∗ ∗ ∗ ∗
6 stjerner til danserne, 4 til koreografen og 3 til dramaturgen.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Rokokodekadence og intriger på en scene med både skuespillere og dansere.
Tiden er lige før den store franske revolution. Samfundet er nærmest i opløsning, en tikkende bombe ligger og lurer, mens selskabssalonerne lader som ingen ting. Det er baggrunden for ”Farlige Forbindelser”. Det lyder vovet og er også tænkt sådan af både forfatteren Pierre Choderlos de Laclos (født i 1741) og nu tillige af koreografen Cathy Marston. Men i modsætning til mange af koreografens tidligere balletversioner af kendte, litterære værker ( bl.a. ”Lolita” på Bellevue Teatret) – synes hendes metode langt fra at fungere denne gang og slet ikke med blandingen af skuespillere og dansere. Og det er synd. For selve historien i ”Farlige Forbindelser” er så grotesk, at den sagtens kunne lægge op til en vild ballet, hvor de forskellige karakterer kunne træde frem i al deres forskellighed. Teksten er jo blevet til både skuespil og film, for det er spil og hassard om følelser og sex inden for klassesystemet.
Men sådan har Marston ikke ønsket det. Sammen med dramatikeren Edward Kemp har hun valgt at have masser af tekst med fra brevromanen, selv om det ikke får handlingen skudt frem ad, men snarere beskriver nogle stemninger hos to af hovedpersonerne. Sindstilstande er bare lige det, en balletdanser kan. Derfor bliver Marstons anvendelse af skuespillere til en undervurdering af Det Kongelige Teaters fremragende dansere. Med Kizzy Matiakis som Markise de Merteuil, Ida Prætorius som den unge Cécile og det nye talent Astrid Elbo som madame Tour kunne man ikke ønske sig bedre og mere dramatisk anlagte og charmerende dansere. Oveni er også Mette Bødtcher og Sorella Englund på scenen – smukke og statuariske. De unge og yngre mænd danses med indføling og energi af Andreas Kaas og Jón Axel Fransson. En drømmebesætning som får lov at danse, men alligevel hindres i en psykologisk udfoldelse.
Der er slet ikke brug for tekst og ekstra spankulering rundt på scenen. Derfor bliver denne forestilling opstyltet i hele sin komplicerede struktur. Scenografien er interessant med tydelige symboler som et net fuld af løgne og spejle, der kan ses igennem og masser af rokokostole. Både scenografi og kostumer er skabt af Steffen Aarfing, der hermed debuterer som balletscenograf.
Også musikken af danske Jesper Mechlenburg er så spændende, at den fortjener en revideret version af balletten.
De to skuespillere Marie Dalsgaard og Mads Rømer Brolin-Tani er begge i stand til at bevæge sig yndefuldt og danseagtigt. Men det er teksten og sprogkoden, der kommer til kort. Dalsgaard taler højttravende og kunstigt og rammer desværre nogle alt for kraftige og uartikulerede skrig – i alt for lang tid. Det er synd for helheden. Mads Rømer, derimod, taler meget lige ud og tøver ind imellem med en række af replikkerne. Det bliver i dyb kontrast til Dalsgaard og skaber forvirring. Skuespillerne er blevet ladt i stikken af instruktørerne, som er Marston og Kemp.
Det er ærgerligt. For selve dansen fungerer smukt, selv om den overtydeliggør mange af de erotiske tilløb, men pyt. Det kunne have været så velfungerende, for også kostumerne har en fin balance imellem 1780erne og 2017.
En kæmpe mulighed fik slet ikke lov at folde sig ud. Så væk med teksten! Lad danserne danse, for hvor er de charmerende. Og så er det ganske behageligt, at man kan se ansigterne på danserne, fordi der ikke er nogen orkestergrav, men blot båndmusik i et skuespilhus!
Koreografi og iscenesættelse: Cathy Marston
Tekst og medinstruktion: Edward Kemp
Musik: Jesper Mechlenburg
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Lysdesign: Anders Poll
Lyddesign: Jonas Vest
Koreografisk assistent og instruktørassistent: Jenny Tattersall
Instruktørassistent: Claire Still Henriksen
Oversættelse: Niels Brunse
www.kgl.teater.dk