∗ ∗ 5 stjerner til sangerne – 1 til instruktør og scenograf.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den nye opsætning af Verdis opera ”Rigoletto” er et pragteksempel på irriterende pseudofrigjort iscenesættelsespraksis.
Rigoletto, Verdis hofnar over alle, ligger fra starten i denne version i en helt ordinær og knirkende jernseng på et statshospital, mens han genoplever livets fiasko. Men det skal ikke gå stille af, så oppustelige dukker, som vist er beregnet på ensomme sømænd, og balloner i snor skal udgøre den frigjorte hofstemning, som omkransede hofnarren Rigoletto, mens han var i funktion ved hoffet og blev ydmyget af alt og alle.
Ved pausen er enhver rest af overbærenhed hos mig brugt op. Hvordan kan man med sin sunde sanser skævvride et bevisligt mesterværk som ”Rigoletto”? Handlingen hænger ikke sammen. Alt for mange tåbelige påfund står i vejen for historiens udfoldelse. Hvem er hvem i dette ekstra maskebal?
Men det interessante er, at efter pausen falder brikkerne bedre på plads og lidt af den kvindelige instruktørs indre billedfornemmelse synes plausibel. Rigoletto er fanget i et spindelvæv af røde bånd, som en marionet for mandskoret, der illuderer selvlysende tændstiksmænd, mens de bevæger sig rytmisk. Baggrunden afslører store projektioner af krims-krams a la Cobra, maleren Basquiat eller psykiatriske patienters skriblerier. Dekorative, så det sprudler, men i evig bevægelse – distraherende og irriterende. Og Gilda, hvem hele historien jo handler om, kommer ud af sit kagedåsehus fra 1. afdeling og får styr på sin placering og kærlighed til hertugen. Det fungerer næsten godt, da hun på afstand kan synge sine dødstoner og stiger til vejrs i et par synlige snore, mens Rigoletto sidder med dukkeliget af sin datter, i 1:1.
Regiteater, så overflødigt som det kan være, og som meget tydeligt afslører en angst for ikke at være moderne. Instruktøren er vel valgt af den nu afgåede Operachef. Og det var tredje gang, at den i Berlin boende, ikke så erfarne, Aniara Amos har fået lov at boltre sig i København. Forrige gang i en ødelæggende Purcell-iscenesættelse. Hvorfor skal vi hente folk udefra til at komme med ideer, der på ingen måde rammer ned i vores nutid? Men det er lige netop, hvad instruktøren plæderer for i det yderst spartanske program og på sin egen hjemmeside.
Johan Reuter skulle have sunget Rigolettos parti, men i stedet er det gæsten Sebastian Catana. Hvilken gave. Han er hele forestillingen værd, og det synes ikke på ham, at han skal igennem alle mulige strabadser med spændetrøje etc. Det hører sikker med til jobbet at acceptere instruktørens påhit.
Peter Lodahl ligner det, han skal være, en italiensk tenor, men får måske ikke rigtig lov til et samspil. Og ligeså med Gilda, nydeligt sunget af Sofie Elkjær Jensen, der burde have tillæg for først at står i et Alice in Wonderland-hus og siden som en anden cirkusprinsesse skulle hejses til tops. Hvor overflødigt og tåbeligt. Sten Byriel, som snigmorderen Sparafucile, klarede skærene på trods af instruktørens forskellige tåbelige påhit, men sådan skal det da ikke være. Orkestret fulgte med og gav plads til sangerne, men blev for mig ikke en ekstra dimension denne søndag eftermiddag, hvor Verdi var meget tæt på helt at sive ud i havneløbet.
Åh, Åh. Hvis det er for svært at modernisere de store operaer intellektuelt og visuelt, så lad os få nogle koncertopførelser, hvor sangere og musikere kan mødes og publikum fornemme storheden i musikken.
Ps.1. AP Møller Fonden har ydet et ekstra bidrag til opsætningen af denne opera. Mon hr. Møller ville have applauderet resultatet. Jeg tror det næppe.
Ps.2. Programmet rummer lidt om Verdi, intet om Rigolettos scenehistorie, intet om kunstnerne og kun et par sider om instruktørens ideer. Til gengæld fremgår det på en helside, at Audi (altså bilmærket) har støttet opsætningen af ”Scener fra et ægteskab”. Så blev vi så kloge.
….
Opera: Rigoletto
Komponist: Guiseppe Verdi
Musikalsk ledelse: Paolo Carignani
Iscenesættelse og scenografi: Aniara Amos
Uropført i Venedig: La Fenice, 11.3. 1851.
Tidligere opført på Det Kongelige Teater i alt 194 g. (1.g. 1879. Opført 93 g. imellem 1962 og 1975 i en pragtopsætning ved Anna Borg/ Holger Boland med scenografi af Erik Nordgreen.)
www.kglteater.dk