Morph – af og med Kristjan Ingimarsson Company.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Performance-teater  – gæstespil på Republique med “Morph” – af og med Kristjan Ingimarsson Company.

”Menneskedyret under lup” er forklaringen i programmet, og så er alt vel tilladt, skulle man tro, og ikke mindst fordi programteksten også siger: ”Velkommen til Ingimarssons surrealistiske virkelighed”.

Men så kommer komplikationerne. For enten har de tænkt sig rigtig godt om og opfundet et helt nyt begreb: surreel virkelighed, eller også har de slet ikke tænkt! Det havde måske været rigtigere at sige dada  og henvise til kunstretningen i 1920-erne. 

Men tænkt  – det har Ingimarsson, der ikke mindst erindres for ”Blam” – produceret af Ingimarssons daværende kompagni Neander i 2012 og siden rejst på turné overalt.  Her var alt fest og farve på den ”surreelle” måde i et kontorlandskab, hvor mænd iført kontortøj var mere aktive end i den vildeste actionfilm. Morsomt var det med de skjorteklædte, mandlige nycirkus- artister. Og dengang sagde Ignimarsson i et interview:

”ALLE MENNESKER HAR BRUG FOR AT FYRE DEN TOTALT AF!”- ”Man har brug for det der frirum, hvor man kan blære sig og bruge alt det man har og lidt til. Og pludselig bare VÆRE Antonio Banderas, Bruce Willis, Clint Eastwood eller en anden af sine filmhelte”.

Med ”Morph” er det anderledes.

Forestillingen er overvældende i al sin kraft, overdådighed, hittepåsomhed, barnagtige legesyge, mærkelige lydside og manglende afklaring.

En alvor sniger sig ind allerede efter de  første minutter med aktørerne  primært klædt ud som badedyr – i vild indbyrdes kamp som var de fra Asterix – og med bare rumper i det dunkle lys. Straks efter  kommer Ignimarsson selv på banen i sort habit, og i de næste faser er det som programmet kalder for ”en undersøgelse af menneskedyret”.

Nu bliver det interessant med tydelig inspiration fra den amerikanske videokunstner Bill Viola, hvis videoer bl.a. kan ses på Aros, Louisiana og fortiden også C C på Papirøen.  Mennesket i slow motion, enten på vej mod døden ( The Raft, 2004) eller genfødsel som i  flere af hans andre videos.

Den samme stræben mod liv eller død evner forestillingen ”Morph” momentvis på en interessant måde ved at sætte de forskellige aktører i glasbure – store og små, som de skal kæmpe sig ud af. Først møder vi dem ved kopimaskinen, hele verden som et  lille kontor med forskellige sjæle, derefter i civilisationens højborg placeret på intellektualismens bjergtinde:  et kunstgalleri, hvor alle er på udstilling og udstiller sig selv med stive kindkys.Det er vittigt. Her kunne forestillingen snildt have begyndt, hvis ikke det var fordi badedyrsallusionerne skal repeteres til sidst i en alt for lang og pinefuld offerfest med en øredøvende lydkulisse, som på et tidspunkt afløste en behagelig sakral sound.

Det hele ender med både offerdød og sejrherrer, bl.a. en Poseidon-figur, et begravet væsen og så de andre hjælpere. Og masser af kunsthistoriske referencer til bl.a. Delacroix og Gericault i 1800-tallets franske malerkunst.( Se billederne senere).

Skal teater altid forstås? Ja, i dette tilfælde, fordi der er så mange genkendelige referencer. Viola bliver på et tidspunkt, i en laang sekvens,  afløst som forbillede af bl.a. den italienske installationskunstner Michelangelo Pistoletto (1933), der ikke mindst betragtes som den vigtigste repræsentant for arte povera, Det er den italienske kunstretning, som samtidig med den amerikanske popkunst havde sin fremmarch, anvendte helt dagligdags genstande i installationer. Pistoletto begyndte i 1960erne at bruge både stof og spejle i sine værker.

Og så er der i ”Morph” masser af bobleplastic. Det er for tiden så moderne på teaterscener og har afløst forrige års vand og jordbunker  som bl.a. tysk teater var så fascineret af for 5-10 år siden.

Lyder jeg lidt småsur. Ja og nej. For det ærgerlige er, at Ingimarsson kan så meget anderledes, så det er lidt irriterende, at han ikke  kender til mådehold. Han kunne f.eks. have skabt en trilogi, så man kunne nøjes med at forholde sig til et par sekvenser ad gange, i stedet bliver det undergangens lagkagebageri med dobbelt topping. Og så ryger den dybere forståelse og ikke mindst den efterfølgende reflektion og afklaring.

Med denne omgang  ”Morph” efterlades man som tilskuer overvældet, træt, konfus  og lettere desorienteret.

Det er præcis  100 år siden ordet sur-reel blev formuleret første gang af digteren Apollinaire, som skulle skrive en programartikel til Diaghilev-balletten ”Parade” med scenografi af Picasso, musik af Satie og koreografi af Massine. Få år efter blev tankestregen smidt væk, og så var ”surreel” en nyttig betegnelse for både billedkunstnere, kritikerne og køberne. Det uforståelige blev forståeligt med et nyt begreb.

Sådan er det ikke mere. Det absurde er blevet normen.  Virkeligheden har overgået fantasien.

Ps. det kan sagtens tænkes, at jeg slet ikke har ret mht. referencerne. Men så ligger det i tiden, og noget eller nogen har i hvert fald inspireret Ignimarsson og scenografen Johan Kølkjær.

 

”Morph”  havde oprindelig premiere på Aarhus Teater i foråret 2017  og spiller i København indtil d. 25. november.  

• Instruktør: Kristján Ingimarsson
• Kunstnerisk konsulent: Egill Palsson
• Scenograf: Johan Kølkjær
• Lysdesign: Michael Breiner
• Lyddesign: Kim Engelbredt

 

• Medvirkende
• Thomas Bentin, Kajsa Bohlin, Julie Kunz, Kristján Ingimarsson, Janus Elsig og Nanna Cecilie Bang.

 

www.republique.dk