – diverse cykelnumre, dog uden myggen, men popkorn, konfetti og statuetter i blød nougat. Lidt klassisk musik, men INTET TEATER, DANS, BALLET eller OPERA.
Nå, siger man og funderer over den dybere betydning af det. For når teater er bedst, er der uendelig mange lag og fortolkningsmuligheder. Sådan må det også være i det show, som hylder teaterkunsten.
Der blev ikke sagt tak til Bikubenfonden – eller komiteen. For at spare tid, lød det som om. Og hver prismodtager fik love at tale max. 30 sekunder, og det gjorde de faktisk pænt. Ingen skandaler i år, selv om det netop er de uvorne, dem som taler om politik i stedet for kunst, man plejer at huske.
Lisbet Dahl
Fik de rette så applausen? Nej og Ja. Ok og mere end det, fordi Lisbet Dahl endnu en gang hyldes. For få år siden fik hun Wilhelm Hansens store pris, og nu var det Bikubens – velfortjent. Flot at hun ene kvinde har båret Cirkusrevyen igennem (dog med hjælp fra andre) og samtidig har magtet at spille seriøs kvinde med almene problemer, som i ”Sommer” i tv og senest på Østre Gasværk.
Talen til Lisbet Dahl blev afleveret af Bikubenfondens direktør og var kort, men ok. Til gengæld var diverse tekster til de nominerede og prismodtagende ind imellem ganske salvelsesfulde og med sproglige guirlander, som ikke var så kønne. Mon det er alle komiteens kritikere, der i fællesskab strikker dem sammen? Kontrasten til værternes forskellige morsomheder og eder var mærkbar. Kompliceret er det, når Bodil Jørgensen det ene øjeblik er sarkastisk og næste sekund med næsten tårer i øjnene læser de rosende ord op. Afsender- og modtageranalyse, tak. Hvem siger hvad – til hvem – og hvornår må vi le?
Hvem skal have hvad?
Som jeg tidligere har skrevet, var der mange af nomineringerne, jeg ikke var enig i. Samtidig er det jo et fantastisk skub en teaterkunstner får ved at få en nominering og eventuel en pokal. Så tillykke med det. Men i flere af de sammenbragte kategorier, hvor f.eks. alle kvindelige operasangere, balletdansere, modern dance dansere, nycirkusaktører og skuespillere skal vurderes samlet – er det enten en smagssag eller en kulturpolitisk beslutning, når prisen tilfalder en skuespiller.
For de har alle slidt, slæbt og formodentlig skabt en oplevelse og en erkendelse hos nogle tilskuere. Ingen er bedst. Der er højst én, som er heldig. Kan man løse det problem? Ja, ved at sige at vi hvert år udpeger nogle kunstnere, vi gerne vil markere – og i den udpegning er vi politisk korrekte og sikrer, at der er taget hensyn til store og små institutioner – musik og sang – mand som kvinde- mod nord, syd, øst og vest.
Fun
Det morsomste øjeblik til Reumert-aftenen var såmænd, da de to skuespillere m.m. Pia Rosenbaum og Lane Lind rendte ind i hinanden på den røde løber iført samme dyre, stribede, multifarvede kjole – og værre blev det, da de tog briller på i samme design. Så lo vi – uden bagtanker. Det her var ikke teater, men sjovt var det.
