Møller og Larsen på Det Kongelige Teater

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

”Møller og Larsen” lever takket være begavede og ret geniale skuespillere og en nedtonet instruktion. Søren Sætter-Lassen, Henning Jensen og Amanda Collin giver ordene krop og sjæl, så aftenen bliver interessant.

Operaen. Møller og Larsen. Pressebillede.

“Møller og Larsen” lyder som et flyttefirma eller en brødfabrik, men er jo de to store mænd, de to hanelefanter, som kæmpede mod hinanden i slaget om Operaen. Hr. Møller sad på pengekassen og betalte over 3 milliarder kroner, mens hr. Larsen var arkitekten bag, der måtte gå så grumme meget igennem, fordi hans oprindelige ideer, ifølge ham selv, ikke fik lov at folde sig ud.

I sidste ende handlede det mest af alt om glas: Måtte facaden ud til havneløbet være af glas? Nej, mente hr. Møller og tegnede efter sigende selv den nuværende ”bilkøler”.

Alt det og adskillige personlige træk fra de to mænd har Jakob Weis fået med i sit dobbeltportræt, der former sig som en posthumt dialog imellem mændene. Dette er set før i verdensdramatikken, men det gør ikke noget, for stykket er både nuanceret og detaljerigt og løftet en smule op i flyvehøjde. Bl.a. er de to mænd i bogstavelig forstand placeret oppe på taget af Operaen – hvor de er dømt til i evig tid at være sammen. Er det himlen eller helvede? Og hvad betyder det, at en ung, blind engel kommer forbi og prøver at ruske op i dem – og veje deres ord? Også det er set før, og leder tanken hen på både Indras datter, der stiger ned til de levende i ”Et Drømmespil”, ”Mød mig på Cassiopeia” hvor musen sendes ned på jorden – og ”Dage på en sky”. Men Jakob Weis er trods alt så raffineret, at forgængerne ikke tynger eller smitter for meget af.

Men bliver vi klogere?

Det er svært for mig at sige. Jeg har kendt begge de herrer. Den ene har jeg talt med et par gange, Henning Larsen har jeg haft den glæde at interviewe adskillige gange og lytte til hans stille stemme og interessante tanker om lyset – og den historiske akse – fra Holmen over til Frederiksstaden. Allerede mange år tidligere end operabyggeriet talte Henning Larsen med indsigt om de muligheder, der lå, når Holmen en dag ville blive tilgængelig for civile.

Da jeg også har læst, hvad der vist overhovedet er skrevet om Operaen, kan jeg ikke lade være med at blive imponeret over både Weises tekst og ikke mindst over skuespillerne. For det er lykkedes instruktøren Thomas Bendixen at dele sol og vind lige. Hr. Møller, Søren Sætter-Lassen, er både hård, stringent og magtbevidst og tillige en vittig hund med sjove bemærkninger og en munter sprække i den stive overlæbe. Og så har han indsigt i det æstetiske og er en dameven!

Hr. Larsen bliver af Henning Jensen i starten beskrevet som den ulykkelige kunstner, der føler han har mistet alt. Men også han tør op og viser sig fra den muntre side. Her hjælper dameselskabet, i skikkelse af den smukke engel i moderne tøj. Det er noget begge de to gentlemen i al ærbarhed forstår og værdsætter. Der er klasse over dem i deres forskellighed. Hr. Møller i habit og vest – hr. Larsen i lys hørhabit, som sandelig også bemærkes af hr. Møller. For han ser alt.

Detaljerne i forestillingen er i orden i Karin Betz’ neddæmpede scenografi, der ikke er meget andet end en metalvæg, som tårnet på Operaen – og så en knækket stol til hr. Møller – og en afsats til hr. Larsen. Derfor er ordene og teksten altafgørende!

Historien kredser om dommedag. Hvad sker der? Hvem vil gøre regnestykket op, og skal der angres noget? De to herrer står fast. Der skiller de sig nok ikke ud fra de fleste: Deres liv har kredset om kærlighed til magten og magtens muligheder og kærlighed til ”det skønne” – kunsten – herunder også til opera – i forskellige doser.

Men de to herrer skiller sig ud. Når den sidste dag kommer, eller dagen derpå, hvor mange af os andre vil kunne opregne et liste over så store ”værker”? Hr. Larsen: Handelshøjskolen (CBS), Udenrigsministeriet i Riyadh og en opera – og hr. Møller: masse af skibe, en Amaliehave, et renoveret Kastellet og altså en opera.

På falderebet bliver de to herrer dus, og de kan sikkert nok få tiden til at gå deroppe, hvor de kan følge med i, hvad der sker nedenunder dem. Denne ene dag, hvor vi fulgte dem, havde besparelser fjernet 2. akten i en Wagner-opera – og således kom den helt dagsaktuelle situation også på scenen.