∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Scenografien var lige ved at få hovedrollen! Det begynder gråt og ender i douce silke og masser af perler. Men der imellem har scenografen Nina Schiøttz skabt et kontrolleret farveorgie, som giver et dejligt liv til en ellers stram revy. For svinkeærinder er der ikke mange af i år. Men de skæve skærme, de blomstrede jakker og de skarpe og skrappe farver i evig vekslen er kærkomne.
Og dertil de sædvanlige maskeringer og ditto kostumer: rent, elegant og nypresset med undtagelse af politikerne. Der er ikke sparet på noget, og udstyret skal jo også holde til, at måske 150.000 mennesker kommer indenfor og kigger på de næste måneder. Nogen overordnet mening med det visuelle er der næppe bortset fra, at ny teknologi er kodeordet, og det fungerer formfuldendt lige som Henrik Lykkegaards morsomme tekst om de tekniske finesser på scenen. Flot ser det ud – hele vejen igennem.
Men hvor var Dronning Margrethe? Hvor var Lars Lykke? Ulf Pilgaard undlod at spille vor dronning, mens Lars Løkke i kød og blod sammen med en masse andre politikere sad på første række ved premieren torsdag aften. Men på scenen manglede han. Og det er nok, fordi der ikke er sket så meget siden sidst for hverken Margrethe eller vor statsminister. Men Donald Trump og Merkel er på banen og Inger Støjberg og liberal Alliance ligeså.
Lykkegård spiller den amerikanske præsident, som ikke kan andet end at skabe forvirring og forargelse, også i vores lille land. Et nummer lige på kornet. Flot – og rammende, men ikke farligt. Heller ikke Inger Støjberg og kagesagen bliver rigtig farlig, men igen – super professionelt skrevet af Carl-Erik Sørensen og afleveret af Lise Baastrup, som nu gebærder sig, som havde hun været med altid derude i skoven.
Mest gruopvækkende sandt er nok portrættet af Liberal Alliance, der i dag er en del af regeringen med verdens bedst kvalificerede udenrigsminister – efter eget udsagn. Folketingsgruppen er på scenen lige ved at flå hinanden, for der en som bare skal støbe kugler og derfor ikke har nogen ministerpost. Og det er han vred over. Men alligevel kan de samles om at beskrive deres resultater på Christiansborg i et fælles kor: Tralala … tra la la. Næsten som i Henrik Ibsens ”Peer Gynt”, hvor Peer skræller et løg for at nå til meningen med livet: men der er ingen kerne, ingen mening. Tre minutter på scenen og et helt parti med partiformanden i spidsen er beskrevet, så det både er lattervækkende og dybt sørgeligt. Tekst af Vase & Fulgsang. Det synlige bevis, på hvad dansk politik også går ud på, holdt med dampende varme motorer ude på parkeringspladsen, da vi alle traskede hjem: store blankpolerede ministerbiler – selvfølgelig mere end et afskrællet løg, men bilerne er til låns og ruster i øvrigt også.
Her ved disse portrætter og karakteristikker ligger Cirkusrevyens styrke: stramme, vittige, musikalske politikersnapshots som er allerbedst, når kun en enkelt person rives fra hinanden og limes sammen igen. Men måske er vores politiske system så fantasiforladt, at det i år har været umuligt at skrive en hel revy om det. Hvem ved, hvad der foregår omme bag revyen i vintermånederne og i det tidlige forår, hvor det hele planlægges, som var det en militærøvelse. Stramhed, professionalisme, trit og retning har revyen til overmål. Ikke mange sidebemærkninger får lov at slippe igennem til publikum eller til den trofaste kapelmester James Price. Ingen ros til hinanden, dog fik Lisbet Dahl sit eget nummer som revyens dronning (op i årene) med flotte ben, omkranset af de magre korpiger og mandlige dansere.
Opskriften på en vellykket Cirkusrevy er fulgt. Lisbet Dahl har været med som instruktør i 27 år og stået på cirkusteltets scene i 30 år over for Ulf Pilgaard, der kan prale med 36 år. De kan deres kram og ved også at skære ind til benet for ikke at kede publikum. Har de skåret for meget væk i år? Svært at sige. For flot ser revyen ud – og velsmurt, men lidt for stram måske med koret og de fem super skuespillere: Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard og Lise Baastrup.
Spiller hele sommeren på Bakken.
Cirkusrevyen 2017
Medvirkende: Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard, Lise Baastrup og Niels Ellegaard
Instruktør: Lisbet Dahl
Kapelmester: James Price
Scenograf: Nina Schiøttz Koreograf: René Vinther Kostumier: Henrik Børgesen
Premiere torsdag den 18. maj kl. 20.00. Sidste forestilling torsdag den 31. august kl. 20.00 Spiller: Mandag kl. 20.00 i perioden 29. maj til og med 26. juni Tirsdag og torsdag kl. 20.00 Onsdag kl. 17.00 og kl. 20.00 Fredag og lørdag kl. 18.00 og 21.00 (Skt. Hans aften den 23. juni dog kun kl. 18.00)