∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Efter Brylluppet” er bedre end sit rygte. Det var ikke nogen god medfart musicalen ”Efter Brylluppet” fik i august 2017 ved urpremieren i Musikhuset i Aarhus. Men instruktøren Peter Langdal har været inde at justere, har brugt tættekammen og klippet 20 minutter ud, siges det. Tilbage står en musical, som er lidt over 3 timer og har en dynamik og glæde, ikke mindst i første halvdel.
Historien er velkendt for de fleste på grund af Susanne Biers film af samme navn fra 2006, der blev set af mere end 800.000 mennesker i biografen.
En ulandsfrivillig mand, Jakob, kaldes hjem fra Indien, hvor han arbejder på et børnehjem. En rigmand vil donere penge til børnehjemmet, men det viser sig, at Jakob er far til rigmandens kones ældste datter, der netop står over for sit bryllup. Oven i er der ekstra forviklinger med en utro brudgom, som i øvrigt er allermest interesseret i business med svigerfar, et plejebarn i Indien samt en rigmand, der udover at han gerne vil kontrollere alt, viser sig at være dødeligt syg. Ikke nogen oplagt historie for musicalgenren, snarere for en moderne opera.
Ved musicals kan vi godt lide at ”feel good”. Her hjælper de mange sange, der har både hjerte og smerte i overflod. Samtidig er det netop de danske poptekster, som ødelægger musicalen, for de er så platte, at de overgår københavnerborgmesteren Anna Mee Allerslevs PR video.(Allerslev der også kendt for at spørge om alt vedr. kagegafler m.m.).
Det er faktisk synd for Peter Langdal, at det blot er den samling nye popsange, bestilt hos de kendteste danske popskribenter, som sænker niveauet i showet. Komponister og skribenter er bl.a. Peter A.G., Anne Linnet, Sys Bjerre, Tim Christensen, Mads Langer og Joakim Pedersen.
For Langdal har med vanlig ekvilibrisme skabt nogle flotte scener, ikke mindst åbnings- og afslutningsnummeret på det indiske børnehjem med dansende børn og indiske damer i bevægelse. Det hele kører og hovedrollen, den ulandsfrivillige Jakob spillet af Erann DD, er i sit es. Også det mestrer instruktøren Peter Langdal: at hente folk fra musik- og underholdningsindustrien og få dem til at agere på en teaterscene. Det er ikke så ligetil. For en musiker er på scenen sig selv, uforstilt og ægte i bund og grund. En skuespiller derimod bevæger sig over i et andet land, når tæppet går og ved tæppefald burde skuespilleren helst vende tilbage til virkeligheden. Men faktisk har Langdal krammet på både Erann DD, Al Agami, som har været med i andre teaterforestillinger, Barbara Moleko, Lea Thiim Harder og Andy Roda – mens skuespillerne naturligvis klarer sig fint, fra Kasper Leisner som rigmanden, Cecilie Stenspil som hustruen, Hanne Uldal som den gamle mor og Anna Stokholm, den utroværdige veninde. Oveni skal lægges et fantastisk børnekor, hvor flere endog har replikker, som de klarer til ug.
Ingen andre end Peter Langdal ville kunne få så uensartet et felt til at samarbejde. Det lykkes, og hvis ikke det var for de tåbelige sangtekster og den i øvrigt alt for lineære dialog, ville alt være godt.
For datteren, Barbara Moleko der pludselig får en ekstra far, gør det yderst charmerende med sammenknebne øjne og tårer i øjnene, når de banale sangtekster skal afleveres. Erann DD – går stille og ludende rundt. Det fungerer fint, at han ikke forsøger at efterligne Mads Mikkelsen i rollen, hvor Mikkelsen i øvrigt om ikke var fejl-casted så i hvert fald anderledes end sædvanlig. Erann DD er dog i overkantet af det følelsesmæssige, når sangene vrides ud, men falsk bliver det aldrig. Og det er faktisk pointen i hele forestillingen. Hvis den måske fik et ekstra hak med persillesaksen, ville showet være yderst spiseligt i en ny version, uden pause på under to timer. Men jeg skal ikke lege dramaturg.
Rent visuelt er det utroligt, hvad der kan foregå på den lille scene: Scenografen Camilla Bjørnvad har taget noget flotte skæve vinkler med skrigende neonrør fra Robert Wilson og skabt et knækket dybt scenerum, så der kan ske noget i flere lag uden rekvisitter – på nær et par ikoniske Arne Jacobsens møbler, når dansk velstand skal demonstreres. Også kostumerne er afpassede, æstetiske og matcher i øvrigt hele det glidende show, hvor dansk underholdning for de fleste aldre serveres.
Forestillingen er derfor langt bedre end sit rygte fra Aahus, hvor den alt for store scene i Musikhuset nok ikke var det bedste sted at fortælle en lille familiekrønike.
Men tilbage står spørgsmålet hvorfor ”oversætte” ”Efter Brylluppet” til en musical.
For det synes lidt hasarderet at ville transformere tre af filminstruktøren Susanne Biers bedste film til en trilogi i 2017 – en opera: ”Brødre”, som blev modtaget med glæde, ”Efter brylluppet”, som nærværende anmeldelse handler om, og snart kommer ”Elsker dig for evigt”, som danseforestilling. Hvorfor ikke nøjes med at glædes over filmene, hvis det ikke lige netop var for Jesper Winge Leisner, der skrev musikken til filmen ”Den eneste ene” og siden stod bag musicalen ”Den eneste ene” i 2005 og i dag også er executive producer på ”Efter brylluppet”.
Uden Leisner og hans musicalproduktionsselskab ” The one and the only” – ville der nok ikke være skabt endnu en musical.
MEDVIRKENDE Erann DD, Cecilie Stenspil, Kasper Leisner, Barbara Moleko, Andy Roda, Anna Stokholm, Hanne Uldal, Lea Thiim Harder og Al Agami.
TEKST & MUSIK AF Mads Langer, Tim Christensen, Peter Sommer, Sys Bjerre, Peter A.G., Erann DD og Anne Linnet
EN SCENISK OG MUSIKALSK BEARBEJDELSE SKABT AF Peter Langdal
INSTRUERET AF Peter Langdal
SCENOGRAF Camilla Bjørnvad
KAPELMESTER Joakim Pedersen
BASERET PÅ FILMEN Efter Brylluppet af Susanne Bier
FILMMANUSKRIPT AF Anders Thomas Jensen efter en idé af Susanne Bier
PRODUCENT Vibeke Windeløv
EXECUTIVE PRODUCER Jesper Winge Leisner
TEATERFORLAG Nordiska ApS.