∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En næsten perfekt revitalisering af den absurde klassiker ”Enetime”.
Teatret ved Sorte Hest elsker absurdisterne. Det har lederen og instruktøren Maria Vinterberg med stor indsigt demonstreret flere gange, og med ”Enetime” lykkes eksperimentet fuldt ud.
Nemt er det ikke. Vore forventninger af teaterhistorisk karakter er store, for ”Enetime” er et ikon inden for det absurde teater. Hvor de nye dramatiske stykker i 1950erne syntes underlige, avantgardistiske og en smule revolutionære over for de klassiske regler, som de netop ønskede at bryde med, er det såkaldte absurde teater i dag næsten mainstream. Så hvordan få teksterne til at leve?
Det er her forestillingen viser sin styrke. For personerne: læreren, eleven og husholdersken er både mennesker og symptomer. Han er klog, men ukontrolleret, eleven er både yndigt, arbejdsom og dum som et hul: ”Paris er hovedstaden i ……. FRANKRIG”, siger hun med jublende stemme i begyndelsen, hvorefter læreren takker ærbødigst for det kloge svar, som indvarsler et godt samarbejde lærer og elev imellem. Men husholdersken er bange. Uden at vi ved det, ligger der allerede 39 lig i kælderen, for sådan går det hver gang: først ro – siden eksalteret indlæring, og når aritmetikken forlades, og filologien kommer på skemaet, går det galt: Så kan læreren ikke styre sig. En evig trummerum. Derefter 40 lig, og når forestillingen er tæt på at slutte efter 75 minutter ringer næste elev på……
Ionesco ønskede med sit teater, som han ikke selv betegnede absurd, men avantgarde (den absurde betegnelse er nærmest opfundet af teoretikeren Martin Esslin), at der hverken var en begyndelse eller en slutning, men en fortsættelse som i livet – og i hverdagen.
Med den unge Rosalinde Mynster afdækkes alle de muligheder, som elev-figuren har i sig. Ung, smuk, glad, forvirret, og til allersidst – ondt i tænderne. Hun er i stand til både at føle og vise indfølelse for derefter at skabe de kolde momenter. Her overfor er Mads Ville perfekt som læreren med et lille overskæg, der gør figuren lidt ”evig”. Han er charmerende, flot og fæl, når han bliver ukontrollabel vred og folder et nuanceret stemmeregister ud. Et formidabelt samspil, som indeholder alle de nuancer, som en lærer/elev-relation kan rumme af attraktion og fordømmelse. Sarah Boberg spiller husholdersken tæt på figuren i Flemming Flindts legendariske ballet, hvor det hele blev oversat til ballettens forskellige discipliner. Og svært er det at få de billeder ud af hovedet, når nu det var Den Kongelige Ballets største triumf efter ”Etudes” i det 20. århundrede.
Men Sorte Hests ”Enetime” klarer konkurrencen og giver det 21.århundredes bud på den lille nyklassiker.
Marianne Nilssons sædvanlig suveræne scenografi fornægter sig ikke. Et sort, stramt univers med først almindelige møbler, siden de samme, blot i mammutstørrelse, der giver den ubevidste fornemmelse af Hov! Hov! realisme er det her langt fra, understøtter hele iscenesættelsen og spillestilen.
Også kostumeringen er perfekt i sort/grå farver i 2017–mode, som balancerer på tøjstilen igennem hele anden halvdel af det 20. århundrede. Flot. Netop med den bevidste visualitet i modernitetens sorte og grå nuancer, får også tekst og spillestil samme koreografiske stramhed. Det hele går op i en højere, kunstnerisk enhed.
En beundringsværdig produktion, en underholdende og fornøjelig, men super tragisk historie. Sjældent har jeg leet så meget. 5 kæmpe stjerner til Sorte Hests ihærdige teaterhistoriske feltarbejde.
Tekst: Eugène Ionesco
Oversættelse: Christian Ludvigsen (den gamle danske oversættelse)
Instruktion: Maria Vinterberg
Scenografi: Marianne Nilsson
Medvirkende: Rosalinde Mynster, Mads Wille og Sarah Borberg.
20.10 – 2.12. 2017.