Menu Luk

10 år – Verdensballettens flotte jubilæumsforestilling.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗   

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

SPRINGFYRE OG PRIMABALLERINAER UNDER ÅBEN HIMMEL til super jubilæumsforestilling.

Ambitionerne var høje den gang for 10 år siden, da operasanger Jens-Christian Wandt og solodanseren Johan Kobborg fandt på et internationalt balletgæstespil i Skagen ved den tilsandede kirke – midt i sommerhøjsæsonen. Det lykkedes over al forventning at samle folk, penge, interesse og hype omkring begivenheden. Siden er ”Verdensballetten”, som blev den ambitiøse titel, blevet vedholdende og har danset forskellige steder på spektakulære steder, gerne med et slot eller en anden seværdighed i baggrunden.

Plakatfoto. Pr-billede.

Hatten af for Jens-Chr. Wandts udholdenhed og dumdristighed: ballet og operasang under den danske sommerhimmel!

Wandt  har i de seneste år samarbejdet med den australske solodanser Steven McRae med base i London, og sammen er de i stand til at sikre topdansere fra Berlin og London, som alle kan strække ud og fange publikums opmærksomhed.

Det er ballet på topplan.

Premieren for jubilæumssæsonen fandt sted onsdag aften på Sølyst i Klampenborg. Hvilket smukt sted med Øresund i baggrunden og et program, der siger spar to – samt et publikum, der mere end kvitterede for de semiklassiske numre, der blev afleveret med elegance og perfektion.  Blandingen af dans og sang er formfuldendt. Wandt og co. “har læst ” deres publikum og serverer derfor gedigne highlights fra operaen og ballettens verden. Og sådan skal det være – der må ikke være for mange eksperimenter.

”Numrene” må ikke være for lange, og der skal være smæld over sangen.  Susanne Elmark er perfekt, smuk ser hun ud og serverer de kendte arier af bl.a. Puccini, så der ikke er et øje tørt.

 

De to yngre musikere, Niklas Walentin på violin & Alexander McKenzie ved pianoet havde også den direkte publikumskontakt – både når de akkompagnerede og som solister.

 

Musikalsk set var det mest fransk og italiensk musik – let, luftigt og romantisk.

Og det blev fulgt op i alle dansene – fra ”Korsaren” med trin af Petipa, en pas de deux af Roland Petit, en sovekammerscene fra balletten ”Manon” og en pas de deux fra ”Don Quijote”. Lidt royal kærlighed var der også – en gentagelse af et tidligere nummer med Prins Henrik over højtaleren læsende sit eget digt ” Cotê á côte” med koreografen  og danseren Kristen McNally.  Moderne, stilfærdigt og sensitivt.

Moderne er vist også ordet for den kunstneriske organisator Steven McRae’s egen solo med stepsko og hvid undertrøje.   Hurtig er han, charmerende ligeså – og igen – publikumsvenligt, så det blafrer imellem de gamle træer.

PR billede.

Til allersidst fik de dansende herrer lov at vise deres ekvilibrisme i spring – flot – som om vi var til russisk bravurdans, men også farligt, på den fugtige scene, hvor aftenduggen vel allerede havde lagt sig.

”Verdensballetten” er kommet for at blive. Støt op om den,det fortjener den, fang den på turnéen rundt i Jylland. Turen går via Sild til Skagen, hvor der afsluttes i uge 29!

Turneen fortsætter : se www.verdensballetten.dk

 

Programmet:

Overture – ”Så tag mit hjerte i dine hænder” /Jens-Chr Wandt. & Alexander McKenzie

Le Corsaire – Adagio fra pas de trois (Petipa) / Lauren Cuthbertson, Federico Bonelli & Marian Walter 

Je veux vivre – from Romeo & Juliet (Gounod) / Susanne Elmark & Alexander McKenzie

Catch me if you can… – ny solo skabt af Kristen McNally / Marcelino Sambé

Thaïs – pas de deux (Roland Petit) / Iana Salenko & Marian Walter 

Tambourin Chinois (Fritz Kreisler) / Niklas Walentin & Alexander McKenzie

Chi il bel sogna… – from La Rondine (Puccini) / Susanne Elmark & Alexander McKenzie

Czardas (Steven McRae) / Steven McRae 

Niklas Walentin, violin & Alexander McKenzie. piano

——

It aint necessarily so. (Gershwin) / Niklas Walentin & Alexander McKenzie

Den Døende Svane (Michel Fokine) / Iana Salenko 

Niklas Walentin, violin & Alexander McKenzie, piano

Cotê á côte (Kristen McNally) / Kristen McNally, Marcelino Sambé 

O Mio babbino caro (Puccini) / Susanne Elmark & Alexander McKenzie

Manon – pas de deux (bedroom) (Sir Kenneth MacMillan) / Lauren Cuthbertson & Federico Bonelli

Libiamo (La Traviata – Verdi) / Susanne Elmark, Jens-Chr. Wandt & Alexander McKenzie

Don Quixote – Pas de deux – Coda.

..