Anmeldelse af Ulla Strømberg.
( NB: NÆSTEN ALLE FOTOS ER FJERNET)
Måske er det hele Woody Allens skyld, fordi han i filmen ” Midnight in Paris” (2011) lagde en central scene på Rodin Museet med den tidligere præsidentfrue ”Carla Bruni” som guide.
For hurtigt efter kom lange køer af turister foran det ellers stilfærdige museum i det ganske afrettede kvarter i 7. arr. tæt ved Invalides Kirken. Nu skal et såkaldt besøgscenter, en boglade samt renoverede rum i det gamle palæ sikre, at oplevelsen bliver ”moderne”. Man kan kun håbe det bedste, når det samlede museum genåbner til efteråret 2015. Billedhuggeren Auguste Rodin (1840-1917) boede i huset i de sidste 9 år af sit liv som lejer hos den franske stat. I samme periode kæmpede han indædt for at få et museum. Det lykkedes, men han så aldrig selv resultatet.
Rodin var allerede dengang en anerkendt kunstner med væsentlige officielle bestillingsarbejder, bl.a. portrætter af Frankrigs store mænd som Balzac og Victor Hugo. Hver gang balancerede skulpturerne på kantet af, hvad man plejede at se. For Rodin var på trods af sin forankring i slutningen af romantikken også modernist med sympatier for både den ene og den anden retning. Også Michelangelo var en inspirationskilde. Det fragmentariske dyrkede han så intens, at mange af hans værker synes så friske og levende i dag. I ”Gående mand” blev han bebrejdet, at personen var uden hoved, men som han sagde: ”Man går jo med benene”. Det var bevægelsen, han ønskede at vise. I ombygningstiden vises en fin udstilling med fotos, gipsafstøbninger og en lang række plastiske skitser, som afslører Rodins lange, seje arbejdsproces. Selv ikke for den store kunstner var processen let og hurtig.
I den store have ses adskillige af Rodins hoveværker i bronze, men er rejsen til Paris for lang, kan man jo i første omgang nøjes med en udflugt til Glyptoteket i København. Her findes også mange Rodin-værker. Men stemningen i Paris i Hôtel Biron er unik.
www.musee-rodin.fr