∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En våd affære – på scenen og hos publikum til “Hamlet” ved premieren tirsdag.
Scenen er flyttet uden for slotsgården på den sydøstlige side af slottet i en mastodont sceneopstilling, som vist står ude i voldgraven, mens publikum sidder på et stillads. Der er tænkt over det, og flot ser det faktisk ud, selv om jeg ved ankomsten i silende regn havde svært ved at koncentrere mig.
Det regnede og regnede fra før, de små hornblæsere kom på scenen kl. 20, til pausen blev annonceret ca. 21.20. Derfor er min fornemmelse af årets ”Hamlet” da også præget af den lidt komplicerede situation med paraply over benene, regnfrakke, regnslag, hat mm. For hvem kan abstrahere fra hele den mundering? Men findes der noget mere beundringsværdigt end 500 andægtige publikummer, som under sydvest, regnfrakke, regnslag og paraplyer i silende regn bare bliver siddende og ser på ”kunsten”?
Årets Hamlet-forestilling har været nogle år undervejs. Chefen selv, Lars Romann Engel, direktør for HamletScenen, forsøger sig som instruktør for 2. gang med ”Hamlet” og igen med hustruen Catia Hauberg som scenograf.
Derfor måtte der selvfølgelig ske noget radikalt. Der spilles på engelsk, tiden er rykket et sted op i nutiden, der er mobiltelefoner på scenen, og Ophelia er i en mundering a la Vivienne Westwood, mens resten af hoffet snarere er i klæ’ ud-kostumer og jogge/bowlingdragter. Scenen har flere plateauer og stenansamlinger, mens baggrunden er tre hvælvede vinduer/døre, hvor Kronborg Slot anes i baggrunden. Det fungerer, og stemningsfuld bliver scenen efter pausen, hvor regnen er holdt op, mørket har sænket sig, og der kan belyses på en mere raffineret måde. Men alt det er kun ydre staffage, som skal befordre skuespillernes psykologiske udvikling hen over 2, 5 time.
Det tekstlige går fint. De kan sige verselinjerne, og Niels Brunses overtekst på dansk understøtter. Men i den velartikulerede tale mistes nok nogle psykologiske nuancer. Den indforskrevne tyske dramaturg har sammen med instruktøren skåret godt og grundigt i Shakespeares lange tekst. Ikke at man mangler så meget, men måske nogle hvilesteder, hvor historien rent rytmisk kan lagre sig. Det går over stok og sten. Helt fint når aftenkulden indfinder sig, og fødderne er drivvåde.
Man kan ikke få alt. Der må vælges. Væk er åbningsscenen: “Hvem der?” som mange litterater har fået meget ud af; væk er også skuespillertruppen. I stedet er noget af dens tekst delt ud på Ophelia og Horatio i åbningsscenen. De to dummernikker: Rosenkrands og Gyldenstjerne får også deres replikker i ”Musefælden”. Men så naragtige som de kunne være, bliver de ikke i denne version, og dronning Gertruds vittige replik, hvor hun bytter om på rækkefølgen og siger: ”Gyldenstjerne og Rosenkrands”er heller ikke med. Dermed latterliggøres deres tvillingelook ikke. Graverne er også fjernet. I det hele taget er de allerfleste komiske tilløb barberet væk – inklusive Polonius’ forskellige sidereplikker. Men ellers kommer de kendte high lights på stribe, uden at der gøres så meget ud af monologerne. De siges nærmest uden spotlys, men dermed også uden at sætte præg på forestillingen og ikke mindst historiens udvikling.
Hvad denne ”Hamlet” drejer sig om, er svært at sige. Men sikkert er det, at Hamlet og Ophelia er forelskede i åbningsscenen, og at Hamlet ved Ophelias grav, en lille våd fordybning på scenen, faktisk er bedrøvet.
Men den udefrakommende krigsfare, på trods af en fiks helikopterlyd, er ikke markant nok tilstede, Det potentielt incestuøse, relationen imellem mor og søn, er slet ikke taget i betragtning, og Claudius’ forræderi synes uinteressant, da han først træder i karakter langt henne i forestillingen.
Derfor bliver denne ”Hamlet” aldrig sørgelig eller farlig. Historien har ikke eksistentiel betydning, og om den unge, forvirrede mand er rask eller syg, ved nord eller sydvest, er såmænd ligegyldigt.
Skuespillerne er alle velfungerende, veltalende, men smerten mangler. Cyron Melville som Hamlet er på alle ledder fyldestgørende, men han får ikke ro til at udvikle figuren. Natalie Madueño er en moden og livskraftig Ophelia, men får heller ikke rigtig plads til at definere skiftende sindstilstande, mens Vivienne McKee som Gertrud står statuarisk uden at tage tilstrækkelig stilling til kampen imellem Hamlet og Claudius. Måske skyldes det regnen, måske de udendørs omstændigheder, måske ambitionerne, måske, måske.
Samlet set er det dog blevet til en god, velfungerende udendørsversion for alle, der ejer regnslag, sydvest, gummistøvler og en interesse for Shakespeare.
- Plakatens signal med en våd Ophelia højt hævet over en ligeså våd Hamlet afklares ikke. Er Ophelia den egentlige hovedperson? Hvem ved?
Premiere: Tirsdag den 1. august kl. 20:00
Spilleperiode: Onsdag den 2. august – lørdag den 19. august kl. 20:00 (undtagen mandag den 7. og 14. august)
Producent: HamletScenen og London Toast Theatre
Instruktør: Lars Romann Engel
Medvirkende: Cyron Melville, Natalie Madueño, Vivienne McKee, Richard Clothier, Chris Myles, Dominic Tighe, Oliver Alvin-Wilson, Jack Johns, Brett Brown.
Komponist: Mike Sheridan
Scenograf og kostumedesigner: Catia Hauberg Engel
Lysdesigner: Mårten K. Axelsson
Sprog: Engelsk med danske overtekster
Varighed: 2 timer 20 minutter inklusiv pause
Anbefalet alder: Fra 12 år og opefter