Kommentar af Ulla Strømberg.
Aalborg Teater live streaming af en Peter Handkes tekst.
For anden lørdag i træk havde Aalborg Teater live streaming lørdag aften fra en teaterpremiere. Det var flot og blev gennemført uden modhager. Og efter at have set flere teaterstreaminger på det seneste, må jeg sige, at fotografen/fotograferne i Aalborg er meget dygtige.
Forfatter og dramatiker Peter Handkes spil: DE SKØNNE DAGE I ARANJUEZ, er iscenesat af teatret direktør: Hans Henriksen med to yngre skuespillere, Camilla Gjelstrup og Martin Ringsmose.
Men havde det ikke været, fordi Handke under lettere postyr i 2019 fik Nobelprisen i litteratur, tror jeg næppe, at man ville have fundet teksten fra 2012 frem. Oprindelig blot et manuskript udgivet på et forlag, men i samme år dramatiseret og sat op på et teater.
Teksten er, som man kender det fra teaterlitteraturen, en samtale mellem en mand og en kvinde. Eller det er nu for meget sagt, det er snarere nogle sætninger, der i de heldige øjeblikke bliver til billeder, der kastes fra den ene til den anden. Manden stiller mange spørgsmål til kvinden, primært om hendes kærlighedsliv, mens han selv stilfærdigt beretter om et par ganske anderledes iagttagelser og tankesæt. Titlen henviser til en region uden for Madrid i Spanien, og dette sted er også mandens hovedinteresse.
Men det var svært at holde koncentrationen fast, selv om de to skuespillere på meget forskellig vis bød pænt ind. Hun i sekvenser sart og varmblodig, han bedst i de lange beretninger og ellers med frygtelig lidt at gribe fat i, mens kvinden talte. For de sad jo blot og lyttede til hinanden, og hvad kunne der ellers ske? Der var ingen spændinger imellem personerne. Derfor havde han da også et æble – måske fra Paradisets Have – og midtvejs får han umotiveret et Kainsmærke i panden, mens kvinden indfarver sine hænder i hvidt. Det fortsætter, da hun mere og mere småvred lidt før slutningen ret umotiveret smudser sin lidt for store, nedhængende hvide kjole til, mens de bare arme får en ekstra gang af den hvide farve.
Det kan man ikke bebrejde instruktøren, for det er et yndet greb for tiden, at skuespillere rent fysisk gør noget på scenen, som ordene ikke udsiger. Men teksten er hverken interessant eller spændstig, hverken poetisk eller fortællende og kan næppe bære 90 minutter. Og selv om scenografen Ditte Marie Tygesen har skabt en fin gennemsigtig have/terrasse-kulisse med elektriske vifter forover og gevækster i baggrunden – inklusive en gang van Gogh solsikkemotiv, kunne det ikke hjælpe meget på den langsommelige tekst. Nej, hvis man vil sige noget om mand og kvinde – så hellere nogle af de gamle, småvulgære travere: ”Privatliv” eller ”Kærestebreve” – eller allerhelst en gang Lars Norén, hvor der altid kommer nogle mærkelige og overraskende bagateller på bordet, som giver lidt sidespark til Freud og Jung for ikke at nævne hele den vestlige verdens borgerlige civilisation. Eller Strindberg med en tekstmosaik. Alt andet end disse Handke-sætninger. Hos Handke er der i øvrigt to umotiverede henvisninger til Tennessee Williams klassikere ”A Streetcar named Desire” (Omstigning til Paradis) – og ”Cat on a hot Tin Roof” (Kat på et varmt bliktag). Men for at sige det lige ud og bramfrit fra sofaen, hvor jeg sad afslappet og iagttog streamingen: Peter Handke er ret selvhøjtidelig og ganske kedelig og går ikke Williams til sokkeholderne. Og måske kneb det også med at holde interessen fangen. Hjemmestreaming er farlig. Man hopper af, slumrer lidt eller begynder måske at checke corona-tal og lign.
Hvorfor Aalborg Teater har valgt teksten må stå hen i det uvisse. Ikke mindst fordi direktøren (og her instruktøren) flere steder har udtalt, at han arbejder på og for nye publikumsgrupper. Men denne forestilling ville nok have svært ved at fastholde mange andre end intellektuelle tysklærere fra det nordjyske.
Medvirkende: Camilla Gjelstrup og Martin Ringsmose
Iscenesættelse Hans Henriksen
Scenografi Ditte Marie Tygesen
Oversætter og dramaturg Jens Christian Lauenstein Led
Fotos: Allan Toft
www.aalborgteater.dk
“med to yngre skuespillere” hvad hentyder anmelder til her? Og hvad skal vi bruge det til? I øvrigt er de ikke unge med mindre anmelder selv er oppe i 70érne.
Jeg savner en smule faglig og menneskelig respekt for de generøse spillere, der stiller sig til rådighed for et, enig, svært manuskript, til gengæld så også for en tom sal. Jeg oplevede Camilla Gjelstrup i et fantastisk lyttende og nærværende spil. Jeg er hverken tysklærer eller fra Nordjylland og så dog hele forestillingen til ende uden at tjekke coronatal, hvis du som anmelder gør det tænker jeg AAT ikke er tjent med du anmelder et stykke arbejde så mange har knoklet deres bedste med .
Tak for din kommentar, selv om du jo går imod mine synspunkter. Vdr. alder, så fandt jeg egentlig teksten således, at den var skrevet for meget modne, måske livstrætte figurer/personer. Og vedr. koncentration, så var det jo en umiddelbar betragtning, som af og til kan være en del af en anmeldelse. Det valgte jeg at gøre her, bl.a. fordi streaming er en kompliceret disciplin. Min pointe var, at der er fare for, at publikum bliver ukoncentreret.Men godt, at du blev grebet af forestillingen.
Tak Eva for din kommentar til spillernes fine indsats. Det var skønt at læse og værd at skrive om. Jeg bliver så træt, når tonen i en kritisk anmeldelse er arrogant nedladende i stedet for nysgerrigt interesseret i, hvad der fungerer og ikke fungerer. Det andet er for nemt.
Kære Ulla, jeg synes, du rammer min egen oplevelse vældig godt. Jeg tror, at vi er ude i et noget overset problem: at Danmark ikke ligger i Centraleuropa og derfor ikke i en tekst som denne deler forfatterens interesser. Det er det samme, når visse dele af amerikansk levevis sættes på scenen (mindre på film, men der kan det dog også forekomme), som f.eks. tematiseringer af ægteskabet som institution, mens vi jo labber stykker, der drejer sig om ægteskabeligt indhold og konsekvens i os for deres dybe intellektuelle arv.
tak for din kommentar.