West Side Story – Aarhus Teater og siden Aalborg Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Som Musical er ”West Side Story” intet mindre end betagende. Den har det hele. Smægtende, avanceret musik, perfekt dramaturgi, hvor dansenumre afløses af sangnumre, minimum af dialog – og så et plot, som Shakespeare ikke kunne gøre bedre. Men det er jo også ”Romeo og Julie”, der ligger bag Leonard Bernstein og Jerome Robbins musical fra 1957.

Åbningsscenen på Aarhus Teater er perfekt: en sløvhed breder sig, en langsom rytme, knips, lys, knips igen, mere lys, flere toner, hvorefter hele byen vågner og en ny dag, en ny kamp kan begynde. Flot og følsomt. Lover godt for hele aftenen.

Med de seneste mange måneders bandekrig i København er historien om to rivaliserende new yorker-bander mere end aktuel, og også i Aarhus kunne man nok finde sørgelige paralleller. Men af en eller anden grund har instruktøren Rune David Grue ønsket en historisk version, som er blevet alt for loyalt understøttet af scenografen Karin Grille.  Det kunne have været en interessant tidslomme, men er, næsten bortset fra åbningsscenen, blevet til lidt kedelig 1959-60 nostalgi på den triste, gulbrune manér, heldigvis opvejet af en stort orkester og ikke mindst velbesatte hovedroller.

Scenografien og hele det visuelle look med nogle ikke så kønne stilladser trykker simpelthen forestillingen ned. Synd for Grue, der ellers har instrueret nuanceret og helhedsorienteret. De to unge elskende er af kød og blod, vi både følger dem og føler med dem og ved, at de også kunne have klaret Shakespeares tekst oveni.

Tony: Mathias Flint og Maria: Isabel Schwartzbach matcher hinanden og står tydeligt uden for det bandemiljø, de slet ikke ønsker at være i. Hun er ren, uskyldig og med den smukkeste sang i den kedeligste kittelkjole – han (som sædvanlig) nuanceret, begavet i sin mimik, der både kan udtrykke ungdom, angst og forelskelse, og så klarer han flot sangene, som er overordentlig svære.

Der sker noget imellem de elskende, både på stilladserne, og når de får lov at være nede på jorden. Her er musicalens sejr halvt hjemme.  Oveni får ikke mindst Lise Koefoed, som veninden Anita, etableret en temperamentsfuld og charmerende figur med masser af sydlig sensualisme, og sangene klares med bravur. Som den eneste får hun lov at se smuk og danseglad ud, inden sorgen rammer hende.

Også Anders Baggesen brillerer (som vanligt) i hele to roller – henholdsvis som dekadent dansemester – og den gamle drugstore-ejer.

Det er netop ved de store danse- og sangnumre, at Bernstein blander rytmerne, og det puertoricanske får lov at skinne igennem. Grues fortolkning vil vist  understrege, at de unge bandemedlemmer plus pigerne prøver at ligne amerikanere og ikke vil skilte med, at de er kommet sydfra. Men det må altså ikke lægge en dæmper på dansenumrene. Men som samlet korps klarer de sig flot alle sammen og kan jo ikke gøre for, at scenografen ikke har givet dem et interessantere look.

Selvfølgelig er det derfor velovervejet, at vi ikke skal kunne se forskel på bandemedlemmerne – bortset fra at puertoricanerne har et lille sort tørklæde bundet om halsen.  Men det er bare irriterende.

Musicalgenren lægger op til smæk for skillingen, Bernsteins musik ligeså, Robbins originale koreografi vel også – selv om jeg ikke ved, hvor meget der nu er tilbage.

I øvrigt er det ikke første gang, jeg synes, at Aarhus Teaters scene synes kort og begrænsende. Sådan var det ikke i gamle dage, siger jeg uden belæg. Det er måske blot fordi scenograferne og koreograferne ikke taler sammen og dermed ikke får det maximale ud af de givne fysiske betingelser.

På det intellektuelle plan fungerer historien fint om to unge, der ikke må få hinanden, men som et større samfundsbillede af modstridende parter, om parallelsamfund og klassekamp modarbejder ikke mindst den anæmiske scenografi ethvert tilløb.

Og det er bare synd for det store, velspillende orkester, de mange unge dygtige aktører på scenen samt både Aarhus og Aalborg Teater, hvor produktionen fortsætter om en måneds tid.

PS:

Leonard Bernstein var primært klassisk komponist og dirigent og modtog i 1964 Sonning Musik Pris og overværede  i den anledning Odense Teaters berømte udgave af West Side Story.

Jerome Robbins var sammen med George Balanchine i flere årtier leder af New York City Ballet. Den oprindelig tekst blev skrevet af Arthur Laurents – mens Stephen Sondheim stod for sangteksterne.  

MUSIK AF LEONARD BERNSTEIN

TEKST AF STEPHEN SONDHEIM

OVERSÆTTELSE: KASPER HOFF OG MATHIAS FLINT

ISCENESÆTTELSE: RUNE DAVID GRUE

SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN: KARIN GILLE

KOREOGRAFI: RENE VINTHER

ARRANGEMENTER OG MUSIKALSK LEDELSE: NIELS SØREN HANSEN

KAPELMESTER OG MUSIKALSK LEDELSE: HENRIK SVENNING

 

MEDVIRKENDE:

ISABEL SCHWARTZBACH, MATHIAS FLINT, JACOB MADSEN KVOLS, LISE KOEFOED, SIMON MATHEW, C,  ASHOK PETER PRAMANIK, CHRISTIAN COLLENBURG, MIKKEL BECKER HILGART, SOFIE TORP, KASPER DALSGAARD, DAVID ELNEBO, KRISTINE MARIE BRENDSTRUP, MARIE MARSCHNER, ANDERS BAGGESEN, MICHAEL BROSTRUP, KIRSTINE EMILIE MOSES-JACOBSEN, STINE ANDERSEN, TROELS GRAAKJÆR, TONE REUMERT, SEBASTIAN SKOV ANDERSEN, NICCO OLAYBAL, MIRAN UGLJEN, OLIVER MELANDER, MARTIN GÆBE, MATHIAS SPROGØE FLETTING,

 

www.aarhusteater.dk

www.aalborgteater.dk

Se spilledatoer og køb billet:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/kalender/