∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Tom Harpøth.
Familien – udfordrende forbindelser. Et skarpt portræt af en families genvordigheder.
Den rumænske instruktør Christi Puiu har begået en voldsom dramakomedie, som involverer en hel familie i alle generationer. De mødes i den afdøde fars lejlighed for sammen at spise et måltid til hans ære, 40 dage efter hans bortgang. Men et sådant traditionelt religiøst måltid skal velsignes af den lokale præst, som imidlertid lader vente på sig. Middagen bliver derfor ustandselig udskudt, og der bliver rig lejlighed til at små vekslende grupperinger kan tale sammen. Det være sig i køkkenet eller i stuen eller i et værelse hvor der også lægges en baby til ro, og hvor en tilfældig narkoman også har behov for lidt hvile.
Snakken går om store og små emner, nære og fjerne i tid og rum, om 9/11 i New York, om Charlie Ebdo i Paris, om Rumæniens kommunistiske fortid, om partiets strålende indsats eller mangel på samme. Om disciplin og laissez-faire opdragelse og liberalistisk uorden og mangel på system, og såmænd også om hvordan Disneys prinsesser ser ud ,og i hvilken grad man skal ligge under for det. Der er emner nok at tage fat på. Og der er uenigheder og nid og nag og hemmeligheder, der afsløres fra et langt tidsrum af voldsomheder i Rumæniens og familiens historie.
Den lille verden afspejler den store verden. Mikrokosmos følger makrokosmos, eller snarere skulle man måske sige, at det er mikrokaos, der fortæller om makrokaos.
Lægen Lary, som er filmens fortællermæssige centrum, er både midtpunkt i familien og også midt i sin egen livskrise. Det er ikke uden grund, at han kommer op at skændes om parkeringspladsen, og hvem der må benytte den. Alles nerver sidder uden på tøjet og de er letantændelige.
Vi er sådan set tilbage til det naturalistiske teater, hvor den fjerde væg i stuerne er publikum i salen. Det altseende kamera følger de mange små og store samtaler og diskussioner og korporlige reaktioner blandt de samlede og principielt sørgende personer. Ærbødigheden og højtideligheden er ikke længe til stede.
Christi Puiu har begået en næsten tre timer lang gengivelse af en familiesammenkomst fortalt i realtid. Og det kan godt virke trættende i længden. Som publikum skal man være rustet med både popcorn og cola og andre stimuli samt en interesse i et familiedrama, hvor man let kan finde paralleller til vores eget hjørne af livet. Det er en stærk film.
Filmen var i konkurrence om de gyldne palmer på filmfestivalen i Cannes sidste år og har vundet hovedprisen på Chicago International Film Festival.
Fotos og trailer: Natlys Film
Instruktion: Christi Puiu (Rumænien)
Varighed: 173 min.
Premiere: 15. juni 2017