∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Fra Den Bedste Side – Portræt og følsomhed i guldalderen. Den Hirschsprungske Samling.
Udstillingen om portrætkunst og følsomhed hos danske guldaldermalere er lidt svær at give karakter. Billederne er for hovedpartens vedkommende interessante, nogle er fremragende, og alle er de en del af vor kulturarv. Er man tilstrækkelig gammel (som jeg), kender man billederne og har måske ligefrem et nært forhold til udvalgte værker. Jeg skal derfor understrege, at det er udstillingen som en samlet størrelse: ophængning, udvalg, formidling og katalog, der får karakter.
Netop på grund af genkendelsens glæde kunne udstillingen godt have været et kærkomment ”familiemøde” med nogle billeder, som i det daglige er spredt på en række museer. Det er da også hyggeligt at få dem samlet, men der er noget ”rør mig ikke” – over udstillingen, som får én til at vige lidt tilbage. Er det belysningen, ophængningen eller formidlingen? Og der står kun et nr. under billederne, så man skal bladre febrilsk hele tiden i en lille gratis brochure for nu at sikre sig, at man har husket rigtigt om hvilken borger, der er malet af hvem.
Museet i forandring
Den Hirschsprungske Samling står i et vadested. I november 2016 fik det lille, statslige museum ny direktør. Allerede et par år tidligere foretog det alvidende Kulturministeriet en såkaldt kvalitetsvurdering af sit eget museum, der årligt har ca. 26.000 besøgende og får statslige kroner i størrelsesordenen 7 og 9 millioner kroner årligt – hvilket betyder et statstilskud på 300 kr., hver gang en gæst indfinder sig i Stockholmsgade i det smukke hus fra 1911. Det er da klart, at staten kræver noget, men det, de har noteret sig af dyder og mangler tilbage i 2013/14 i den på nettet tilgængelige kvalitetsrapport, er faktisk lige netop det, som står i vejen for denne udstilling. Forskning og forskning er de tilbagevendende krav og så fagfællebedømmelse. Det vender jeg tilbage til.
Mødet med publikum
Hvis man vil have folk til at opleve kunsten, skal man ikke stå og vigte sig af sin viden eller forvente, at publikum kender til det hele på forhånd. Man kan tilsyneladende ikke både tilfredsstille et par cand. mag.’er eller økonomer fra Kulturministeriet og så imødekomme formidlingsformer og et bredt publikum anno 2017.
Ph.d. afhandling som udgangspunkt
Udstillingen Fra den bedste side, portræt og følsomhed i guldaleren bygger på museumsinspektør og ph.d. Anna Schram Vejlbys ph.d. afhandling. Så er ministeriet glad. Det er tilsyneladende Schram Vejlbys tese fra afhandlingen, der er udgangspunktet. Spørgsmålet er så, om det egner sig som afsæt for en udstilling, der skal bygge bro imellem et modent, vidende publikum og så nye, yngre generationer, for hvem det ikke er nærliggende at differentiere imellem Jens Baggesen, Kamma Rahbek, A.S. Ørsted, Broderen H.C. Ørsted etc. som er på billederne og deroverfor de fine malere: Købke, Eckersberg, Bendz, Lundbye, C.A. Hansen etc.
Pointen er, så vidt jeg har læst mig til på både plancher og i kataloget, at det er så som så hvor mange følelser, der kan aflæses af ansigtsmuskulaturen, og derfor har malerne måtte ty til nogle symboler, der bl.a. kan være en ring, en kæde etc. Der er også variationer imellem hvordan personerne afbildes – og endelig så ved vi jo slet ikke, hvordan de så ud (siger jeg), da billederne er fra lige før fotografiet blev til en mulighed. Så hvad er der så med den følsomhed?
Selve udstillingen er bygget op over temaer som: Forskudt omsorg, Forelskelse og Ægteskab, Fornuft og ånd, Søskende, Forældre og Børn, etc.
I øvrigt har udstillingen også portrætter med, der slet ikke lever op til udstillingens tese om tilstedeværelse af følsomhed og markante værdier som venskab, familieliv, og kvindelig deltagelse. Her er bl.a. en rødmosset og rundkindet Adam Oehlenschlæger. Hvorfor nu det, når kataloget selv siger, at portrættet slet ikke lever op til udstillingens tese? Måske burde kuratorerne og skribenterne have undersøgt andre portrætter af Oehlenschlæger og sammenholdt det med hans almindelige situation i det københavnske borgerskab – og også set på forholdet til familien Heiberg. Hvorfor blev billedet malet? Hvem bestilte det? Og hvem betalte det – og hvor har det hængt? Et par steder – og heldigvis for det – er den slags informationer med og giver derfor bl.a. i forbindelse med Thorvaldsens datters familieportræt en del information, som kan være nyttig.
Teksterne på plancherne er lettilgængelige og velfungerende, men uden markante pointer.
Kataloget
Derimod er kataloget, som er ”fagfællebedømt” og derfor er ”videnskabeligt” i ministeriel betydning, slet ikke på et niveau, hvor det fungerer. Tværtimod. Efter hvert navn står personens årstal, hvilket forhindrer en letløbende læsning. Og nok er der henvisninger til de litterære kilder, men faktisk ikke til originalkilderne. Dvs. hvor ligger brevet, der er citeret? Det får vi ikke at vide. Ligeledes er de artikler, der ikke er skrevet af Anna Schram Vejby, meget perifere i forhold til udstillingen. Og en lang sammenligning imellem et portræt af Ingemann malet af den danske maler A.L. Koop og Leonardo da Vincis portræt af ”Damen med Hermelinen” munder ud i: at måske har Koop slet ikke kendt til maleriet, men det lå nok i tiden! Se det er næppe videnskab på højt plan, og slet ikke når billederne ikke står ved siden af hinanden i kataloget. For layouteren må have haft forrygende travlt og ligeså med billedbehandlingen, som lader meget tilbage at ønske. Men det har fagfællen nok heller ikke set. Og hvad nytter det, at det er en pdf fil, som er blevet bedømt og ikke det samlede udtryk. Det drejer sig trods alt om billedkunst.
Fremtiden
Den Hirschsprungske Samling er sikkert med den nye direktør allerede på vej i den rigtige retning – og det er bare synd og skam, hvis kvalitetsundersøgelser også i fremtiden skal gå direkte ind og påvirke den måde, som publikum får serveret kunsten på. For hvorfor skulle ministeriet egentlig have ret? Tænk, hvis der blev tænkt nyt og stort inden for dansk museumsliv.
Det lille museum i Stockholmsgade, som er sprængfyldt med dansk billedkunst fra det 19. og 20. århundrede, fortjener at gå nye og egne veje.
Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond, Ny Carlsbergfondet, Toyota-Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
7.9. 2017 – 7.1. 2018.
www. Hirschsprung.dk