∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
( set søndag d.1.10.2017 på Gl. Scene)
Med fire balletter af den 70 årige Jiri Kylian er Den Kongelige Ballet lige ved at blive balletmuseum. Ikke fordi Kilian ikke har været en fremragende koreograf. Det har han bevist igennem mere end fire årtier. Men ikke alle gamle balletter er så store mesterværker, at de blot skal genproduceres og ikke genfortolkes. Det kunne bl.a. være sket, ved at man havde gentænkt scenografien, pauseringerne mm.
I stedet er dette balletprogram blevet en hyldest til den tjekkiske koreograf, der i næsten 25 år, fra 1975 til 1999, var leder af Nederland Dance Theater. Der havde han sit eget kompagni, som han kunne og skulle skabe værker til. Mange var interessante, livgivende og anderledes, dengang.
Men nu er er de fire udvalgte balletter i København ikke instrueret af ham selv, men af stedfortrædere, og så begynder det hele at blive mindre vedkommende. Der er simpelthen for stor afstand fra vor nutid til værkerne. De er ved at blive museum!
Programmet begynder med ”Salmesymfoni” med Stravinskys musik fra 1930 af samme navn – en smuk elegisk dans for flere par med harmoniske kostumer og bedestole. Dog lidt for lange kjoler, hvor fødderne et par gange kommer i karambolage med kjolesømmen. Der er mange linjer og stramme optrin, der skal overholdes, og nogle af de kvindelige dansere havde i starten svært ved at falde ind og få linjerne frem. Det var lidt uro, mens herrerne havde styr på det. En lang, lidt ujævn åbning med denne ballet fra 1978. Og scenografisk gammeldags. Et stort smukt bagtæppe af ægte tæpper, men det dækkede ikke hele bagscenen og belysningen var blot pæn, uden overraskelser.
Sarabande er mandsdans, så det batter. Med Kylians egen scenografi, der blot består af store barokkjoler, der kan hejses op i loftet, gennemgår de mandlige dansere forskellige ritualer og en enkel, vild udskejelse, ekspressivt danset af Jon Axel Fransson med forskellige pieta-attituder. Også her er der religiøse undertoner, som giver en smule følelse i et ellers mekanisk univers. For det er korpsdans og ikke fremhævelse af solister, der er Kylians ærinde. Tilsyneladende.
Sarabande begynder med kraftige menneskelyde, dansernes egne og ekstra båndede råb m.m. Efterfølgende kommer bachske toner. Igen, igen på bånd. Uden pause fortsætter Falling Angels, en kvindedans fra 1989. Den havde allerede dansk premiere i foråret 2017, men synes hurtigt monoton. For danserne mangler en eller anden glød og den båndede tromme er lidt fattig. Tænk, hvis man havde en musiker på scenen. De sorte badedragter med små ben viste på en eller anden måde tilbage!
Sidste ballet, ”27’52” er på de dansemæssige vilkår fin, men den gammeldags og tunge og lidt underlige scenografi af Kylian selv spolerer dansen. Med lange gummigulvbaner kan danserne på ekvilibristisk vis skabe forskellige situationer, men tungt er det. Til gengæld er der her tilløb til aftenens eneste indfølte dans – leveret af alle danserne. Et lille frirum, men hvor havde det klædt balletten med en ny scenografi, der inddrager alle de tekniske finesse, som findes i dag. I stedet var der en bom med et hvidt lærred, der dækkende hele bredsiden på Gl. Scene- og med danserne foran, var der alt, alt for mange linjer. Uskønt.
Denne søndag var det herrerne, som reddede forestillingen. Måske er det anderledes i morgen. Men Det Kongelige Teater skulle ikke have givet frit slag til fire ret gammeldags balletter, som er kolde, golde og helt uden det dybe menneskelige og samfundsmæssige engagement, som dans også kan udtrykke.
Dans må godt tage stilling – og danserne må godt vise, at de er sjælfulde mennesker!
www.kglteater.dk